Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Erstatningskrav i forbindelse med, at et udleveret beløb i EUR ikke svarede til den købte mængde, påregnelighed.

Sagsnummer: 331 /2008
Dato: 04-03-2009
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Valuta - omvekslet beløbsstørrelse
Ledetekst: Erstatningskrav i forbindelse med, at et udleveret beløb i EUR ikke svarede til den købte mængde, påregnelighed.
Indklagede: Sparbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav i forbindelse med, at han ved køb af 7.000 EUR alene modtog 5.200 EUR.

Sagens omstændigheder.

Den 16. april 2008 købte klageren i Sparbanks København afdeling 7.000 EUR. Klageren modtog 10 stk. 500 EUR-sedler samt ved en fejl 10 stk. 20 EUR-sedler i stedet for 10 stk. 200 EUR-sedler.

Klageren har anført, at baggrunden for købet af kontantvalutaen var hans køb af en bil i Zürich. Han havde med sælger aftalt afhentning af bilen fredag den 18. april 2008 (Store Bededag). Kontantvalutaen skulle anvendes ved handlen. Først i forbindelse med gennemførelsen af handlen i Zurich opdagede han, at der manglede 1.800 EUR, hvilket medførte, at handlen blev annulleret. Forinden havde han forgæves forsøgt at komme i telefonisk kontakt med Sparbank. Han havde med henblik på bilens hjemtransport bestilt biltog til Hamburg, men måtte i stedet købe flybillet til Købehavn.

Klageren henvendte sig den 22. april 2008 til Sparbank, der oplyste, at man havde en valutakassedifference på 1.800 EUR. Banken tilbageførte valutahandlen, således at klageren blev stillet, som om han ikke havde foretaget købet af valuta.

Klageren rejste over for Sparbank krav om erstatning for de direkte udgifter til transport m.v., ligesom han krævede kompensation med henblik på en fleredagstur til Tyskland/Schweiz for sig og sin familie.

Ved brev af 25. juli 2008 afviste Sparbank klagerens krav.

Ifølge banken kan klagerens krav vedrørende direkte udgifter opgøres således:

"…

Udrejse, DSB

kr.

764,00

reservation

kr.

152,00

Hjemrejse, DSB

kr.

2.429,00

- kreditnota

kr.

757,00

kr.

1.672,00

Fly, hjemrejse £ 379, kurs 930,66

kr.

3.533,72

Kontanthævning, 300 CHF

kr.

1.447,13

Billetter, Verkehrsverbund

kr.

57,14

Samlet opgørelse

kr.

7.625,99

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 5. september 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparbank tilpligtes at betale "fuld dækning af mine faktiske udgifter og kompensation og evt. tids/advokat udgifter".

Sparbank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et beløb efter Ankenævnets skøn.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han igennem et halvt års tid inden valutakøbet havde drøftet bilkøbet med en bankens medarbejdere. Der var tale om en veteranbil, som han i foråret 2008 så annonceret til salg hos et firma i Zurich.

I forbindelse med valutakøbet spurgte den ekspederende medarbejdere, om det var i orden med et bundt 500 EUR-sedler og et bundt 200 EUR-sedler, hver indeholdende 10 sedler. Dette accepterede han. Efter at have modtaget valutaen anmodede han om at tale med den medarbejder, med hvem han havde drøftet bilkøbet. Han placerede derpå valutaen, der lå i en valutamappe, i sin lomme og afventede, at den anden medarbejder havde tid.

Sparbank bør som følge af den erkendte fejl dække hans omkostninger ved den forgæves tur til Zurich samt i øvrigt betale en kompensation.

Sparbank har anført, at klageren selv bærer risikoen for, at han ikke straks ved købet af valutaen kontrollerede det modtagne seddelbeløb, hvorfor han allerede af denne grund er afskåret fra at rette et krav mod banken.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende, idet der er tale om et hændeligt uheld ved en valutaekspedition. Et eventuelt tab kan derfor ikke gøres gældende mod banken.

Selv om det lægges til grund, at banken måtte have handlet uagtsomt, er der ikke årsagsforbindelse mellem fejludbetalingen og klagerens manglende køb og efterfølgende afledte tab. Klagerens direkte tab på 1.800 EUR er godtgjort.

Måtte nævnet nå til, at der er årsagsforbindelse, gøres det gældende, at det ikke var påregneligt for banken, at fejlen ville kunne medføre et tab for klageren.

Endelig gøres det gældende, at klageren ikke har overholdt sin tabsbegrænsningsforpligtelse. Banken hæfter således ikke for klagerens pengemangel, som kommer ham selv til skade. Klageren burde have fremskaffet det resterende beløb på anden vis, således at han ikke havde lidt et tab og i hvert fald ikke et tab i den omhandlede størrelsesorden.

Kontanthævningen på 300 CHF må udgå af det opgjorte tab, da det ikke er dokumenteret, at beløbet er medgået til dækning af nødvendige udgifter.

Der er ikke hjemmel til at pålægge banken at betale klageren en kompensation.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved ekspeditionen den 16. april 2008 i Sparbank modtog klageren ikke de 7.000 EUR, som han havde bestilt, og som han betalte for, men kun 5.200 EUR. Ankenævnet finder, at den ekspederende medarbejder herved begik en ansvarspådragende fejl. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren også selv handlede uagtsomt, idet han i forbindelse med udleveringen burde have kontrolleret det modtagne beløb.

Tre medlemmer - Peter Blok, Hans Daugaard og Carsten Holdum - udtaler herefter:

Vi finder, at klagerens tab i form af forgæves rejseudgifter må anses for en påregnelig følge af bankens fejl. Som følge af, at klageren også selv har handlet uagtsomt, finder vi imidlertid, at erstatningen bør nedsættes til halvdelen af tabet. Det er ikke godtgjort, at kontanthævningen på 300 CHF er medgået til nødvendige udgifter. Vi finder herefter, at Sparbank skal betale en erstatning på (7.625,99 kr. ÷ 1.447,13 kr.) : 2 eller 3.089,43 kr. Hertil kommer renter som nedenfor bestemt.

To medlemmer - Niels Bolt Jørgensen og Karin Sønderbæk - udtaler:

Vi finder, at klagerens forgæves rejseudgifter ikke kan anses for et tab, der var påregneligt for Sparbank. Vi stemmer der for, at klagen ikke tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Sparbank skal inden fire uger til klageren betale 3.089,43 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 5. september 2008. Klagegebyret tilbagebetales klageren.