Rådgivning, tegning af forsikring, méngrad/erhvervsevnetab.
| Sagsnummer: | 280/1998 |
| Dato: | 22-03-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Forsikring - rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning, tegning af forsikring, méngrad/erhvervsevnetab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren som følge af, at en gruppelivsforsikring ikke kom til udbetaling i forbindelse med et færdselsuheld, hvor klagerens erhvervsevne fandtes nedsat med 65%, medens méngraden udgjorde 20%.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 24. august 1995 tilbød indklagedes Herning afdeling at overtage klagerens og dennes ægtefælles engagement, således at der hos indklagede blev oprettet et lån på 140.000 kr. og en kassekredit på 50.000 kr. Til sikkerhed herfor ønskede indklagede bl.a. tegnet en "Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum" på 78.250 kr.
Klageren og dennes ægtefælle besluttede sig for at oprette engagementet hos indklagede, og i denne forbindelse blev den af indklagede ønskede tryghedsgaranti etableret den 5. september 1995. Af forsikringsbevis vedrørende den tegnede ordning, der blev etableret i PFA Pension, fremgår:
"Udbetalinger
Dækningen ophører ved det fyldte 60. år.
Forsikringssummen udgør: 160.000 kr.
Forsikringssummen udbetales:
- Hvis forsikrede dør før det 60. år
- Hvis forsikrede før det 60. år som følge af et ulykkestilfælde får et varigt mén på 50% eller derover. Udgør méngraden mellem 25 og 50%, udbetales en forholdsmæssig del af forsikringssummen.
.........
Forsikringsbetingelser
For denne forsikring gælder vedlagte forsikringsbetingelser:
"Forsikringsbetingelser for Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum - 1. juni 1996"."
Af "Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum i [indklagede]", dateret august 1995 fremgår:
"§ 3 DækningForsikringen dækker ved død uanset årsag og invaliditet som følge af ulykke.
............
§ 3.1. Udbetaling ............
Udbetaling ved invaliditet som følge af ulykke.
............
Ved invaliditetsgrader mellem 25 og 50%, får forsikrede en forholdsmæssig erstatning, mens den fulde forsikringssum udbetales ved invaliditetsgrader på 50% og derover.
............
Beregning af ménerstatning
Hvis et ulykkestilfælde har medført en méngrad (invaliditet) på mindst 25%, får forsikrede en erstatning, der fastsættes, så snart ulykkestilfældets endelige følger kan bestemmes, dog senest 3 år efter ulykkestilfældets indtræden.
Medfører et ulykkestilfælde varigt mén på mellem 25 og 50%, udbetales en erstatning på lige så mange procent af forsikringssummen, som méngraden udgør."
Af "Forsikringsbetingelser for Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum - 1. juni 1996" fremgår:
"§ 5 Udbetaling
.......
Forsikringen dækker, hvis et ulykkestilfælde medfører varigt mén på mindst 25% i henhold til Arbejdsskadestyrelsens méntabel. Ved méngrader mellem 25% og 50% ydes dækningen i procent af forsikringssummen. Ved méngrader på 50% og derover dækkes med den fulde forsikringssum.
Méngraden fastsættes uden hensyntagen til forsikredes erhverv, men udfra en medicinsk skala.
Méngradens størrelse skal, hvis en af parterne forlanger det, fastsættes af Arbejdsskadestyrelsen."
I november 1995 var klageren udsat for et færdselsuheld. I denne anledning udtalte Arbejdsskadestyrelsen ved skrivelse af 9. januar 1998, at klagerens méngrad blev vurderet til 20% efter erstatningsansvarslovens § 4, medens erhvervsevnetabet blev vurderet til 65% efter erstatningsansvarslovens § 5.
Ved skrivelse af 27. marts 1998 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede og anførte, at som følge af, at der ikke kom beløb til udbetaling fra forsikringen på grund af kravet om en méngrad på mindst 25%, burde indklagede stille klageren, som om forsikringen havde givet dækning ved den konstaterede méngrad, idet hun ved forsikringens etablering ikke kunne forventes at have været i stand til at skelne mellem mén og erhvervsevnetab. Dette afviste indklagede ved skrivelse af 22. april 1998 og anførte bl.a., at klagerens kunderådgiver havde understreget, at denne sædvanligvis gør meget ud af at forklare kunderne, hvad den enkelte forsikring dækker, ligesom kunderne får udleveret et eksemplar af en brochure med beskrivelse af tre former for tryghedsgaranti.
Parternes påstande.
Klageren har den 7. september 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 104.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun og ægtefællen ikke i forbindelse med etablering af engagementet modtog nogen speciel rådgivning om indholdet af den pågældende forsikring bortset fra, at den skulle sikre dem, såfremt de mistede arbejdsevnen eller ved dødsfald. Indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning, idet hun ikke fik et produkt, der var passende. Indklagede har ikke ført bevis for, at hun blev rådgivet tilstrækkeligt i forbindelse med tegningen. Det er uden betydning, at hun besluttede sig for en forsikring med dobbelt så stor dækning i forhold til indklagedes krav, og dette indicerer ikke, at hun og ægtefællen var bekendt med de særlige forhold omkring dækningen. Der blev fokuseret på det beløbsmæssige, således at forsikringen blev tegnet stor nok til - foruden at dække lånet - også at give dem selv en dækning. Der blev intet nævnt om, at det ikke nødvendigvis var alle former for følger af et uheld, der medførte fremtidige indtægtstab, der ville være dækket. Hertil kommer, at der ikke er overensstemmelse mellem produktbetegnelse og produktets indhold. Hendes erhvervsevnetab er fastsat til 65%. At indklagede er ansvarlig, følger endvidere af afgørelsen UfR 1998.643VL. Indklagede bør erstatte 104.000 kr. svarende til 65% af forsikringssummen på 160.000 kr.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, da en stillingtagen til, hvilken rådgivning klageren modtog i forbindelse med tegningen af tryghedsgarantien, beror på vidneforklaringer fra de implicerede parter. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren havde mulighed for at vælge mellem forskellige forsikringstyper. Klageren var fuldt ud orienteret om, hvad de enkelte forsikringstyper dækkede. Klageren har selv foretaget valget af tryghedsgaranti ud fra sin egen individuelle vurdering af ønsker og behov. Det er fundamentalt, at forsikringsselskaber kan anvende erstatningsansvarslovens begreber direkte, idet fortolkningstvivl med hensyn til rækkevidden af forsikringsbetingelserne herved undgås. Klageren valgte en ulykkesforsikring, hvor der opereres med begrebet varigt mén, som er en medicinsk målbar størrelse, der er uafhængig af erhverv, køn og alder. Erhvervsevnetab anvendes derimod på livsforsikringer, hvor tabet beregnes som forskellen mellem den løn, den skadelidte kunne oppebære set i sammenligning med, hvad en person med samme alder, køn og uddannelse, tidligere beskæftigelse og bopæl, ville kunne tjene. Klageren valgte at tegne en forsikring med en højere dækning end den af indklagede foreslåede. Dette viser, at klageren ud fra den givne rådgivning og det udleverede materiale tog stilling til dækningsbehov og dækningsomfang.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion:
3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Allan Pedersen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Vi finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder i forbindelse med tryghedsgarantiens tegning gav klageren utilstrækkelige oplysninger om forsikringens dækning. Herved bemærkes, at det af forsikringsbeviset og forsikringsbetingelserne tydeligt fremgår, at der kun ved en méngrad på mellem 25 og 50% udbetales en forholdsmæssig del af forsikringssummen, og at det således er méngradskriteriet, der danner grundlag for udbetaling, og ikke erhvervsevnetabet.
2 medlemmer - Lisbeth Baastrup og Ole Just - udtaler:
Vi finder det ikke godtgjort, at der i forbindelse med tegningen af "Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum" er blevet ydet fyldestgørende rådgivning. Det lægges til grund, at tegningen af forsikringen har været et fælles ønske om at sikre tilbagebetalingen af lånet i tilfælde af, at en af klagerne skulle falde bort eller miste erhvervsevnen og derved indtjeningsevnen (varigt indtægtstab). Som det fremgår af klagen, har det vist sig, at den tegnede forsikring hverken dækkede forsikringstagers behov eller det sikkerhedsbehov, som banken lagde til grund for overflyttelsen af engagementet, fordi ulykkesforsikringen alene giver en godtgørelse for varige personskader af ikke -økonomisk karakter.
Det skal ydermere gøres gældende, at forsikringsbetingelserne er uklare, hvorfor klagerens mulighed for at gennemskue forsikringsbetingelserne har været vanskeliggjort. Således hedder det blandt andet, at udbetalingen sker ved invaliditet, som man efter vanlig sprogbrug forbinder med arbejdsudygtighed. Derudover bruges termerne "invaliditetsgrad" og "mengrad" i samme afsnit om udbetalingen. Den manglende klarhed må efter almindelige regler komme indklagede til skade.
Vi finder derfor, at klagers påstand skal tages til følge.
Der afsiges kendelse efter flertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.