Udlån, løbetid, rentens størrelse, nye lån.
| Sagsnummer: | 645 /1992 |
| Dato: | 23-07-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Udlån, løbetid, rentens størrelse, nye lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med klagernes køb af en bil ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, i oktober 1989 klagerne et lån på 149.620 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.180 kr., første gang den 1. november 1989. Af gældsbrevet fremgik:
"Lånet forfalder til fuld indfrielse uden varsel den 01.10.92.
Rente af kapitalen eller af dennes rest til enhver tid beregnes efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art, p.t. 14,750% p.a., der betales månedsvis bagud. I opkrævningsprovision beregnes p.t. kr. 20,00 pr. måned, som løbende tilskrives sammen med renten."
I forbindelse med lånets udbetaling modtog klagerne en af indklagede udfærdiget beregning for lånets afvikling. På beregningen var anført, at beregningerne var "vejledende og skal tages med forbehold". Det var endvidere angivet, at lånets afvikling løb over 36 terminer, ligesom lånets restgæld ultimo 1989, 1990 og 1991 var oplyst.
Indklagede har under sagens forberedelse fremlagt en amortiseringsplan, hvoraf fremgår, at lånet ved en månedlig ydelse på 5.180 kr. og uændret rente ville være afviklet pr. 1. oktober 1992.
Den 1. oktober 1992 var lånets restgæld 11.026,65 kr. Klagerne rettede på dette tidspunkt henvendelse til indklagede herom. Under en efterfølgende korrespondance oplyste indklagede, at den ved lånets etablering foretagne beregning forudsatte en uændret rente på 14,750%, ligesom beregningen ikke tog højde for den månedlige opkrævningsprovision, som nu udgjorde 26 kr. Lånets rente var nu 19,75%.
Indklagede har oplyst, at rentesatserne, der har været gældende for lånet, har været følgende:
29.09.1989 14,75%
31.10.1989 15,75%
20.11.1989 17,25%
18.05.1990 16,90%
11.01.1991 17,50%
01.06.1991 17,31%
26.08.1991 18,00%
06.11.1991 17,75%
06.01.1992 18,00%
07.05.1992 18,50%
10.06.1992 19,00%
15.09.1992 19,75%
Indklagede har endvidere oplyst, at rentesatserne for nye tilsvarende billån har været følgende:
01.05.1989 14,50%
08.09.1989 13,75%-14,75%
09.10.1989 14,75%-15,75%
20.11.1989 16,25%-17,25%
18.05.1990 16,90%
15.02.1991 17,31%
26.08.1991 17,50%
10.01.1992 16,50%
Fra 1. april 1992 yder indklagede ikke længere lån af den omhandlede art. Indklagede har yderligere oplyst, at renten på nye lån etableret i perioden 10.01.1992 - 31.03.1992 har ligget 1% under normalsatsen.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de havde en forventning om, at lånet ville være indfriet pr. 1. oktober 1992 i overensstemmelse med den ved lånets etablering udleverede beregning. Klagerne finder, at lånet har været beregnet med en for høj rente, og klagerne har på intet tidspunkt modtaget underretning om rentereguleringerne.
Indklagede har anført, at de skete renteændringer er i overensstemmelse med gældsbrevets bestemmelse om, at renten er variabel og beregnes efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art. Dvs. renten fastsættes og reguleres i overensstemmelse med indklagedes vurdering af det til enhver tid værende renteniveau på lån af den pågældende størrelse og karakter og under hensyntagen til konkurrencemæssige forhold, idet kunden til enhver tid har mulighed for at flytte lånet.
Pr. den 1. december 1992 ændredes princip for fastsættelse af rentesatsen på billånsporteføljen. I lighed med hvad der er gældende for lån ydet af indklagede efter 1. januar 1991, hvor lov om kreditaftaler trådte i kraft, reguleres også ældre lån i forhold til den noterede rente på Nationalbankens indskudsbeviser. Renten fastsættes hver måned på basis af den forudgående måneds gennemsnitlige rente på indskudsbeviser. Hvis gennemsnittet i en måned har ændret sig mindre en 0,25 procent point, sker der ingen ændring før den samlede ændring udgør mere end 0,25 procent point. Satserne er fremgået af girokort/PBS-meddelelser, og renteændringer er til enhver tid oplyst gennem dagspressen. Den ved lånets etablering udleverede prognose angiver tydeligt, at der er tale om en vejledende beregning, som skal tages med forbehold. Som følge af det stigende renteniveau siden lånets etablering, samt da lånets ydelse ikke er ændret, har dette medført en forlænget løbetid ud over 36 måneder.
Ankenævnets bemærkninger:
Gældsbrevet indeholder ingen angivelse af lånets løbetid. Det må lægges til grund, at indklagede alene har oplyst klagerne om, at lånet ved uændret rente ville være afviklet den 1. oktober 1992. Lånet var ydet med en variabel rente, og klagerne måtte således påregne, at lånets løbetid kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelse, når der ikke samtidig skete regulering af lånets ydelse. Efter gældsbrevet beregnes renten "efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art". Herefter findes indklagede ikke at have været berettiget til for klagernes lån at fastsætte en rente, der er højere end den rente, der til enhver tid er gældende for nye lån af samme art som klagernes, dog bortset fra tidsbegrænsede introduktionsrabatter for nye lån, hvortil det antages, at 1%-reduktionen på nye lån i tiden 10. januar 1992 - 31. marts 1992, hører.
For så vidt angår tiden efter 1. april 1992, fra hvilken dato indklagede ikke længere ydede nye billån, finder Ankenævnet, at renten bør nedsættes med 0,5% p.a. svarende til differencen mellem den fastsatte rentesats på klagernes banklån og rentesatsen på nye lån (bortset fra introduktionsrabatten) pr. 1. april 1992.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger regulere lånets restgæld således, at der beregnes samme rente af klagernes lån som af nye lån af tilsvarende art fra 11. januar 1991 til 6. januar 1992, og således at renten på klagernes lån nedsættes med 0,5% p.a. for perioden efter 6. januar 1992. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.