Indsigelse om manglende udbetaling af provenu fra ejendomshandel i 2006 efter indfrielse af lån.
| Sagsnummer: | 228 /2015 |
| Dato: | 29-01-2016 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Søren Geckler, Peter Stig Hansen, Anita Nedergaard, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse om manglende udbetaling af provenu fra ejendomshandel i 2006 efter indfrielse af lån. |
| Indklagede: | Sparekassen Bredebro |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om manglende udbetaling af provenu fra ejendomshandel i 2006 efter indfrielse af lån.
Sagens omstændigheder
Klageren har oplyst, at han i 1999 købte en ejendom for 175.000 kr. Han var på daværende tidspunkt kunde i et andet pengeinstitut.
I april 2002 flyttede han sit engagement til Tønder Sparekasse (nu Sparekassen Bredebro).
Sparekassen har fremlagt oversigter over engagementsændringer med klageren for perioden 2002 til 2006 og har redegjort for udviklingen i engagementet.
I april 2002 bestod engagementet af et boliglån/forbrugslån på 84.000 kr.
Den 7. august 2002 fik klageren bevilget en trækningsret på 10.000 kr. på sin lønkonto. Det samlede engagement udgjorde 90.000 kr.
Den 18. februar 2003 fik klageren bevilget en nedsættelse af ydelsen på sit lån på grund af arbejdsløshed.
Den 3. december 2003 blev det bevilget, at klagerens lån blev forhøjet med 5.000 kr. Det samlede engagement udgjorde 88.000 kr.
Den 27. februar 2004 fik klageren bevilget en låneforhøjelse på 22.000 kr. til køb af en bil. Det samlede engagement udgjorde 107.000 kr.
Den 4. august 2004 fik klageren bevilget en låneforhøjelse på 30.000 kr. til køb af en anden bil. Det samlede engagement udgjorde 128.000 kr. Det fremgik af bevillingen, at der ikke kunne tegnes en såkaldt kundeforholdsforsikring, men at klageren havde fast ejendom, og at et eventuelt provenu ville kunne dække engagementet.
Klageren har oplyst, at han solgte ejendommen i 2006 for 295.000 kr.
Den 23. juni 2006 fik klageren i forbindelse med salget af ejendommen bevilget en kredit på 150.000 kr. Det samlede engagement udgjorde 273.000 kr., heraf udgjorde engagementet 123.000 kr. forinden forhøjelsen Det fremgik af oversigten, at gælden på klagerens realkreditlån i december 2004 udgjorde ca. 131.000 kr. Endvidere var følgende anført:
”…
For bevilling taler: Solgt huset pga. jobskifte – der vil blive en lille restgæld.
...
Bemærkninger i øvrigt:
...
juni 2006: Har solgt ejendommen i [gadenavn] pr. 1. juli 06 – der vil blive en lille restgæld – provenu efter omk. ca. 105.000 kr.
…”
Klageren har oplyst, at han ikke modtog noget provenu fra ejendomshandlen, og at han ikke modtog en opgørelse fra sparekassen, der viste, hvorledes provenuet var anvendt.
Parternes påstande
Den 13. juli 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Sparekassen Bredebro skal tilbagebetale ham en del af provenuet fra ejendomshandlen.
Sparekassen Bredebro har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han aldrig fik noget skriftligt fra sparekassen om anvendelsen af beløbet på 295.000 kr., som han fik for huset, og om hvilken restgæld der var i huset. Det tyder på, at han er blevet snydt for et betydeligt beløb af sparekassen.
På et tidspunkt oplyste hans rådgiver i sparekassen telefonisk, at restgælden på hans lån var ca. 4.000 kr., men han fik aldrig noget skriftligt fra sparekassen herom.
Han har siden 1996 været syg og har været på hospitalet mange gange. Han har først klaget nu, idet han først nu kommet sig nogenlunde over sin sygdom og har fået fleksjob.
Sparekassen Bredebro har anført, at de saldi på klagerens lån og de bemærkninger, der er anført i de fremlagte oversigter engagementsændringer på klagerens engagement i perioden 2002 til 2006, dokumenterer, at restgælden på klagerens lån i sparekassen i juni 2006 var større end provenuet ved ejendomssalget. Klageren har derfor ikke noget beløb til gode hos sparekassen.
Klagen vedrører en nedbringelse/indfrielse af klagerens lån i sparekassen i juni 2006, det vil sige for mere end 9 år siden.
Det var på daværende tidspunkt sædvane, at der blev fremsendt kontoudtog, såfremt konti udgik.
På grund af den medgåede tid siden 2006 har sparekassen ikke længere mulighed for at fremfinde oplysninger om ejendomshandlen og nedbringelsen/indfrielsen af lånene, idet sparekassen alene gemmer udgåede lånedokumenter med videre i 5 år.
Sparekassen kan kun trække oplysninger i sit kreditsystem 5 år tilbage. Hvis sparekassen skal fremskaffe kontoudtog for klagerens konti mere end 5 år tilbage, skal de rekvireres hos sparekassens datacentral. Dette vil være forbundet med betydelige omkostninger, som i givet fald må betales af klageren, såfremt han måtte fremsætte ønske herom.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren har oplyst, at han i 2006 solgte sin ejendom for 295.000 kr.
Af den af sparekassen fremlagte oversigt over engagementsændring af 23. juni 2006 fremgik, at klageren fik bevilget en kredit på 150.000 kr. i forbindelse med ejendomssalget. Klagerens samlede engagement i sparekassen udgjorde på daværende tidspunkt 273.000 kr., heraf udgjorde engagementet 123.000 kr. inden forhøjelsen. Det var endvidere anført, at provenuet vedrørende ejendomssalget efter omkostninger ville blive ca. 105.000 kr., og at der ville blive en lille restgæld efter det.
Ankenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte sparekassens oplysning om, at hele provenuet fra ejendomshandlen i 2006 blev anvendt til indfrielse/nedbringelse af klagernes lån i sparekassen.
Ankenævnets afgørelse ">Klageren får ikke medhold i klagen.