Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld. Aftalelovens §§ 33, 36 og 38c. Håndpantsætning af ejerpantebrev.
| Sagsnummer: | 26/2006 |
| Dato: | 15-08-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
Kaution - stiftelse Kaution - forhold til pant |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld. Aftalelovens §§ 33, 36 og 38c. Håndpantsætning af ejerpantebrev. |
| Indklagede: | Sparekassen Balling |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod deres kautionsforpligtelser for et engagement hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er henholdsvis mor (A) og søster (B) til indklagedes kunde, M.
I 1999 overførte M og H, der var ægtefæller og sammen drev et motionscenter, deres engagement med et andet pengeinstitut til indklagede. Indklagede ydede i den forbindelse M og H et lån (konto nummer -838) på 1,4 mio. kr. og en kredit (konto nummer -773) på 250.000 kr. M's far (A's ægtefælle) påtog sig selvskyldnerkaution for lånet og kreditten begrænset til 250.000 kr. Til sikkerhed for engagementet fik indklagede endvidere pant i låntagernes faste ejendom, biler, driftsinventar og goodwill.
Til brug for M og motionscentret blev der endvidere oprettet en løbende konto (konto nummer -889) med kredit.
Den 5. maj 2000 blev der overført 43.209,26 kr. fra kredit -773 til indfrielse af en negativ saldo på konto -889. Efter overførslen havde kredit -773 en negativ saldo på 399.515,70 kr.
Den 8. juni 2000 bevilgede indklagede et overtræk på 27.000 kr. på kredit -889. Samme dag blev der overført 26.780 kr. til kredit -773, hvorfra der blev gennemført en huslejebetaling på samme beløb. Den 9. juni 2000 underskrev B en erklæring om selvskyldnerkaution for konto -889. Kautionen var begrænset til 27.000 kr.
Den 3. juli 2000, hvor saldoen på konto -889 var 28.614,51 kr. (negativ), underskrev B en erklæring om selvskyldnerkaution for kontoen begrænset til 55.414,51 kr.
I perioden 3. juli - 9. november 2000 steg trækket på konto -889 til 31.213,34 kr. (negativ). Den 10. november 2000 blev der trukket 26.815 kr. til betaling af husleje, hvorved den negative saldo var 58.028,34 kr. B underskrev samme dag en ny erklæring om selvskyldnerkaution for kontoen begrænset til 58.500 kr.
Den 6. december 2000 underskrev A en erklæring om selvskyldnerkaution for kredit -773, lån -838 og konto -889 begrænset til 250.000 kr. A's ægtefælle, der havde kautioneret for kredit -773 og lån -838, var afgået ved døden, og A hensad i uskiftet bo.
Ved erklæring af 19. december 2000 blev B's kaution for konto -889 forhøjet til 83.028 kr. Samme dag blev der overført 25.000 kr. fra kontoen til kredit -773, hvorfra der blev gennemført betalinger på i alt 34.468,41 kr. Efter overførslen havde konto -889 en negativ saldo på 83.028.34 kr.
Ved erklæring af 7. februar 2001 blev B's kaution for konto -889 forhøjet til 119.403,15 kr., svarende til kontoens negative saldo efter gennemførelsen af en betaling på 33.036,15 kr. samme dag. Den 16. februar 2001 blev der indbetalt 33.000 kr., hvorved den negative saldo blev nedbragt til 86.403,29 kr.
Den 7. marts 2001, hvor M og H var blevet skilt, blev gælden på konto -889 indfriet ved overførsel af 90.486,32 kr. fra kredit -773. Klagerne (A og B) underskrev samme dag hver en erklæring om selvskyldnerkaution for kredit -773 og lån -838, hvorpå der var en samlet gæld på 1.696,023,40 kr. A's kaution var begrænset til 500.000 kr. og B's kaution var begrænset til 250.000 kr. I forbindelse med kautionerne udtrådte H af såvel motionscentret som engagementet med indklagede.
Ved kassekreditkontrakt af 30. juli 2001 ydede indklagede M en kredit (konto nummer -118) med et maksimum på 11.000 kr. Den 28. august 2001 blev kreditten forhøjet med 40.000 kr. til 51.000 kr. Samme dag underskrev klagerne (A og B) nye erklæringer om selvskyldnerkaution for M's engagement, nu herunder gælden i henhold til kredit -118. A's kaution var begrænset til 540.000 kr. og B's kaution var begrænset til 250.000 kr. Samme dag blev der gennemført betalinger på i alt 37.388 kr. ved træk på kredit -118. Saldoen på kreditten var herefter 49.342,45 kr. (negativ).
I december 2001 blev motionscentret solgt med et provenu på 950.917,72 kr., som blev indsat på lån -838, hvorved lånets saldo blev nedbragt til 231.497,66 kr.
M's ejendom blev overtaget af indklagede på tvangsauktion. Ejendommen indbragte et provenu på 285.010,90 kr., som i sommeren 2002 blev indsat på kredit -773, hvorfra der samtidig blev overført 272.919,36 kr. og 52.879,89 kr. til indfrielse af gælden på henholdsvis lån -838 og kredit -118.
Endvidere blev indsat 16.731,98 kr. på kredit -773, som herefter havde en saldo på 650.000 kr. (negativ). Indklagede har anført, at man efter aftale med M ydede en kompensation for et "teoretisk rentetab" i forbindelse med ejendomssalget.
Den 26. juli 2002 underskrev M en kreditkontrakt med indklagede om gælden på 650.000 kr., som nu var samlet på kredit -773. Ifølge kontrakten skulle gælden indfries den 1. oktober 2002. Klagerne (A og B) underskrev hver en erklæring om selvskyldnerkaution for gælden på kredit -773 på 650.000 kr. begrænset til henholdsvis 540.000 kr. og 250.000 kr.
Ved anbefalede skrivelser af 6. december 2002 blev klagerne underrettet om, at gælden ikke var blevet indfriet, hvorfor kautionsforpligtelserne blev gjort gældende.
Ved kreditkontrakt af 30. december 2002 blev kreditten forlænget til den 1. februar 2003. Klagerne underskrev nye erklæringer om deres kaution, der nu var begrænset til henholdsvis 579.355,04 kr.(540.000 kr.+ 39.355,04 kr.) og 268.219,93 kr.(250.000 kr.+18.219,93 kr.). De 39.355,04 kr. og 18.219,93 kr. var "den forholdsmæssige andel af renter og provision på det kautionssikrede engagement."
Ved anbefalede skrivelser af 6. marts 2003 blev kautionerne på ny gjort gældende, idet gælden ikke var blevet indfriet af M.
Ved gældsbrev af 23. april 2003 ydede indklagede M et lån (konto nummer -494) på 753.000 kr., som blev anvendt til indfrielse af gælden på kredit -773. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 20.000 kr. Klagerne (A og B) underskrev samme dag hver en erklæring om selvskyldnerkaution for lånet begrænset til henholdsvis 625.000 kr. og 286.000 kr. Klagerne udstedte endvidere samme dag hver et ejerpantebrev på henholdsvis 400.000 kr. og 250.000 kr. med pant i hver deres ejendom. Det af A udstedte ejerpantebrev blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for opfyldelsen af enhver forpligtelse, som M "nu har eller senere måtte få over for indklagede". Det af B udstedte ejerpantebrev blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som hun (B) "nu har eller senere måtte få over for indklagede".
Ved skrivelser af 23. juli 2003 blev klagerne underrettet om, at det kautionssikrede lån var i restance med 40.000 kr.
Ved gældsbrev af 8. september 2003 blev lån -494 forhøjet med 86.152,42 kr. til 771.858,41 kr. Klagerne underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionister henholdsvis den 12. og 15. september 2003. Kautionerne var begrænset til henholdsvis 640.000 kr. og 293.000 kr. Hovedstolen på 771.858,41 kr. svarede til lånets saldo den 16. september 2003. Klagerne underskrev endvidere nye håndpantsætningserklæringer vedrørende ejerpantebrevene på henholdsvis 400.000 kr. og 250.000 kr., som nu begge blev håndpantsat til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som M "nu har eller senere måtte få" over for indklagede.
Ved skrivelser af henholdsvis 10. november 2003, 5. januar 2004 og 16. marts 2004 blev klagerne underrettet om, at lånet var i restance med henholdsvis to, fire og seks ydelser.
Henholdsvis den 5. og den 14. april 2004 underskrev M som debitor og klagerne som selvskyldnerkautionister et nyt gældsbrev for lån -494, som blev forhøjet med 121.850 kr. til 813.737,46 kr., svarende til aktuelle restgæld. Kautionerne var begrænset til henholdsvis 675.000 kr. og 309.000 kr.
Den 11. august 2004 underskrev M og klagerne en aftale med indklagede om, hvorledes der skulle forholdes med et beløb på 207.000 kr., som M havde modtaget. Ifølge aftalen skulle 85.500 kr. udbetales efter M's anvisninger, og ca. 121.500 kr. skulle "anvendes til ajourføring af engagementer i [indklagede] samt betaling af låneydelse kr. 20.000,00 pr. 31. august 2004."
Ved skrivelser af 17. november 2004 blev klagerne underrettet om, at det kautionssikrede lån var i overtræk med 40.000 kr.
Ved skrivelser af 14. december 2004 blev lånet opsagt til indfrielse på grund af misligholdelse, og kautionerne blev gjort gældende over for klagerne med henholdsvis 675.000 kr. og 309.000 kr. Restgælden på lånet blev opgjort til 814.157,99 kr.
Parternes påstande.
Den 6. februar 2006 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, "at blive frigjort fra den påtagne kautionsforpligtelse."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede i strid med de etiske regler for pengeinstitutter har ladet dem påtage sig kaution for gammel gæld, som var misligholdt, og som ikke kunne forventes betalt af låntageren. For så vidt angår A, der er folkepensionist, var der endvidere tale om en kautionsforpligtelse, der stod i misforhold til hendes økonomi. Indklagede har endvidere formået dem til at påtage sig sikkerhedsstillelser ved ejerpantebreve for M's engagement med indklagede. På grund af forholdenes graverende karakter bør forpligtelserne tilsidesættes i medfør af aftaleloven §§ 33, 36 og 38.
Da A den 6. december 2000 kautionerede med 250.000 kr. for -773, -838 og -889, var gælden misligholdt. Allerede tre måneder efter blev forpligtelsen forhøjet med yderligere 250.000 kr. til i alt 500.000 kr., og efterfølgende skete der yderligere forhøjelser uden, at der blev stillet yderligere midler til rådighed.
Da B i juni 2000 kautionerede for 27.000 kr., burde der være etableret et nyt lån på dette beløb i stedet for at forhøje den eksisterende kassekredit. Med den valgte fremgangsmåde blev de indbetalinger, der efterfølgende fandt sted, ikke anvendt til nedbringelse af den kautionssikrede gæld. Det samme var tilfældet ved de øvrige kautionsudvidelser.
De blev ikke vejledt om kautionsforpligtelsernes indhold og den store risiko, der var ved at kautionere, da der var tale om et misligholdt engagement. Der påhviler indklagede en streng vejledningspligt i forbindelse med kaution fra forbrugere.
Indklagedes risiko blev ikke forøget i forbindelse med H's udtræden af engagementet, idet H ikke ejede aktiver, der kunne danne baggrund for, at hun kunne antages at være i stand til at betale noget af det skyldige beløb. Indklagedes sikkerhed blev således væsentligt forøget med kautionerne og håndpantsættelserne.
Ejerpantebrevene burde i hvert fald kun være håndpantsat til sikkerhed for deres kautionsforpligtelser og ikke tillige for M's fulde engagement.
Det beløb, der blev dækket ved salget af M's ejendom på tvangsauktion, blev ikke straks godskrevet M, men hensat på en konto til en meget lav rente.
Aftalerne bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 33, idet det vil stride imod hæderlighed at gøre dem gældende. Subsidiært bør aftalerne tilsidesættes helt eller delvis i medfør af § 36, idet det vil være urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre dem gældende.
Indklagede har anført, at der ikke er tale om kaution for gammel gæld.
Udvidelserne af kautionerne skete til dækning af specifikke udvidelser og udbetalinger til fordel for hovedmandens forpligtelser, og som yderligere sikkerhed i forbindelse med, at H udtrådte som meddebitor, hvilket var i overensstemmelse med klagernes og M's ønsker. Det var deres opfattelse, at H's tilstedeværelse i engagementet var til skade for salget af motionscenteret. Klagerne skulle kompensere for forringelsen af sikkerheden som følge af H's udtræden. På baggrund af H's faste arbejde/indkomst, hendes relativt unge alder og det forhold, at hun ikke er registreret som dårlig betaler, måtte det antages, at H over tid ville kunne dække engagementet helt eller delvist.
Klagerne blev løbende orienteret om engagementets karakter og omfang, og den aktuelle situation blev gennemgået i forbindelse med hver udvidelse.
Ændringerne i perioden 30. december 2002 -14. april 2004 skete på opfordring fra klagerne og trådte i stedet for indfrielse af kautionsforpligtelserne. Forhøjelserne var alene til dækning af de yderligere renter, der påløb engagementet som følge af forlængelserne.
Pantsætningerne den 23. april 2003 skete ikke til sikkerhed for gammel gæld. Pantsætningerne skete alene til sikkerhed for de kautionsforpligtelser, som klagerne allerede havde påtaget sig.
Fordelingen af de 207.000 kr. skete efter aftale med klagerne og trods opfordring fra indklagede til, at en større del blev anvendt til nedbringelse af engagementet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I forbindelse med etableringen af engagementet i marts 1999 kautionerede A's ægtefælle for lån -838 på 1,4 mio. kr. og kredit -773 på 250.000 kr.
A's underskrift på kautionserklæringen af 6. december 2000 medførte ikke alene en videreførelse af den forpligtelse, som hun havde som følge af, at hun ved ægtefællens død overtog boet til hensidden i uskiftet bo, jf. arvelovens § 16. Også selvom hæftelsen fortsat var begrænset til 250.000 kr. må det forhold, at kautionen blev udvidet til at omfatte kredit -889 således anses som en udvidelse af kautionsforpligtelsen, nemlig med hensyn til, hvad der kautioneres for.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingen af M's husleje den 8. juni 2000 efter forhøjelse af M's kredit er så nært knyttet til B's kaution den 9. juni 2000 for 27.000 kr. at det må anses for ubetænkeligt at lægge til grund, at kautionen medførte, at der dagen før blev stillet yderligere likviditet til M's rådighed. Det er derfor ikke afgørende, at der alene efter datoerne er tale om kaution for gammel gæld.
I forbindelse med den efterfølgende forhøjelse 3. juli 2000 af kautionen fra B til 55.414,51 kr. blev der stillet tilsvarende likviditet til rådighed for M.
Ankenævnet finder, at det efter en samlet afvejning af udviklingen af indklagedes engagement med M og H i efteråret 2000 og det oplyste om de af A og B påtagne kautionsforpligtelser for kredit -773, lån -838 og konto -889 og senere lån -494 samt håndpantsætning af ejerpantebreve i april og september 2003, at disse kautions- og håndpantsætningserklæringer bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36, jf. § 38 c. Ankenævnet lægger herved til grund, at indklagede allerede i efteråret 2000 med kendskab til virksomhedens forhold indså eller burde have indset, at yderligere kautioner og sikkerhedsstillelse udsatte klagerne for en meget høj risiko. Iagttagelse af den heraf følgende skærpede rådgivningsforpligtelse overfor klagerne er ikke godtgjort.
Ankenævnet har ikke i øvrigt taget stilling til opgørelsen af klagernes hæftelser.
Som følge af det anførte
Indklagede skal anerkende: Hæftelsen efter A's kautionsforpligtelse for lån -838 og kredit -773 nedsættes til 250.000 kr. A's senere erklæringer om kaution og håndpantsætning anses for uforbindende. Hæftelsen efter B's kautionsforpligtelse for konto -889 nedsættes til 55.414,51 kr. B's senere erklæringer om kaution og håndpantsætning anses for uforbindende. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.