Sikkerhedsstillelse. Gebyr. Låneafregning.
| Sagsnummer: | 144/1989 |
| Dato: | 10-07-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Mogens Hvelplund, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Sikkerhedsstillelse. Gebyr. Låneafregning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I maj 1987 fik klageren af indklagedes Vallensbæk afdeling i forbindelse med salg af en ejendom og køb af en ny ejendom tilsagn om en garanti på 193.954,30 kr. over for sælgeren af ejendommen.
Den 12. juli 1987 etableredes garantien. Samme dag underskrev klageren en allonge vedrørende forhøjelse til 200.000 kr. af ejerpantebrev i sin ejendom på 40.000 kr., som allerede var håndpantsat til afdelingen, og en håndpantsætningserklæring til sikkerhed for garantien.
Den 18. august 1987 blev der underskrevet slutseddel om salg af klagerens ejendom, og i slutningen af august 1987 anmodede klageren afdelingen om hjemtagelse af ejerskiftelån og indfrielse af en række prioriteter i ejendommen. Ved afregningen til tre kreditorer blev der afregnet for store beløb, hvilket dog senere blev korrigeret.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de omkostninger, der er påløbet i forbindelse med forhøjelsen og flytningen af ejerpantebrevet og om, at lånsagen gennemgås af en regnskabskyndig, eller at samtlige gebyrer tilbagebetales.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede i marts 1987 gav tilsagn om at stille garantien uden nogen form for kontra sikkerhedsstillelse. Først i juni 1987 forlangte indklagede på trods af alle aftaler, at ejerpantebrevet blev overført og forhøjet med deraf følgende udgifter.
I forbindelse med låneafregningen udbetalte indklagede i tre tilfælde ialt mindst 9.167 kr. for meget. Indklagede har modtaget betaling for ydelsen som professionel rådgiver, og da klageren ikke har mulighed for at gennemskue, om afregningen er behæftet med yderligere fejl, må regnskabet gennemgås af en regnskabskyndig person, eller gebyret tilbagebetales.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at afdelingen i maj 1987 gav tilsagn om at stille garanti overfor sælger, mod at det til indklagede håndpatnsatte ejerpantebrev i klagerens daværende ejendom blev forhøjet til 200.000 kr. Da ejendommen imidlertid skulle sælges i forbindelse med klagerens køb af en ny ejendom, betingede afdelingen sig i stedet at få transport i salgsprovenuet, såfremt der var underskrevet slutseddel, inden garantien til brug for køb af den ny ejendom etableredes. Da garantien etableredes, var ejendommen ikke solgt, og klageren underskrev derfor i henhold til tidligere aftale allonge vedrørende forhøjelse og overførsel af ejerpantebrev.
Under lånesagen, der blev afsluttet ved opgørelse af 20. oktober 1987, blev der, da afdelingen fra tre pantebrevskreditorer havde fået oplyst en forkert restgæld på de i ejendommen indestående prioriteter, i første omgang afregnet for store beløb til disse kreditorer. Der var imidlertid tale om tre pantebrevskreditorer, som alle er professionelle pantebrevsformidlere, og disse beløb blev umiddelbart herefter returneret til indklagede, hvilket der er taget højde for i opgørelsen af 20. oktober 1987.
Ankenævnets bemærkninger:
Det kan ikke alene på grundlag af klagerens angivelse herom lægges til grund, at indklagedes Vallensbæk afdeling skulle have meddelt tilsagn om at ville stille den af klageren ønskede garanti på ca. 193.000 kr. uden inddækning heraf fra klagerens side.
Der er ikke af klageren anført noget om afdelingens ekspedition af hans lånesag, som kan begrunde, at hans påstand vedrørende denne tages til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.