Aflysning af indfriede private pantebreve.
| Sagsnummer: | 249/1992 |
| Dato: | 06-11-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pantebreve - indfrielse
|
| Ledetekst: | Aflysning af indfriede private pantebreve. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I slutningen af 1991 ønskede klageren at afhænde sin ejendom til sin ægtefælle og i denne forbindelse optage et ejerskiftelån i Kreditforeningen Danmark på 475.000 kr. Provenuet skulle anvendes til at indfri 5 private pantebreve med en samlet restgæld på ca. 178.000 kr. samt 5 realkreditlån. Et i ejendommene allerede lyst ejerpantebrev på 50.000 kr. håndpantsat til indklagede skulle rykke for omprioriteringen.
Ved skrivelse af 3. december 1991 til indklagedes Assens afdeling instruerede klageren nærmere om indfrielsen af de 5 private pantebreve. I skrivelsen var uomtalt en eventuel sammenlægning af de indfriede pantebreve med henblik på omdannelse til et ejerpantebrev og efterfølgende overdragelse til klagerens ægtefælle.
Under sagen er fremlagt en delvis håndskrevet arbejdsrapport udarbejdet af indklagedes medarbejder i afdelingen. Af rapporten fremgår, at afdelingen i sidste halvdel af december måned 1991 hjemtog provenuet af ejerskiftelånet samt indfriede realkreditlånene og de 5 private pantebreve. Det fremgår endvidere, at afdelingen den 6. januar 1992 fremsendte de 10 indfriede pantebreve til aflysning, og at disse blev modtaget retur fra tinglysningen den 21. januar 1992.
Klageren har oplyst, at han på et ikke nærmere angivet tidspunkt telefonisk med en navngiven medarbejder hos indklagede aftalte, at de indfriede pantebreve skulle sammenlægges og omdannes til et ejerpantebrev. Indklagedes medarbejder oplyste i denne forbindelse, at der ikke var givet meddelelse herom, men at hun ville undersøge dette, hvorefter klageren ikke hørte yderligere og således gik ud fra, at pantebrevene blev sammenlagt som ønsket. Ifølge indklagede har den pågældende medarbejder oplyst, at klagerens henvendelse skete, efter at aflysning var foretaget.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham stempeludgiften ved oprettelse af et ejerpantebrev på 175.000 kr., eller 7.000 kr. samt refundere halvdelen af det for sagens ekspedition opkrævede gebyr på 2.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han med to navngivne medarbejdere hos indklagede havde aftalt, at de indfriede pantebreve skulle sammenlægges til et nyt ejerpantebrev på 175.000 kr., hvilket indklagede har undladt at efterkomme. Indklagede bør derfor godtgøre ham stempeludgiften på 7.000 kr. ved oprettelsen af et nyt ejerpantebrev. For såvidt angår det for sagens ekspedition opkrævede gebyr, finder klageren de 2.000 kr. urimeligt stort, hvorfor indklagede bør reducere dette.
Indklagede har fastholdt, at der ikke er modtaget telefonisk anmodning fra klageren om sammenlægning af indfriede pantebreve til et ejerpantebrev, men indklagedes medarbejder redegjorde for, at et sådant eventuelt ejerpantebrev ikke skønnedes at have nogen sikkerhedsmæssig værdi og under henvisning hertil aftaltes det, at pantebrevene skulle kvitteres til aflysning. I november og december 1991 havde indklagedes afdeling korresponderet med klagerens advokat, som ikke i denne forbindelse havde fremsat ønske om oprettelse af et nyt ejerpantebrev. Først ved en skrivelse af 24. februar 1992 fremsatte klageren anmodning om sammenlægning af pantebrevene, som på dette tidspunkt var aflyst. For såvidt angår det opkrævede gebyr på 2.000 kr., finder indklagede, at dette er passende fastsat under hensyntagen til arbejdets omfang.
Ankenævnets bemærkninger:
I klagerens skrivelse af 3. december 1991 til indklagedes afdeling er det uomtalt, at klageren ønskede de 5 private pantebreve sammenlagt og omdannet til et ejerpantebrev. Det findes ikke godtgjort, at klagerens ønske herom er fremsat overfor indklagede inden fremsendelsen af pantebrevene til aflysning af tingbogen den 6. januar 1992 eller umiddelbart efter dette tidspunkt. Allerede af denne grund findes indklagede ikke at have pådraget sig erstatningsansvar som følge af, at indklagede har ekspederet de omhandlede pantebreve til aflysning, og klagerens påstand om godtgørelse af stempeludgift ved oprettelse af nyt ejerpantebrev kan derfor ikke tages til følge.
For såvidt angår det opkrævede gebyr på 2.000 kr. for sagens ekspedition, finder Ankenævnet ikke grundlag for at nedsætte dette, når henses til, at indklagede har hjemtaget ejerskiftelånet samt ekspederet indfrielsen af 10 forskellige pantebreve samt aflysning heraf.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.