Fast rente, differencerente ved førtidig indfrielse.
| Sagsnummer: | 514/1993 |
| Dato: | 16-06-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
|
| Ledetekst: | Fast rente, differencerente ved førtidig indfrielse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I december 1991 foretog klageren en investering i en investeringsforening, som finansieredes ved optagelsen af et udlandslån på modværdien af 1.012.500 DDK. Lånet forfaldt til betaling den 1. december 1994, og lånets rente var fast 11,5% i lånets løbetid. Klageren underskrev den 6. december 1991 "ANMODNING OM UDLANDSLÅN", hvori der bl.a. var anført:
"Førtidig indfrielse
Førtidig indfrielse vil kun kunne finde sted med bankens udtrykkelige samtykke på en rente/afdragsbetalingsdato, og kun såfremt Danmarks Nationalbanks valutabestemmelser tillader førtidig indfrielse."
Investeringsforeningen var oprettet af indklagede i september 1991. Af et prospekt om etableringen fremgår, at foreningens formue skulle investeres i obligationer med lav kuponrente på en sådan måde, at der ikke ville blive udbetalt noget udbytte i 1992, 1993 og 1994. Deltagerne kunne afhænde deres andele uden at skulle betale skat af en kursgevinst, såfremt andelene havde været ejet i tre år og blev solgt inden selskabets generalforsamling i april 1995.
I juni 1992 orienterede indklagede deltagerne i selskabet om en gennemført lovændring af kursgevinstloven og aktieavancebeskatningsloven, hvorefter der ved afståelse af investeringsbeviserne skulle ske beskatning af kursstigning efter den 16. juni 1992. Lovændringen angik investorer, som havde foretaget en lånefinansieret investering. I denne forbindelse blev nævnt, at investorer måtte vælge én af fire løsninger. Om løsning 1, indfrielse af lånet med egne midler, var anført:
"Hvis investor råder over frie midler - f.eks. placeret i obligationer - kan disse anvendes til indfrielse af lånet. I så fald antages der ikke at kunne ske beskatning efter de nye regler. (...)
I forbindelse med førtidig indfrielse af et fast forrentet lån skal der dog betales et gebyr svarende til 1/4 % p.a. af hovedstolen frem til lånets udløb."
Efter vedtagelsen af skattereformen i juni 1993 skrev investeringsforeningens administrationsselskab, der har adresse samme sted som indklagede, til investorerne. Da klageren ikke havde navnnoteret sine investeringsbeviser, modtog han ikke skrivelsen. I skrivelsen er om lånefinansierede investeringer bl.a. anført:
"Det vil være mest fordelagtigt for Dem at opretholde en lånefinansieret investering i de oprindeligt planlagte tre år. Deres [indklagede's] filial kan oplyse det nu budgetterede afkast af en sådan investering. Skulle De ønske at afvikle en lånefinansieret investering, kan filialen også oplyse Dem om vilkårene herfor."
I august 1993 henvendte klageren sig til indklagede med anmodning om indfrielse af udlandslånet. Indklagede meddelte, at dette ikke kunne ske, uden at klageren betalte en differencerente svarende til forskellen mellem lånets rente og det aktuelle renteniveau.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet, og ved skrivelse af 2. maj 1994 har han præciseret påstanden således, at indklagede tilpligtes at anerkende at være bundet af sit oprindeligt afgivne tilbud, herunder prospektmateriale, således at klageren efter eget valg kan indfri udlandslånet.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at klagen vedrører et privat kundeforhold, hvorfor Ankenævnet har kompetence til at behandle klagen. I indklagedes cirkulæreskrivelse fra sommeren 1992 anførtes, at der kunne ske en førtidig indfrielse af et lån optaget til finansiering af købet af investeringsbeviserne, dog mod et gebyr på 1/4 % p.a. af hovedstolen frem til lånets udløb. Dette tilbud accepterede klageren i august 1993. Tilbudet var ikke forsynet med en acceptfrist, og klageren har haft en berettiget forventning om, at tilbudet var gældende, selv om der var gået et år, inden han accepterede. I skrivelsen er heller ikke omtalt opkrævning af differencerente, hvorfor indklagede er afskåret herfra.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren er erhvervsdrivende, hvorfor Ankenævnet efter sine vedtægters § 2, stk. 3, ikke kan behandle klagen. Hertil kommer, at klageren med investering i den pågældende investeringsforening deltager i en spekulationsforretning, som efter sin karakter må ligestilles med erhvervsmæssig virksomhed.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at uanset at der ikke i cirkulæreskrivelsen fra sommeren 1992 var anført en acceptfrist for tilbudet om førtidig indfrielse af lån, måtte det være åbenbart for klageren, at antagelse af tilbudet ikke kunne forventes at blive imødekommet et år senere. Dertil kommer, at det er almindeligt antaget i teori og praksis, at en part ikke kan forhale accepttidspunktet til et tidspunkt, hvor renteniveauet er til ensidig gunst for pågældende. Endelig går aftalte særlige vilkår forud for generelle regler, der i mangel af aftale ellers ville dække samme forhold. Indklagede har indgået aftale med anden medkontrahent til sikring af låneengagementet med klageren, og dette er sket på samme vilkår som de af klageren accepterede vilkår, hvilket betyder, at indklagede ikke kan førtidsindfri det af indklagede optagne lån uden betaling af differencerente.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset at låneprovenuet blev anvendt til investering i beviser i en investeringsforening, findes klageren ikke at kunne anses for at være erhvervsdrivende, hvorfor indklagedes afvisningspåstand ikke tages til følge.
Det lægges til grund, at klageren i juni 1992 modtog indklagedes cirkulæreskrivelse, hvori det i sagen omtvistede løfte om indfrielse af lånet blev afgivet, og at klageren først accepterede dette løfte i august 1993. Løftet om indfrielse var afgivet som følge af lovændringen, der trådte i kraft den 19. juni 1992, og Ankenævnet finder, at det må have stået klageren klart, at løftet blev afgivet, for at han kunne få mulighed for at bevare den skattemæssige stilling i relation til investeringen, som han hidtil havde haft. Det findes herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren har indset, at indklagede ikke har villet være bundet af tilbudet ud over den tid, der måtte påregnes at medgå til de overvejelser, som det afgivne løfte gav anledning til, hvorimod klageren ikke findes at have haft adgang til f.eks. at afvente en eventuel gunstig renteudvikling, inden han besluttede sig for at acceptere tilbudet, jvf. herved aftalelovens § 3, stk. 1.
Da klageren først accepterede tilbudet over et år efter at være gjort bekendt dermed, og da dette tidsrum efter Ankenævnets opfattelse langt overstiger den tid, der med rimelighed kunne antages at medgå til klagerens overvejelse af tilbudet, findes der ikke grundlag for at tage klagen til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.