Indekskontrakter. Udbetaling med fast grundrente. Udbetalingsperiodens længde.
| Sagsnummer: | 143/1998 |
| Dato: | 02-10-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
|
| Ledetekst: | Indekskontrakter. Udbetaling med fast grundrente. Udbetalingsperiodens længde. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Under denne sag har klageren gjort indsigelse imod, at udbetalingerne fra hendes indekskonto hos indklagede er ophørt tidligere end forventet.
Sagens omstændigheder.
Den 27. december 1962 indgik klageren, der er født i 1917, en aftale om oprettelse af 6 indekskontrakter med et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede. Klagerens årlige indskud på indekskontrakterne var fastsat til 144,05 kr. pr. kontrakt, grundrenten var 3,5% p.a. og udbetalingsperioden 10 år. Af pkt. 3 i aftalen fremgår bl.a.:
"3. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte."
Klagerens ægtefælle, der er født i 1913, indgik samtidig med klageren en tilsvarende aftale, dog således at de årlige indskud pr. kontrakt udgjorde 190,10 kr.
Ved skrivelse af 27. februar 1984 rettede indklagede henvendelse til klageren vedrørende udbetaling af indeksopsparingen, som skulle påbegyndes den 1. april 1984. Skrivelsen var vedlagt en beregning over de månedlige udbetalingers størrelse ved valg af udbetaling på grundlag af henholdsvis fast og variabel grundrente. Om valget af grundrente var der bl.a. anført følgende:
"Den valgte grundrentesats anvendes som nævnt kun ved beregningen af de månedlige udbetalingers størrelse. Deres indexkonto vil fortsat blive forrentet med bankens højeste indlånsrente samt en overrente. Forrentes Deres konto fremover med en rente, der er højere end grundrenten, bliver udbetalingsperioden længere end aftalt ifølge kontrakten.
Er den rente, vi løbende tilskriver Deres konto, over 11% i hele udbetalingsperioden, indebærer dette, at De ved valg af den i kontrakten nævnte grundrente på enten 3 ½% eller 4 ¼% mindst vil få udbetalingsperiodens længde fordoblet, hvilket - afhængig af den valgte udbetalingsperiode iflg. kontrakten - i de fleste tilfælde vil være ensbetydende med livsvarige udbetalinger fra indexkontoen.
Vælger De den variable grundrente på for tiden 12%, som giver større månedlige udbetalinger fra indexkontoen, vil kontrakterne derimod blive udbetalt tilnærmelsesvis over den i kontrakten aftalte udbetalingsperiode.
Statens indextillæg er ens, uanset hvilken grundrente De vælger. Valg af grundrente påvirker kun størrelsen af de månedlige udbetalinger fra Deres indexkonto."
Klageren valgte udbetaling med fast grundrente, 3 ½%, hvorved den månedlige egenudbetaling udgjorde 1.095,38 kr. Kontoens skønnede saldo på tidspunktet for 1. udbetaling var 111.375,63 kr.
Den 1. december 1997 fremsendte indklagede "Endeligt stamkort for perioden 01.01.98 - 31.12.98" vedrørende indekskontoen til klageren. På stamkortet er udbetalingerne fra kontoen beregnet til 1.511,12 kr. efter skat "Til udbetaling hver måned".
Af årsoversigten for klagerens engagement med indklagede pr. 31. december 1997 fremgår, at saldoen på indekskontoen var 3.030,12 kr. Det fremgår i øvrigt, at rentesatsen på indekskonti med saldo under 25.000 kr. var 3% p.a. Renten på konti med saldo på 25.-100.000 kr. var 3,75% p.a., mens renten på konti med saldo på/over 100.000 kr. var 4,5% p.a.
Den 12. februar 1998 fremsendte indklagede et nyt endeligt stamkort til klageren, hvoraf fremgik, at udbetalingen pr. 28. februar 1998 var 501,24 kr. Udbetalingerne ophørte herefter.
Parternes påstande.
Den 27. april 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fortsætte de månedlige udbetalinger fra kontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun i 1984 valgte udbetaling med fast grundrente i tillid til indklagedes oplysning om, at udbetalingsperioden herved ville blive forlænget fra 10 år til mindst det dobbelte, muligvis endda livsvarigt. Så sent som i december 1997 modtog hun et stamkort, hvoraf det fremgik, at hun i hele 1998 ville få udbetalt 1.511,12 kr. månedligt efter skat. Hun var derfor uforstående over for, at indklagede den 12. februar 1998 meddelte, at hun den pågældende måned kun ville få udbetalt 501,24 kr., og at aftalen derved var udløbet. Hendes ægtefælle, der oprettede en tilsvarende aftale, modtager fortsat udbetalinger fra sin konto, hvorfor det må formodes, at udløbet af hendes aftale beror på en fejl. Ægtefællens indskud på kontrakterne blev fastsat til et højere beløb alene for at kompensere for aldersforskellen.
Indklagede har anført, at forlængelsen af udbetalingsperioden til mindst det dobbelte forudsatte en rentetilskrivning på kontoen på over 11% p.a. i hele udbetalingsperioden, hvilket også fremgår af beregningen af 27. februar 1984. På grund af det faldende renteniveau er renteforskellen mellem den faktiske forrentning og den valgte grundrente på 3 ½% blevet stadigt mindre, hvilket er årsagen til, at udbetalingsperioden alene blev forlænget med 4 år. Hele indeståendet på indekskontoen med tillæg af renter er udbetalt, hvorfor klageren ikke har yderligere til gode. Det medgives, at teksten i stamkortet kan virke forvirrende. Ved udskrivning i december af næste års stamkort er det imidlertid ikke teknisk muligt at tage højde for størrelsen af saldoen på indekskontoen, herunder om kontoen udløber i løbet det kommende år. Når det endelige tal kendes, fremsendes derfor en meddelelse om størrelsen af den sidste udbetaling, hvilket i klagerens tilfælde skete den 12. februar 1998. Størrelsen af indeståendet på indekskontoen fremgik af årsoversigten pr. 31. december 1997. Indskuddene på ægtefællens indeksopsparing har været højere end på klagerens indeksopsparing. Selv om ægtefællen på grund af aldersforskellen har indbetalt i en kortere periode end klageren, har det datidige høje renteniveau medført, at ægtefællens indeksopsparing er blevet forrentet relativt bedre end klagerens. Endvidere er forskellen i udbetalingernes længde påvirket af, at realrenteafgiften blev indført i 1983, hvilket medførte, at klagerens indeksopsparing blev ramt tidligere i udbetalingsperioden end ægtefællens.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået fejl ved beregningen af udbetalingerne fra klagerens indekskonto.
Ankenævnet finder endvidere ikke, at indklagede på tidspunktet for udbetalingernes start i 1984 har garanteret klageren, at den i kontrakten aftalte udbetalingsperiode på 10 år ville blive forlænget. Indklagede har kun givet udtryk for sine forventninger.
Det forhold, at indklagede ved beregningen i februar 1984 på grundlag af det daværende relativt høje renteniveau forventede, at udbetalingsperioden ville blive væsentligt forlænget ved valg af udbetaling med fast grundrente, kan ikke medføre et erstatningsansvar for indklagede, idet klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til renteudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik. Klageren, der via årsoversigterne fra indklagede løbende var orienteret om indekskontoens saldo, måtte endvidere påregne, at udbetalingerne ville ophøre, når kontoens indestående var opbrugt.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.