Klage over forretningsgang, ikke formueretlig tvist.
| Sagsnummer: | 234/1994 |
| Dato: | 30-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Klage over forretningsgang, ikke formueretlig tvist. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 15. november 1993 anmodede klageren indklagede om at forestå en omprioritering af sin ejendom.
Ved omprioriteringen skulle et bestående lån i Nykredit med en obligationsrestgæld på ca. 470.000 kr. indfries og et efterstående pantebrev på oprindelig 90.000 kr. til Alm. Brand Bank forsynes med rykningspåtegning, der skulle tinglyses. Klageren havde inden henvendelsen til indklagede indhentet lånetilbud fra Nykredit på et kontantlån, 490.000 kr., med afvikling over 30 år samt tilsagn om rykning fra den efterstående panthaver.
Det eksisterende lån i Nykredit blev straksindfriet den 15. december 1993 ved modregning i provenuet af det nye lån på 485.325 kr. samt bankcheck udstedt af indklagede på 1.478,49 kr., trukket på klagerens omprioriteringskonto, i alt 486.803,49 kr. Heraf udgjorde 10.964,80 kr. ydelse for perioden 1. oktober 1993 til 15. december 1993, mens 5.460,39 kr. udgjorde differencerenten for perioden 15. december 1993 til 1. april 1994. Af indfrielsesopgørelsen fremsendt til indklagede fremgik, at Nykredit havde standset træk via betalingsservice for terminen 11. december 1993.
Den 29. december 1993 fremsendte indklagede ved bankcheck trukket på omprioriteringskontoen 10.229,83 kr., hvoraf 8.684 kr. udgjorde ekstraordinært afdrag og 1.545,83 kr. var til dækning af renter og gebyrer, til Alm. Brand Bank med anmodning om at forsyne pantebrevet med respektpåtegning. Ved en fejl i indklagedes skrivelse til Alm. Brand Bank blev der anmodet om respekt af "kr. 390.000 - Realkredit Danmark - kontantlån". Ifølge indklagede blev fejlen berigtiget forud for Alm. Brand Banks fremsendelse af pantebrevet til tinglysning.
Til inddækning af debetsaldo på omprioriteringskontoen indbetalte klageren den 24. februar 1994 12.680,83 kr.
Ved skrivelse af 9. marts 1994 meddelte indklagede, at omprioriteringssagen var afsluttet. Samtidig oplyste indklagede, at underskuddet på omprioriteringskontoen på 2.100,82 kr., der var opstået som følge af debitering af gebyr til indklagede, var blevet hævet på klagerens lønkonto. Ved skrivelse af 12. marts 1994 protesterede klageren herover.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede i forbindelse med en omprioritering tilpligtes at specificere prioritetsomkostningerne på en klar og tydelig måde, at give besked om terminsbetaling, at give skriftligt varsel før der hæves på en konto, at give skriftlig besked til prioritetsejer vedrørende påtegninger/bemærkninger på pantebreve, at indføre forretningsgange, der sikrer, at alle skriftlige henvendelser besvares, og i den konkrete sag at give skriftlig garanti for, at respektpåtegningen på pantebrevet i hans ejendom er korrekt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ved lånesagens start oplyste, at differencen mellem det nye låns hovedstol på 490.000 kr. og restgælden på det eksisterende lån på ca. 472.000 kr. var tilstrækkelig til dækning af låneomkostningerne. Først ved lånesagens afslutning blev han bekendt med lånesagens underskud, som ifølge indklagede var opstået bl.a. på grund af betaling af differencerente. Trods henvendelser til indklagede herom, modtog han ikke besked om betaling af decemberterminen. Ved fremsendelse af kontoudtog vedrørende omprioriteringskontoen burde det fremgå, hvad de enkelte posteringer dækker. Indklagede burde have givet skriftligt varsel, inden underskuddet på omprioriteringskontoen blev inddækket ved træk på lønkontoen. Indklagede har endnu ikke fremlagt dokumentation for, at rykningspåtegningen på pantebrevet til Alm. Brand Bank er korrekt, idet indklagedes korrektion i første omgang kun angik beløbsangivelsen, mens der stadig var anført en forkert kreditforening.
Indklagede har anført, at klageren ved skrivelser af 9. marts og 28. marts 1994 har modtaget klar og tydelig specifikation vedrørende omprioriteringen. Ved klagerens henvendelse i november 1993 blev han gjort bekendt med sagsforløbet for omprioriteringen, herunder betydningen af differencerenter, hvilket er sædvanlig praksis. Betalingen af decemberterminen på det eksisterende lån bortfaldt ved indfrielsen, hvorfor den automatiske ydelsesbetaling blev standset. Udligning af underskuddet på omprioriteringskontoen blev efter sædvanlig praksis foretaget over en løbende konto. Klageren fik mulighed for en efterfølgende ompostering uden omkostninger eller rentetab. Den fejlagtige angivelse af rykningspåtegning i brevet af 29. december 1993 til Alm. Brand Bank blev på indklagedes foranledning rettet inden fremsendelsen af pantebrevet til tinglysningskontoret. Klagerens garanti herfor ligger i sagens gennemførelse, og man er ikke forpligtet til at give særskilt skriftlig meddelelse herom. Man er ikke bekendt med skriftlige henvendelser, der ikke er blevet besvaret.
Ankenævnets bemærkninger:
Den indgivne klage vedrører ikke en konkret formueretlig tvist, men generelle spørgsmål om rimeligheden af indklagedes forretningsgange og den af indklagede ydede service. Ankenævnet finder derfor, at klagen falder udenfor Ankenævnets kompetence.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.