Indsigelse om, at præmieindbetalinger til gruppeinvaliderenteforsikring i tilknytning til kapitalpension var for høje
| Sagsnummer: | 301/2012 |
| Dato: | 22-02-2013 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen, George Wenning |
| Klageemne: |
Forsikring - rådgivning
Forsikring - gruppeforsikring Kapitalpensionskonti - gruppeforsikring |
| Ledetekst: | Indsigelse om, at præmieindbetalinger til gruppeinvaliderenteforsikring i tilknytning til kapitalpension var for høje |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning for mangelfuld rådgivning om, at præmieindbetalinger til gruppeinvaliderenteforsikring tegnet i tilknytning til kapitalpension var så høje, at de udhulede pensionsopsparingen.
Sagens omstændigheder
Klageren oprettede en kapitalpension i banken den 23. juni 1993. I 1999 tegnede klageren en gruppeinvaliderente i tilknytning til kapitalpensionen. Klagerens årlige indbetaling på kapitalpensionen udgjorde i 1999 3.600 kr., mens den årlige præmie på gruppeinvaliderenten udgjorde 2.080 kr.
I 2000 blev den årlige indbetaling på kapitalpensionen sat op til 6.000 kr.
I brev af 22. november 2004 til klageren meddelte Danica Pension, at præmien på gruppeinvaliderenten fra den 1. januar 2005 ville stige til 2.970 kr. pr. halvår, svarende til 5.940 kr. pr. år. Af brevet fremgik endvidere, at den årlige dækning i 2005 var 189.500 kr. I brev af november 2005 til klageren meddelte Danica Pension, at præmien pr. 1. januar 2006 ville stige til 3.790 kr. pr. halvår, eller til 7.580 kr. pr. år. I brevet oplyste Danica Pension endvidere følgende:
"… Vær opmærksom på, at din årlige indbetaling kan være mindre end den præmie, du nu skal betale. Hvis det er tilfældet, opfordrer vi dig til at kontakte din rådgiver i banken, hvor du kan aftale at forhøje din indbetaling, hvis du ønsker, at forsikringen fortsætter uændret. …"
I brev af december 2005 erindrede Danica Pension om, at den pr. 1. januar 2006 forhøjede præmie ville blive trukket fra klagerens konto, medmindre klageren gav sin rådgiver i banken skriftlig besked om, at præmien ikke skulle betales, hvorefter dækningen ville ophøre.
Banken har oplyst, at klageren løbende fik tilsendt kontoudskrifter og årsoversigter for kapitalpensionskontoen. Banken har fremlagt kontoudskrifter for kapitalpensionskontoen pr. ultimo 2005, 2006 og 2007, der indeholdt oplysning om indbetalinger på kapitalpensionen og betalte forsikringspræmier i årets løb. Klageren har fremlagt årsoversigter for 2005, 2010 og 2011, der indeholdt oplysning om forsikringsdækning og præmiestørrelse for det kommende år for gruppeinvaliderenten samt oplysning om kapitalpensionens indestående og indbetalinger hertil.
Pr. den 31. december 2011 var kapitalpensionens indestående 6.024,02 kr. Pr. den 1. januar 2012 blev den årlige præmie for gruppeinvaliderenten forhøjet til 9.310 kr.
Banken har oplyst, at klageren i marts 2012 rettede henvendelse til banken, da han var utilfreds med opsparingen på kapitalpensionen.
Den 6. juli 2012 meddelte banken, at præmiebetalingen ikke kunne gennemføres på grund af manglende dækning på klagerens konto.
Ved breve af 27. juli og 9. august 2012 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning om dækning og præmiestørrelse for gruppeinvaliderenten. Ved brev af 10. august 2012 afviste banken klagerens indsigelser.
Parternes påstande
Den 22. august 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale en erstatning for tabet ved, at præmieindbetalinger til gruppeinvaliderenten var for høje og dermed udhulede pensionsopsparingen.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han oprettede kapitalpensionen for at få en ekstra pensionsopsparing. Hans rådgiver i banken oplyste, at selvom den månedlige opsparing ikke var så stor, kunne det sagtens blive til mange penge, når han startede opsparing i en ung alder. I 1999 solgte hans rådgiver i banken ham en gruppeinvaliderente, som ville sikre ham penge til at betale faste udgifter, hvis han skulle miste sin erhvervsevne. Som følge af dårlig rådgivning og passivitet fra bankens side er 20 års opsparing forsvundet til betaling af forsikringspræmier.
Rådgiveren satte sig ikke tilstrækkeligt ind i hans økonomiske situation og hans behov for forsikringsdækning. Forsikringsdækningen er nu over 220.000 kr. Dækningen overstiger hans behov og hans daværende og nuværende indkomst betragteligt, når der tages hensyn til dækning fra hans arbejdsmarkedspension og fra det offentlige. Han har intet ønske om at være overdækket. Rådgiveren burde have undersøgt dette, inden man tilbød ham at tegne en gruppeinvaliderente med højeste dækning. Banken burde endvidere i løbet af de efterfølgende år have undersøgt, om gruppeinvaliderenten fortsat dækkede hans behov.
Han har krav på særskilte, forudgående og begrundede meddelelser om præmieforhøjelser. Banken undlod at informere ham om de markante præmiestigninger. Banken sendte ikke separate meddelelser om præmieforhøjelserne. Banken undlod endvidere at informere ham om, at hans årlige indbetalinger var utilstrækkelige til at betale præmien. Den årlige præmie har således fra 2006 oversteget indbetalingerne på kapitalpensionen.
Meddelelser i form af kontoudtog og årsoversigter er ikke tilstrækkelig information, da disse alene oplyser om allerede betalte præmier.
Han forstår ikke præmiestigningerne. Gruppeforsikringen bør blive billigere over tid, da en potentiel udbetalingsperiode bliver kortere.
Danske Bank har blandt andet anført, at klageren selv traf beslutning om at tegne gruppeinvaliderenten.
Klageren tiltrådte størrelsen af forsikringsdækningen på tegningstidspunktet.
Det har ikke været muligt for banken at finde nærmere oplysninger i bankens arkiver om den rådgivning, som fandt sted for mere end 13 år siden. Klageren har selv i sit brev af 27. juli 2012 oplyst, at forsikringen blev tegnet for at sikre betaling af faste udgifter, hvis han skulle miste sin erhvervsevne.
Det er klagerens ansvar løbende at kontrollere, at hans forsikringer svarer til hans aktuelle ønsker og behov.
Banken har ikke uopfordret pligt til at gennemgå klagerens økonomiske forhold.
Klageren blev løbende via breve, kontoudskrifter og årsoversigter orienteret om kapitalpensionen samt om præmie og forsikringsdækning for gruppeinvaliderenten. Klageren rettede først henvendelse til banken vedrørende kapitalpensionen i marts 2012. Klageren havde således ikke tidligere anfægtet den opkrævede præmie eller gjort opmærksom på, at han ikke ønskede den aftalte forsikringsdækning.
Det er klagerens eget ansvar løbende at kontrollere sine kontoudskrifter og årsoversigter.
Klageren kunne til enhver tid have opsagt gruppeinvaliderenten med sædvanligt varsel.
Klageren har haft forsikringsdækningen.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank begik ansvarspådragende fejl overfor klageren i forbindelse med tegningen afgruppeinvaliderenten i 1999 eller efterfølgende.
Præmiebetalingerne og kapitalpensionens indestående fremgik af de kontoudskrifter, der årligt blev sendt til klageren. Dækningen, de kommende års præmier forgruppeinvaliderenten, kapitalpensionens indestående og indbetalinger til pensionen fremgik af årsoversigterne, der blev sendt til klageren. I brev af november 2005 stilet til korrekt adresse, gjorde Danica Pension klageren opmærksom på, at hans årlige indbetaling kunne være mindre end forsikringspræmien, og Danica Pension opfordrede klageren til i givet fald at kontakte sin rådgiver i banken. Ankenævnet finder, at klageren på grundlag heraf måtte indse, at indbetalingerne på kapitalpensionen primært blev anvendt til dækning af forsikringspræmie.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.