Spørgsmål om nedsættelse af beløbsbegrænset kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 605 /1995 |
| Dato: | 29-08-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Akkord - indgåelse
Kaution - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om nedsættelse af beløbsbegrænset kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 21. august 1991 ydede indklagede klagernes bror et lån på 104.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.200 kr., første gang den 1. oktober 1991.
Ved kautionsdokumenter af henholdsvis den 22. og 23. august 1991 påtog klager A og klager B sig selvskyldnerkaution for lånet, begrænset til 25.000 kr. hver.
Ved kreditkontrakt af 27. marts 1992 bevilgede indklagede broderen en kredit med et maksimum på 15.000 kr. Kreditten blev ydet uden særskilt sikkerhed.
Ved gældsbrev af 11. august 1992 ydede indklagede broderen en forhøjelse på 6.700 kr. af lånet til 107.058,21 kr. Ifølge indklagede blev forhøjelsen ydet til renovering af to biler. Ifølge klagerne blev forhøjelsen ydet til dækning af restancer på lånet. Lånet skulle fortsat afvikles med 2.200 kr. pr. måned, første gang den 1. september 1992. Ved kautionsdokumenter af henholdsvis af den 13. august 1993 (formentlig 1992) og den 18. august 1992 påtog klagerne sig kautionsforpligtelse for lånet; kautionsforpligtelserne blev forhøjet til 28.350 kr.
I foråret 1993 kom broderen i restance med lånet. Ved skrivelse af 11. marts 1993 anmodede indklagede klager A om at indbetale restancen. Ifølge indklagede anmodede man ligeledes klager B om at indbetale restancen. Klager B bestrider at have modtaget skrivelsen.
I maj 1993 foretog broderen en indbetaling på lånet, hvorefter restancen udgjorde 6.831 kr. Indklagede anmodede ved skrivelser af 24. maj 1993 klagerne om indbetaling af restancen.
Ved skrivelser af 13. september 1994 anmodede indklagede klagerne om at sørge for at indbetale en restance på 4.400 kr. på lånet. Ifølge indklagede skyldtes restancen delvist en tilbageførsel af en låneydelse.
Ved skrivelser af 6. oktober 1994 meddelte indklagede klagerne, at broderen var i restance med tre ydelser på i alt 6.600 kr., som klagerne blev anmodet om at indbetale.
Ved skrivelser af 14. november 1994 meddelte indklagede klagerne, at broderen var i restance med fire ydelser på i alt 8.800 kr., som klagerne blev opfordret til at indbetale senest den 18. november 1994, idet fordringen ville blive overdraget til retslig inkasso, såfremt indbetaling ikke skete. Samtidig meddelte indklagede, at lånet var opsagt.
På et møde afholdt den 22. november 1994 mellem indklagede og klagernes bror blev det aftalt, at broderen foruden den normale ydelse på 2.200 kr. skulle betale yderligere 2.000 kr. hver 14. dag, første gang den 1. december 1994 og indtil restancen var afviklet.
Broderen indbetalte ikke 4.200 kr. den 1. december 1994. Ved skrivelser af 5. december 1994 orienterede indklagede klagerne herom og anmodede dem om at foranledige restancen indbetalt senest den 9. s.m., idet engagementet i modsat fald ville blive overdraget til inkasso. Den 7. december 1994 indbetalte debitor 2.200 kr. på lånet.
Ved skrivelse af 8. december 1994 rykkede indklagede debitor for betaling af restancen oplyst til 8.800 kr. Indklagede orienterede ved skrivelser af 9. december 1994 klagerne herom og anmodede om indbetaling af restancen.
Ved skrivelser af 21. december 1994 meddelte indklagede klagerne, at broderen den 16. s.m. 1994 havde indbetalt 1.500 kr., hvorefter lånets restance var 7.300 kr. Indklagede meddelte endvidere, at debitor havde meddelt, at han i stedet for at afvikle i henhold til aftalen af 22. november 1994 agtede af afvikle restancen ved indbetaling af 2.200 kr. hver 14. dag. Klagerne blev anmodet om at vedstå kautionsforpligtelsen uanset restancebeløbene. Klagerne vedstod ikke kautionsforpligtelsen.
På et møde den 26. januar 1995 mellem klager B og indklagede aftaltes det at vente til den 1. februar 1995 med at iværksætte inkasso over for debitor.
Den 10. februar 1995 afholdtes et møde med deltagelse af debitor, B's ægtefælle og indklagede, hvor en forhøjelse af lånet til inddækning af restance og overtræk samt vilkårene for afvikling af lånet aftaltes. Ved gældsbrev af 9. marts 1995 ydede indklagede debitor en forhøjelse af lånet på 41.822,77 kr. til i alt 127.000 kr. Af forhøjelsen overførtes 29.069,54 kr. til debitors grundkonto, der var i overtræk som følge af, at lånets ydelser blev trukket fra grundkontoen. Af gældsbrevet fremgår, at lånebeløbet efter fradrag af stiftelsesomkostninger udgjorde 125.856,77 kr., at det skyldige beløb pr. 2. marts 1995 udgjorde 96.787,23 kr. og at differencen på 29.069,54 kr. blev posteret på konto -203. Lånet skulle afvikles med 880 kr. hver 14. dag, første gang den 10. marts 1995. Derudover skulle der pr. 30. august 1995 betales et ekstraordinært afdrag på 7.000 kr. Ved underskrift på gældsbrevet og ved kautionserklæringer af henholdsvis 7. og 20. marts 1995 vedstod klagerne de begrænsede kautionsforpligtelser på 28.350 kr.
Det ekstraordinære afdrag pr. 30. august 1995 blev ikke indbetalt. Ved skrivelser af 20. september 1995 orienterede indklagede klagerne herom og anmodede dem om snarest og senest den 30. september 1995 at indbetale restancen.
Ved skrivelse af 22. september 1995 opsagde indklagede lånet over for broderen til indfrielse inden den 30. september 1995 og med meddelelse om, at tre ydelser à 880 kr. var tilbageført til den konto, hvorfra betalingerne var overført. Klagerne orienteredes ved kopi af skrivelsen herom.
Den 4. oktober 1995 afholdtes et møde mellem B's ægtefælle og indklagede, hvor det aftaltes, at debitor skulle fremlægge et forslag til afvikling af engagementet tiltrådt af klagerne inden 1 uge. Dette skete ikke.
Ved skrivelse af 15. november 1995 til klager B fastholdt indklagede den tidligere over for debitor meddelte opsigelse af engagementet og anmodede klager B om inden 8 dage at indbetalte 28.350 kr.
Ved skrivelse af 29. november 1995 til B's ægtefælle afviste indklagede et af ægtefællen på vegne klagerne fremsat forslag om betaling af 15.000 kr. fra hver af kautionisterne til fuld og endelig afgørelse af kautionsforpligtelserne. Samme dag overgav indklagede lånet til inkasso. Klagerne orienteredes herom ved kopi af brevet til indklagedes inkassoadvokat.
Klagerne har ved klageskema modtaget den 14. december 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte kautionsforpligtelsen til 15.000 kr., subsidiært til 20.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de indtil august 1992 ikke blev informeret om, at der var restancer på lånet. De blev i december 1994 orienteret om en restance, men ikke om hvorledes den var opstået. De vedstod i denne forbindelse ikke kautionsforpligtelsen. De blev ikke orienteret om restancer i perioden fra december 1994 til marts 1995. De blev ikke orienteret om, at deres bror fik en kassekredit samt blev bevilget et overtræk. Det var urimeligt at overgive sagen til inkasso, idet de ikke nægtede at betale. Indklagedes medarbejder var bekendt med, at klager B var ved at foretage en omlægning af realkreditlån for at skaffe beløbet. De var ikke klar over, at der var mulighed for indsigelser, når de først én gang havde påtaget sig kautionsforpligtelsen. De er uforstående over for, at restancen i begyndelsen af 1995 kunne udgøre 41.822,77 kr. Indklagede har foretaget dårlig kundepleje.
Indklagede har anført, at klagerne løbende er blevet orienteret om restancerne. Det bestrides, at der har været tale om mangelfuld kundepleje i forhold til debitor, idet engagementets negative udvikling skyldtes debitors misligholdelse af indgåede aftaler. Den foretagne kundepleje er i øvrigt klagernes kautionsforpligtelse uvedkommende. Klagerne har stillet sikkerhed for lånet samt vedstået kautionen i forbindelse med forhøjelser heraf. Forhøjelserne skete med klagernes accept og indebar, at klagernes kautionsforpligtelse ikke blev aktualiseret. Det bestrides, at klagerne ikke var klar over muligheden for at undlade yderligere kautionstilsagn. Klagerne har ikke fået meddelelse om, at de var forpligtiget til at vedstå kautionen. Klagernes manglende erklæringer i henhold til skrivelser af 21. december 1994 taler imod, at klagerne skulle have haft en sådan opfattelse. Kautionerne er begrænsede til 28.350 kr., hvorfor klagernes kautionsforpligtelser ikke er forøget i forbindelse med udvidelse af engagementet. Inkasso blev først iværksat efter meddelelse fra klagerne om, at fuld indfrielse af forpligtelserne ikke ville ske.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne har ved kautionsdokumenter af henholdsvis 22. og 23. august 1993 hver påtaget sig kautionsforpligtelse for det til deres bror ydede lån samt senere vedstået disse og påtaget sig en udvidelse af forpligtelsen i forbindelse med forhøjelser af lånet. Ankenævnet finder ikke oplyst forhold eller omstændigheder, der kan medføre at klagerne ikke skulle være bundet af deres forpligtigelser.
Det bemærkes, at restgælden på det lån, som klagerne havde kautioneret for, allerede forud for forhøjelsen i marts 1995 oversteg summen af klagernes kautionsforpligtelse, og det findes derfor uden betydning, at en del af forhøjelsen af det kautionssikrede lån blev anvendt til inddækning af overtræk på en konto, for hvilken klagerne ikke kautionerede.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at acceptere et forslag til nedsættelse af klagernes kautionsforpligtelser.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at indklagede har overgivet lånet til retslig inkasso.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.