Udlån, pant, alskyld.
| Sagsnummer: | 60 /1992 |
| Dato: | 25-06-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Gert Bo Gram, Søren Geckler, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Pant - anvendelse af provenu
|
| Ledetekst: | Udlån, pant, alskyld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 6. juni 1985 ydede indklagede klagerne et lån på 44.000 kr. Lånets rente var i lånekontrakten oplyst til 18% p.a. Lånet blev den 20. juni 1985 forhøjet til 110.000 kr. og skulle herefter afvikles med 2.000 kr. månedligt. Den 15. september 1986 blev lånet forhøjet til 153.138,92 med uændret ydelse.
Ligeledes den 15. september 1986 ydede indklagede klagerne et billån på 103.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.900 kr. Samme dag underskrev klagerne et håndpantsætningsdokument, hvorefter klagerne til "sikkerhed for alt, hvad vi uanset skyldgrund - er eller måtte blive banken skyldig, herunder nærværende lån, deponerer vi [klagerne] herved som håndpant" et løsøreejerpantebrev på 107.050 kr. med pant i klagernes bil.
I forbindelse med pantsætningen blev der oprettet almindelig panthaverdeklaration, som anmeldtes over for klagernes forsikringsselskab.
I juli 1989 aftaltes det, at ydelsen på det oprindeligt i 1985 ydede lån fastsattes til 2.400 kr., ligesom rentesatsen blev fastsat til 15,75% p.a. Indklagede har oplyst, at lånets rentesats i marts 1992 var 17,25%, medens normalrenten for lån af pågældende type da var 19% p.a.
I november 1991 oplyste klagerne indklagede om, at den pantsatte bil var totalskadet, og at forsikringssummen udgjorde 50-60.000 kr. Indklagede har oplyst, at klagerne anmodede om udbetaling af forsikringssummen til køb af ny bil, hvilket blev afslået. Den ene af klagerne anmodede herefter om, at restprovenuet af forsikringssummen efter billånets indfrielse udbetaltes.
Uagtet den oprettede panthaverdeklaration udbetalte forsikringsselskabet forsikringssummen direkte til klagerne den 25. november 1991. Den 5. december 1991 indbetalte klagerne i en anden af indklagedes afdelinger billånets restgæld, bortset fra renten til indbetalingsdagen.
Efter indklagedes henvendelse til forsikringsselskabet udbetalte dette 55.000 kr. til indklagede den 13. januar 1992. Da indklagede antog, at indbetalingen på lånet den 5. december 1991 stammede fra det først udbetalte forsikringsbeløb, anmodede indklagede klagerne om at acceptere, at indklagede returnerede 39.594,17 kr. til forsikringsselskabet. Klagerne besvarede ikke denne henvendelse. Indklagede meddelte samtidig klagerne, at restbeløbet af forsikringssummen var indsat på klagernes øvrige lån hos indklagede. Samtidig anmodede indklagede klagerne om at tiltræde, at ydelsen på lånet blev forhøjet fra 2.400 kr. til 3.900 kr., idet det oplystes, at forhøjelsen omtrent svarede til nettoydelsen på det indfriede billån.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at returnere 15.425,83 kr. til klagernes forsikringsselskab, samt undlade at forhøje låneydelsen til 3.900 kr. månedligt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har ikke anført nærmere til støtte for påstanden.
Indklagede har anført, at da løsørepantebrevet med pant i den totalskadede bil var pantsat til sikkerhed for samtlige klagernes forpligtelser over for indklagede, er man berettiget til at forlange hele forsikringssummen anvendt til nedbringelse af det samlede engagement. Efter klagernes henvendelse har det været drøftet, om der kunne blive tale om, at klagerne kunne få det overskydende beløb på 15.425,83 kr. udbetalt, men indklagede ønskede alene efter en almindelig kreditvurdering at godkende dette, hvorfor klagerne blev opfordret til at fremkomme med budgetoplysninger m.v. Dette undlod klagerne.
Med hensyn til ydelsesforhøjelsen fremgår det af lånekontraktens bestemmelser, at indklagede er berettiget til at kræve ydelsen forhøjet, hvis en stigende rente medfører, at løbetiden forlænges mere end 3 måneder. som følge af klagerens stramme økonomi, har lånet en lav rente og lang løbetid. Indklagede finder, at lånets rente og ydelse bør forhøjes til normalt niveau, uanset at renten i en periode har været nedsat af hensyn til klageren. Indklagede er indstillet på en drøftelse med klagerne om en endelig fastsættelse af ydelsen, men det er indklagedes opfattelse, at ydelsen bør forhøjes således, at lånet afvikles inden for en rimelig tid.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de af indklagede anførte grunde tiltrædes det, at indklagede har været berettiget til at nedskrive klagernes øvrige lån med beløbet på 15.425,83 kr.
3 medlemmer - Frank Poulsen, Gert Bo Gram og Erik Sevaldsen udtaler herefter:
Vi finder ikke grundlag for at kritisere indklagedes anmodning til klagerne om en forhøjelse af lånets ydelse til 3.900 kr. månedligt.
2 medlemmer - Niels Busk og Søren Geckler - udtaler:
Vi finder ikke, at indklagede efter det foreliggende er berettiget til nu at hæve lånets rente til indklagedes normale rente for pågældende type lån.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.