Realkreditbelåning, kurssikring.
| Sagsnummer: | 202 /1994 |
| Dato: | 14-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Ole Simonsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Realkreditbelåning, kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1993 ønskede klagerne, der er ægtefæller, at hjemtage et ombygningslån hos Nykredit på 100.000 kr. i deres fælles ejendom. I den forbindelse underskrev de den 14. februar 1993 en blanket til bekræftelse af fastkursaftale med Nykredit. Blanketten blev underskrevet in blanko og fremsendt til indklagede til videre ekspedition.
I slutningen af marts 1993 besluttede klagerne i stedet at foretage en total omprioritering af ejendommen, hvorefter der skulle hjemtages et 20-årigt 9% mix-lån på 1.010.000 kr. til indfrielse af to obligationslån med en restgæld på ca. 900.000 kr.
På indklagedes forespørgsel meddelte den ene ægtefælle, A, ved telefaxskrivelse af 26. marts 1993, at der ikke skulle foretages kurssikring. Ca. to uger senere kontaktede indklagede telefonisk A vedrørende kurssikring. Under samtalen accepterede A kurssikring af det nye lån. Accepten blev ikke skriftligt bekræftet, idet indklagede udfyldte den 14. februar 1993 in blanko underskrevne blanket med de nødvendige låneoplysninger.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere omprioriteringsgebyret og erstatte klagerne et kurstab på ca. 30.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagedes medarbejder under telefonsamtalen oplyste, at obligationskurserne var steget. På A's forespørgsel vedrørende kurssikring af det eksisterende lån, svarede indklagedes medarbejder afvisende med henvisning til, at kursen på de obligationer, der skulle købes til indfrielse heraf, næppe ville stige af betydning. A følte sig presset til at acceptere en kurssikring for så vidt angik det nye lån. Indklagede ydede dårlig rådgivning og handlede ansvarspådragende ved telefonisk at presse A til at indgå fastkursaftale, selv om de allerede skriftligt havde meddelt, at man ikke ønskede en sådan, ved at benytte en blanko-underskrift indhentet i en anden sammenhæng, og ved at indgå fastkursaftale uden fuldmagt eller skriftlig accept fra dem begge.
Indklagede har anført, at man under sagens behandling lagde til grund, at A var bemyndiget til at repræsentere ægtefællerne, hvilket dels støttes af de samtaler, der fandt sted, dels af telefaxskrivelsen af 26. marts 1994 underskrevet alene af A. Det er sædvanligt, at man kontakter kunder flere gange under en omprioritering for at informere om den seneste kursudvikling og samtidig forespørge, om man på nuværende tidspunkt ønsker indgåelse af en fastkursaftale. Der etableredes fastkursaftale på det nye lån i overensstemmelse med aftale med A. Klagerne har ikke lidt et tab, som man er ansvarlig for.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne har ikke bestridt, at klager A telefonisk indgik fastkursaftalen, og det findes derfor uden betydning, at indklagede anvendte den tidligere in blanko underskrevne blanket for så vidt angår klager A.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at lægge til grund, at klager A skulle være presset til at indgå fastkursaftalen.
Ankenævnet finder endvidere, at indklagede har været berettiget til at gå ud fra, at klager A i spørgsmålet om fastkursaftalen handlede også på klager B's vegne.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.