Rådgivning om skattemæssige konsekvenser af oprettelsen af en ratepension. Opgørelse af tab. Spørgsmål om opsigelse af engagement
| Sagsnummer: | 255/2012 |
| Dato: | 28-11-2012 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Indlån - opsigelse
Ratepension - skattemæssige forhold |
| Ledetekst: | Rådgivning om skattemæssige konsekvenser af oprettelsen af en ratepension. Opgørelse af tab. Spørgsmål om opsigelse af engagement |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører opgørelse af klagerens tab i anledning af, at indskud på en ratepension ikke fik den tilsigtede skattemæssig virkning. Endvidere vedrører sagen spørgsmålet om, hvorvidt bankens opsigelse af klagerens engagement var berettiget.
Sagens omstændigheder
Klageren, der tidligere drev selvstændig virksomhed, var kunde i Nordea Bank i ca. 10 år.
Den 13. februar 2010 indgik klageren efter anbefaling fra banken en aftale om ratepension -926 og indbetalte samtidig 100.000 kr. på ratepensionen.
I juli 2011 henvendte klageren sig til banken, da hun var utilfreds med den rådgivning som banken havde ydet i forbindelse med oprettelsen af ratepensionen.
Ved brev af 15. juli 2011 afviste banken klagerens krav.
Den 4. august 2011 sendte klagerens revisor, R, et brev til banken vedrørende ratepensionen. Af brevet fremgår:
"…
I forbindelse med den efterfølgende indberetning af resultatet af virksomheden til Skat, opdagede jeg at der var indberettet et fradrag på 100.000 [kr.] til ratepension.
Da virksomheden gav underskud, og der alene var indberettet 63.216 [kr.] som dagpenge og 100.000 [kr.] som fradrag til pension, giver det samlede resultat alene af de sidste to dispositioner et underskud på ca. kr. 37.000 – hvilket gør at skatteværdien af personfradraget for 2010 bliver annulleret.
Jeg kontaktede [klageren] for at høre om der eventuelt kunne være tale om en fejlindberetning fra bankens side, eller om der var en anden forklaring jeg ikke kunne se. [Klageren] anførte at det var bankens rådgiver der havde anbefalet indbetalingen.
…"
Efterfølgende imødekom banken klagerens krav og anmodede klageren om at dokumentere tabet.
Ved e-mail af 30. august 2011 opgjorde R tabet til 16.000 kr.
Ved e-mail af 23. november 2011 meddelte banken klageren, at man ville erstatte skatteværdien af det mistede personfradrag på 16.490 kr.
Den 24. november 2011 sendte banken en check på 16.490,76 kr. til klageren.
I februar 2012 anmodede klageren banken om at ophæve ratepensionen.
Ved breve af 19. februar 2012 gjorde klageren indsigelse mod bankens rådgivning.
Ved brev af 5. marts 2012 meddelte banken klageren, at banken ville stille hende som om hun aldrig havde indbetalt 100.000 kr. på ratepensionen.
Ved brev af 23. marts 2012 tilbød banken at godtgøre klageren 7.630 kr. til fuld og endelig afgørelse af sagen. Af brevet fremgår:
"…
Vi har valgt at stille dig, som om du aldrig havde indbetalt de 100.000 kr.
Din ratepension er ud fra dit eget ønske ophævet og fratrukket en afgift på 60 %, og fradraget på de 100.000 kr. indgår i din årsopgørelse for 2010.
I november blev du godtgjort 16.490 kr., da du ikke kunne udnytte dit personfradrag dels pga. indskuddet på ratepensionen. Vi har set nærmere på din selvangivelse 2010 og kan se, at selvom du ikke havde foretaget indskuddet på ratepensionen, ville du alligevel ikke have kunnet udnytte dit personfradrag pga. underskud fra din virksomhed. Godtgørelsen på 16.490 kr. indgår derfor i den samlede afslutning af sagen.
Din personlige indkomst med og uden indskud på ratepension
Skat 2010
Uden indskud | Med indskud | |||
Personlig indkomst | 63.216 | 63.216 | ||
Kapitalindkomst | 7.666 | 7.666 | ||
Underskud af virksomhed | -79.353 | -79.353 | ||
Ratepension | -100.000 | |||
Personlig indkomst i alt | -8.471 | -108.471 |
Den negative personlige indkomst inkl. indskuddet på ratepensionen var på 108.471 i 2010, hvilket fremføres til 2011 og modregnes i kapitalindkomsten og den personlige indkomst. Hvis det ikke allerede er sket, skal du få hjælp til det hos din revisor eller ved at kontakte SKAT.
Det betyder, at fradragsværdien for indskuddet på 100.000 [kr.] bliver 37.500 kr. udregnet fra bundskat på 37,5 %, hvilket du vil få tilbage i SKAT.
Skat 2011 | ||||
Med fremført underskud | ||||
Personlig indkomst | 199.128 | |||
Kapitalindkomst | ? | |||
Fremført underskud 2010 | -108.471 | |||
Personlig indkomst i alt | 90.657 | |||
Opgørelse af ratepensionen: | ||||
Kontoens værdi ved ophævelse | 101.981,41 kr. | |||
Kreditrente | + 104,13 kr. | |||
Pensionsafkastskat retur | + 631,57 kr. | |||
Saldo | 102.717,11 kr. | |||
60 % i afgift (afrundet) | -61.620,00 kr. | |||
Udbetaling | 41.097,11 kr. | |||
Samlet godtgørelse
Tidligere godtgjort i 2011 | 16.490,00 kr. | ||
Fradragsværdi for indskud på ratepension | 37.500,00 kr. | ||
Opgørelse af ratepension | 41.097,11 kr. | ||
I alt | 95.087,11 kr. | ||
Saldo rate | 102.717,11 95.087,11 | 7.630,00 kr. | |
Samlet udbetaling | 102.717,11 kr. | ||
Vi tilbyder at godtgøre dig yderligere 7.630 kr. til fuld og endelig afgørelse af sagen. Dermed får du alle dine penge tilbage, inkl. de renter der er løbet på.
Hvis du er enig i at sagen kan afsluttes som skitseret ovenfor, beder vi dig returnere kopien af dette brev med din underskrift.
Når vi har modtaget din accept, overfører vi godtgørelsesbeløbet på 7.630 kr. til din konto (-694).
…"
Banken har oplyst, at klageren den 10. april 2012 returnerede brevet med håndskrevet tekst som følger:
"…
I er nogle forbandede dumme svin. I skulle skamme jer over dette svigt af mig. Føj for fanden. Desuden skal pengene på en check. ALDRIG KONTO. Må I alle miste jeres fede bonusser, mens I malker os. [Sign. klageren]
…"
Ved brev af 11. april 2012 fremsendte banken en check på 7.630 kr. til klageren. Endvidere bad banken klageren om at overflytte sit engagement til et andet pengeinstitut.
Efterfølgende korresponderede parterne via e-mail.
Ved e-mail af 19. april 2012 oplyste banken følgende til klageren:
"…
Jeg henviser til den erstatnings[]opgørelse, vi har sendt til dig den 23. marts 2012.
De ca. 16.500 kr., som du referer[er] til, indgår i den samlede opgørelse, som resulterer [i], at du bliver stillet præcis som om indskuddet aldrig var foretaget.
Du skal ikke have beløbet udbetalt 2 gange.
…"
Parternes påstande
Den 5. juli 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal erstatte 16.500 kr. som følge af fejlagtig rådgivning om indskud på ratepension og betale en kompensation på grund af opsigelsen af hendes engagement med banken.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken ikke rådgav hende tilstrækkeligt om konsekvenserne af at oprette en ratepension, herunder at hun ikke kunne udnytte et skattefradrag.
I 2009 fik hun en ny bankrådgiver i forbindelse med, at hun medbragte en check på ca. 2 mio. kr. i banken til at indfri et lån. Bankrådgiveren behandlede hende som en vigtig kunde og foreslog, at hun talte med en investeringsrådgiver.
Hun blev presset til et møde ved årsskiftet med en investeringsrådgiver, der "lovede guld og grønne skove" og et platin Visakort. Investeringsrådgiveren forsøgte at overtale hende til at investere ca. 1,5 mio. kr. eller mere og henvendte sig flere gange til hende herom. Hun fik udarbejdet en investeringsprofil, hvoraf fremgik, at hun ikke var villig til at tage nogen chancer.
Hun ville have mistet hele sin formue eller været dybt forgældet, hvis hun havde lyttet til bankrådgiveren.
Hun indsatte 100.000 kr. på én gang på en ratepension. Beløbet hidrørte fra en erstatning.
Hendes revisor spurgte hende, hvem der havde rådgivet hende "med hovedet under armen". Hun mistede 16.500 kr. i skat. SKAT blev ansøgt om udbetaling af ratepensionen uden fradrag af 60 %, hvilket blev afslået. Hun modtog efterfølgende knap 16.500 kr. af banken.
Hun ophævede ratepensionen og skulle betale 60 % i skat. Hun kontaktede bankrådgiveren på anbefaling af filialdirektøren, der medgav, at filialens afgørelse kunne være bedre. Hun stolede på bankrådgiveren, men følte sig ignoreret og snydt. Hun mistede 16.500 kr. og modtog en check på 7.500 kr. med besked om, at hun ville modtage resten fra SKAT. Bankrådgiveren tog 16.500 kr. fra hende, idet han skrev, at hun ikke skulle have kompensation to gange.
Banken udarbejdede en opgørelse som hun ikke forstod. Hun var bange for, at hun ikke fik ca. 7.500 kr., så hun underskrev under protest.
Hun, der var regnskabschef tidligere, er efter en ulykke førtidspensionist med en hjerneskade og har meget svært ved at læse og forstå breve m.m.
Hun har klaget til banken, der har opsagt hendes engagement på grund af hendes sprog som følge af hjerneskaden.
Hun har haft udgifter til korrespondance, porto, telefon, benzin m.m.
Nordea Bank har anført, at sagen vedrørende klagerens indskud på en ratepension blev afsluttet ved forlig i april 2012 til fuld og endelig afgørelse af sagen.
Banken har udbetalt en samlet godtgørelse på 24.120,76 kr. og stillet klageren som om hun aldrig oprettede en pensionsordning. Klageren har ikke krav på yderligere kompensation.
Klagerens engagement blev opsagt med en saglig begrundelse, bl.a. med henvisning til klagerens bemærkninger til bankens brev af 23. marts 2012.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet lægger til grund, at sagen vedrørende indskuddet på 100.000 kr. på en ratepensionsopsparing blev afsluttet ved forlig med Nordea Bank i april 2012 til fuld og endelig afgørelse. Ankenævnet finder, at klageren ved forliget blev stillet, som om hun aldrig havde oprettet en pensionsordning. Klageren har herefter ikke krav på yderligere kompensation.
På baggrund af de foreliggende oplysninger om kundeforholdet mellem klageren og Nordea Bank, herunder korrespondancen med banken, finder Ankenævnet, at banken var berettiget til at opsige engagementet med klageren.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klageren.