Afgørelse

Finansiering af køb af sommerhus til udlejning.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens hæftelse for et lån optaget hos indklagede i forbindelse med klagerens køb af en andel i et sommerhus med henblik på udlejning.

Sagens omstændigheder.

Klageren og ni andre personer - efter det oplyste uden indbyrdes relationer til hinanden - købte i 1992 et sommerhus i lige sameje med henblik på udlejning en del af året. Købesummen var 1.542.000 kr. og blev finansieret ved optagelse af et kreditforeningslån, et lån på 630.000 kr. ydet af indklagede samt et indskud på 10.000 kr. fra hver interessent. Debitorerne hæftede solidarisk for lånet. Til sikkerhed fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev med pant i sommerhuset.

I 1996 blev lånet til indklagede erstattet af et nyt lån på 635.401,21 kr. i forbindelse med økonomiske problemer med sommerhusets udlejning. Ejerpantebrevet blev i samme forbindelse forhøjet til 650.000 kr.

I 1999 blev sommerhuset solgt, og indklagede modtog et provenu på 280.000 kr., hvorefter restgælden på lånet i august 1999 var ca. 540.000 kr.

I 1999 fremsatte indklagede over for en af de øvrige interessenter anmodning om foretagelse af udlæg for ca. 540.000 kr. Under fogedforretningen fremkom rekvisitus med indsigelser over for indklagede og anførte navnlig, at indklagede i forbindelse med udbydelsen af projektet fremstod som medfinancier, hvilket kunne have været bestemmende for interessenternes villighed til at deltage i projektet, da dette på denne måde fik en art blåstempling. Aftalekomplekset vedrørende sommerhuset måtte anses for ulovligt efter sommerhuslovens § 9, og låneaftalen med indklagede var derfor ugyldig.

Ved kendelse afsagt den 9. maj 2000 af fogedretten i Odense, blev indklagedes udlægsbegæring fremmet, idet fogedretten udtalte:

"Det lægges til grund, at ……… ved udbydelsen af sommerhusprojektet forinden havde med aftalt [indklagede], at [indklagede} ville yde investorerne i projektet et boliglån efter en konkret kreditvurdering. Henset til, at lånet blev ydet efter en konkret kreditvurdering, at [indklagede] ikke har været med til at udarbejde projektet, at [indklagede] ej heller i prospektet findes at fremstå som medudbyder, og at der ikke er noget økonomisk fællesskab imellem ……… og [indklagede] i forbindelse med ………s udbud af projektet, findes [indklagede] ikke at være medudbyder af projektet. Herefter findes hverken det oprindelige lån eller det lån, der afløste det oprindelige og som der nu begæres udlæg for, at være en del af sommerhusprojektet.

[Rekvisitus] findes herefter ikke at kunne rette indsigelser mod projektets ulovlighed efter sommerhusloven mod [indklagedes] krav."

Den 15. juni 2000 stadfæstede Østre Landsret fogedrettens kendelse i henhold til de af fogedretten anførte grunde.

I februar 2001 anmodede indklagede gennem sin advokat om foretagelse af fogedforretning hos klageren. I indkaldelsen til fogedretsmødet er indklagedes krav anført med ca. 638.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 25. maj 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at hun ønsker at opnå, at "undgå, at mit hus [klagerens bopæl] bliver sat på tvangsauktion".

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede kreditgodkendte de øvrige medejere, som i forvejen var involveret i skibsanpartsprojekter og tillige havde skattegæld. Syv af medejerne ophørte hurtigt med at betale den månedlige ydelse.

Ved inddrivelsen af sit krav har indklagede udelukkende valgt at gå efter to af interessenterne, nemlig hende selv og en anden. Hun har tilbudt at betale indklagede 50.000 kr. svarende til hendes andel af gælden, hvilket indklagede med hånlige bemærkninger har afslået.

Hun finder indklagede gør sig skyldig i dårlig bankskik ved at forfølge hende og en anden enkeltperson på hensynsløs måde.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden henvist til Ankenævnets vedtægters § 5, hvorefter Ankenævnet ikke kan behandle sager, som er afgjort ved endelig dom.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at omstændighederne i forbindelse med projektets udbydelse og indklagedes medvirken har været forelagt fogedretten, som afgjorde denne ved kendelsen af 6. maj 2000, som blev stadfæstet af Østre Landsret.

Indklagede må have adgang til at inddrive sin fordring, hvor det måtte være muligt.

Subsidiært bør sagen afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagedes påstand om afvisning i medfør af vedtægternes § 5 kan ikke tages til følge, da klageren ikke var part i den fogedsag, som indklagede henviser til.

Klageren har - antagelig under hensyn til afgørelsen i denne fogedsag - ikke påberåbt sig, at låneaftalen med indklagede var ugyldig som led i et projekt i strid med sommerhusloven, men har alene gjort gældende, at indklagede har handlet uagtsomt i forbindelse med kreditgodkendelsen af de øvrige interessenter, og at indklagede ikke er berettiget til alene at foretage retsforfølgning vedrørende restgælden på lånet mod klageren og en anden af interessenterne.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har handlet ansvarspådragende over for klageren i forbindelse med kreditgodkendelsen i 1992 af de øvrige interessenter.

Da klageren og de øvrige interessenter hæfter solidarisk for lånet, er indklagede efter almindelige regler berettiget til at gøre sit fulde krav gældende mod klageren. Ankenævnet kan således ikke pålægge indklagede at begrænse sit krav mod klageren til det beløb, som klageren skal bære i det indbyrdes forhold mellem interessenterne.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.