Afgørelse

Spørgsmål om gyldigheden af kautionserklæring

Indledning

Denne sag vedrører, om klagerens kaution for sin søns virksomhedsgæld kan gøres gældende af Spar Nord Bank.

Sagens omstændigheder

Klagerens søn, S, blev i 2003 kunde hos Spar Nord Bank. S drev en herretøjsbutik, der havde givet underskud i 2001 ligesom banken forventede, at resultatet for 2002 også ville vise sig at være negativt.

Den 23. februar 2003 sendte banken en soliditetsforespørgsel til klagerens pengeinstitut vedrørende en kautionsforpligtelse på 1.500.000 kr. Klagerens pengeinstitut svarede, at klageren blev anset for at være god for en kautionsforpligtelse, men at den nævnte kautionsforpligtelse var i overkanten af familiens formåen.

Den 4. marts 2003 optog S et valutalån i banken på modværdien i schweizerfranc af 1.000.000 kr. samt en kassekredit på 400.000 kr. Klageren underskrev samme dag en alskyldserklæring uden beløbsbegrænsning for S’ engagement. Klageren underskrev samtidig S’ lånedokumenter som kautionist samt en erklæring om, at han ikke ville afhænde eller pantsætte sin faste ejendom uden forudgående aftale med banken.

S’ valutalån blev forlænget den 13. september 2004, hvor klageren underskrev det nye lånedokument som kautionist.

I 2005 lukkede S’ tøjbutik og hans virksomhed bestod herefter i udlejning af lokaler fra den ejendom, hvor tøjbutikken havde ligget.

Den 3. januar 2006 blev valutalånet forhøjet til modværdien af ca. 1.450.000 kr. Klageren underskrev det nye lånedokument som kautionist. Samtidig blev S’ kassekredit nedsat til 50.000 kr., hvilket klageren fik meddelelse om den 8. februar 2006.

I forbindelse med, at S’ valutalån blev forhøjet endnu en gang underskrev klageren en ny alskylderklæring den 25. marts 2009 samt et tillæg med kautionsvilkår. Samtidig underskrev klageren et informationsskema, hvor han erklærede, at han bl.a. havde fået gennemgået, hvornår han som kautionist kan afkræves betaling.

Ved brev af 27. oktober 2011 opsagde banken S’ engagement, der blev opgjort til 123.769,67 kr. vedrørende kassekreditten og 2.018.590,35 kr. vedrørende valutalånet. Klageren modtog kopi af opsigelsen.

Efterfølgende begærede banken klageren konkurs. Ved kendelse af 11. maj 2012 besluttede Retten i Hjørring ikke at tage konkursbegæringen til følge. Kendelsen er kæret til Vestre Landsret.

Banken har under sagen fremlagt e-mail korrespondance mellem klageren og en af lejerne i den ejendom, som S ejer og som han drev virksomhed fra, indtil tøjbutikken lukkede. Klageren har anført, at han i perioder har bistået S i relation til lejeren, idet S arbejdede meget og derfor havde svært ved selv at drøfte ting med lejeren. Klageren bistod derfor S ved at videreformidle oplysninger og synspunkter fra udlejer til lejer.

Banken har under sagen frafaldet sit krav mod klageren for så vidt angår S’ kassekredit på grund af forældelse, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 6. og begrænset bankens krav mod klageren til 400.000 kr.

Parternes påstande

Den 27. februar 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal anerkende, at kautionserklæringen er ugyldig.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke fik forelagt relevante økonomiske oplysninger, hverken i forbindelse med kautionsforholdets etablering eller efterfølgende. Banken har således ikke overholdt reglerne i bl.a. god skik bekendtgørelsen.

Han havde ikke forståelse for, hvad en kautionsforpligtelse var og hvilke konsekvenser det kunne få, hvis S misligholdt sit engagement. Banken har ikke dokumenteret, at det forholdt sig anderledes.

Banken har også handlet i strid med lov om finansiel virksomhed § 48 og de retningslinjer for kaution, der er aftalt mellem Forbrugerrådet og Finansrådet.

Hans økonomi stod i misforhold til den påtagne kautionsforpligtelse, hvilket underbygges af P’s skrivelse af 26. februar 2003.

Bankens brev af 8. februar 2006 om at maksimum på kreditten fremtidigt udgør 50.000 kr. gav klageren den opfattelse, at kautionsforpligtelsen alene udgjorde det nævnte beløb.

Det er helt naturligt, at hans indsigelser mod kautionen først fremsættes på det tidspunkt, hvor banken gjorde kautionen gældende over for ham.

Spar Nord Bank har anført, at det var en afgørende forudsætning for S’ skifte til Spar Nord Bank, at klageren kautionerede for engagementet. Dette var klageren bekendt med, ligesom han var fuldt bekendt med sønnens økonomi og at virksomheden havde været underskudsgivende i de seneste år og at egenkapitalen var væk.

På baggrund af soliditetsoplysningen fra klagerens pengeinstitut og oplysninger om friværdi i klagerens ejendomme kunne banken med rette lægge til grund, at kautionsforpligtelsen ikke stod i misforhold til klagerens økonomi.

Klageren havde fuld forståelse for, hvad en kautionsforpligtelse var og hvilke konsekvenser, det kunne få, hvis S misligholdt sit engagement. Klageren var meget direkte involveret i driften af S’ virksomhed.

Det er korrekt, at klageren ikke har fået årlig underretning om størrelsen på sin kautionsforpligtelse, da den fejlagtig blev registreret som en erhvervskaution. Fejlen medfører ikke, at kautionen bliver ugyldig. Klageren har ikke anført omstændigheder, der sandsynliggør, at den manglende underretning har forringet hans muligheder for at varetage sine interesser, eller at han skulle lide et tab som følge heraf.

Bankens brev af 8. februar 2006 kan på ingen måde forstås som en meddelelse om, at kautionen nedsættes til 50.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger

Ved kautionserklæring af 4. marts 2003 og 25. marts 2009 kautionerede klageren for S’ erhvervsmæssige gæld til Spar Nord Bank. Banken har anført, at klageren kendte til det driftsmæssige resultat af S’ virksomhed og var klar over, at kautionen var en forudsætning for, at S kunne optage lån hos banken. Dette har klageren bestridt.

I forbindelse med afgivelsen af kautionserklæringen i 2003 indhentede banken soliditetsoplysninger fra klagerens pengeinstitut, hvoraf fremgik, at en kautionsforpligtelse på 1.500.000 kr. af P blev anset for at være i overkanten.

Spar Nord Bank har under sagen nedsat sit krav i henhold til kautionen til 400.000 kr. svarende til mindre end 25 % af det rejste bruttokrav.

Under disse omstændigheder og idet banken har bekræftet at ville vedstå denne nedskrivning i brev af 21. september 2012 til Ankenævnet, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kautionsforpligtelsen således som den er begrænset, står i misforhold til klagerens økonomi.

På baggrund af hvad der var anført i informationsskemaet, som klageren underskrev den 25. marts 2009, er det ikke godtgjort, at klageren ikke i tilstrækkelig grad var klar over indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kautionsforpligtelsen i medfør af aftalelovens § 38c, jf. § 36.

Banken har tilkendegivet, at den ikke løbende har overholdt bestemmelsen i § 48, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter pengeinstituttet årligt og skriftligt skal give kautionisten meddelelse om størrelsen af den kautionssikrede gæld. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at klagerens muligheder for at varetage sine interesser er blevet forringet som følge heraf.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for i øvrigt at tilsidesætte kautionsforpligtelsen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.