Afgørelse

Spørgsmål om provenu ved salg af pantsatte aktiver skulle anvendes til nedbringelse af lån, for hvilket der var afgivet initiativkaution.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede var forpligtet til at afskrive provenuet ved salg af pantsatte aktiver på et kautionssikret lån.

Sagens omstændigheder.

I årene 1990-96 drev klageren en erhvervsmæssig virksomhed, som blev finansieret ved lån og kreditter ydet af indklagede. Engagementet var sikret ved pant i virksomhedens ejendom og driftsmidler og ved kaution fra private, herunder klagerens ægtefælle, H, hvis kaution var begrænset til 150.000 kr. Et af lånene, som havde en hovedstol på 589.400 kr., var sikret ved initiativkaution fra Hypotekbanken, nu Finansstyrelsen, i henhold til kautionserklæring af 20. december 1994.

Af kautionsdokumentet fremgår bl.a.:

"Kaution:

Statskassen dækker 50% af det tab, som kreditor vil lide, såfremt ovenstående garanterede lån ikke indfries. Som ved selvskyldnerkaution betales ved forfaldsdag efter påkrav 50% af det forfaldne beløb med efterfølgende endelig opgørelse af mellemværendet. Kautionsbeløbet kan dog højst udgøre kr. 400.000.

…

Sikkerhed:

Den sikkerhed, som eventuelt også er stillet for debitors øvrige engagementer med kreditor, tjener primært til sikkerhed for denne. Det samme gælder for lån, der er udbetalt efter oprettelsen af det kautionssikrede lån. Overskydende sikkerhed anvendes til nedbringelse af det kautionssikrede lån."

Ved skrivelse af 15. september 1998 opsagde indklagede engagementet, som blev opgjort til 747.548,08 kr. Restgælden på lånet med initiativkaution var på 476.518,21 kr. Af skrivelsen fremgår, at engagementet ligeledes ville "blive opsagt overfor kautionisten".

Da engagementet ikke blev indfriet inden fristens udløb den 29. september 1998, gjorde indklagede kautionen gældende over for Hypotekbanken, som den 13. oktober 1998 indfriede kautionen med 239.321,79 kr.

Ved skrivelse af 8. december 1998 afslog indklagede en anmodning fra klageren om en akkordering af gælden. Af skrivelsen fremgår, at lånet var nedskrevet med udbetalingen fra Hypotekbanken.

Den 14. december 1998 indgav klageren og H en klage til Ankenævnet, jf. kendelse nummer 354/1998, hvortil der henvises.

Under sagen gjorde klageren og H blandt andet gældende, at det blev aftalt, at ydelserne på lånet skulle dækkes via kassekreditten, således at Hypotekbankens kaution ikke blev aktiveret, mens salget af virksomheden og ejendommen blev gennemført. I forbindelse med salget af virksomhedens driftsmidler blev det aftalt, at indkomne midler skulle placeres "hvor de gjorde mest gavn", dvs. også i forhold til initiativkautionen. Indklagede gjorde gældende, at det ikke var aftalt, at provenuet ved salget af driftsmidlerne skulle indgå på lånet med initiativkaution.

Af Ankenævnets kendelse i sagen, der blev afsagt den 18. maj 1999, fremgår bl.a.:

"Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagernes beslutning om at afhænde virksomheden og ejendommen eller i forbindelse med afviklingen af engagementet har handlet i strid med indgåede aftaler eller på anden måde har handlet uberettiget i forhold til klageren"

I sommeren 1999 blev der mellem klageren og indklagede indgået en aftale om afvikling af restgælden. Aftalen indebar en akkordering, hvorfor indklagede ved skrivelse af 19. november 1999 tilbagebetalte 39.464 kr. til Finansstyrelsen i henhold til følgende opgørelse:

Tab til fordeling mellem Finans Styrelsen og [indklagede], andrager således kr. 399.715,-, med 50% til hver, eller kr. 199.858,-

Den 2. december 1999 indgav klageren og H en klage til Ankenævnet vedrørende indfrielsen af H's kaution, jf. sag nr. 504/1999. Ankenævnet afsagde kendelse i sagen den 28. april 2000, hvor klagen ikke blev taget til følge.

Parternes påstande.

Den 12. december 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale initiativkautionen til Finansstyrelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at salget af virksomhedens aktiver skete i henhold til en frivillig aftale, og at han selv kunne bestemme, hvorledes der skulle forholdes med midlerne. Det blev aftalt med indklagede, at midlerne skulle placeres, "hvor de gjorde mest gavn", herunder på lånet, der var sikret med initiativkaution. I strid med denne aftale placerede indklagede alle midler på det øvrige engagement, hvilket alene var til gavn for indklagede. Indklagede burde i hvert fald have placeret en del af de indkomne midler på lånet med initiativkaution.

Det var aftalt, at ydelserne på lånet skulle trækkes på kassekreditten. Da det i maj 1998 viste sig, at ydelserne på lånet ikke var blevet betalt, klagede såvel hans revisor som han selv over dette. Herefter hørte han intet fra indklagede før kautionen var blevet udbetalt.

Bestemmelserne i kautionserklæringen er denne sag uvedkommende.

Indklagede skulle have haft 400.000 kr. men fik kun 350.000 kr. indbetalt, idet ejendomsmægleren formentlig efter aftale med indklagede beholdt 50.000 kr., som således ikke blev bogført hos indklagede.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet ved kendelse af 18. maj 1999 i sagen 354/1998 har taget stilling til klagerens påstand, idet Ankenævnet fastslog, at indklagede ikke havde handlet i strid med indgåede aftaler.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at engagementet var sikret ved pant i bl.a. virksomhedens ejendom og driftsmidler. Salget af aktiverne var forårsaget af, at engagementet var misligholdt og skete som led i afviklingen af virksomheden. Efter aftale blev salget af løsøre foretaget af klageren selv. Det afvises, at der blev indgået aftale om, at provenuet ved salget af aktiverne helt eller delvist skulle anvendes til nedbringelse af lånet med initiativkaution.

Klageren var bekendt med, at Hypotekbanken indfriede kautionsforpligtelsen, jf. skrivelserne af henholdsvis 15. september og 8. december 1998.

Det fremgik af kautionsforpligtelsen, at sikkerheder skulle afskrives på den del af engagementet, der ikke var sikret ved kaution.

Det afvises, at indklagede skulle have modtaget provenu, som ikke er blevet anvendt til nedskrivning af engagementet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at klagen angår den afregning, som indklagede foretog med sin skrivelse af 19. november 1999, og finder derfor, at klagen ikke med sikkerhed alene angår spørgsmål, som Ankenævnet i sin tidligere kendelse har taget stilling til.

Indklagedes påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.

Ankenævnet finder, at indklagedes afregning er sket i overensstemmelse med de aftaler, som parterne havde indgået vedrørende afvikling af klagerens engagement. Det bemærkes i denne forbindelse, at det ikke er godtgjort, at der skulle være indgået en aftale om, at provenuet ved salg af de pantsatte aktiver helt eller delvis skulle anvendes til nedbringelse af initiativkautionen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.