Effektuering af stop-loss i en situation, hvor kursen på schweizerfranc (CHF) pludselig steg betydeligt. Justering af automatisk genereret afregningskurs.
| Sagsnummer: | 57/2015 |
| Dato: | 14-12-2016 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Kjeld Gosvig-Jensen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rådgivning - investering
Valuta - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Effektuering af stop-loss i en situation, hvor kursen på schweizerfranc (CHF) pludselig steg betydeligt. Justering af automatisk genereret afregningskurs. |
| Indklagede: | Saxo Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører effektueringen af klagerens stop-loss ordre i en situation, hvor kursen på schweizerfranc (CHF) pludselig steg betydeligt. Justering af automatisk genereret afregningskurs.
Sagens omstændigheder
Klageren er bosiddende i Grækenland og er revisor.
Klageren blev kunde i Saxo Bank i november 2010. I den forbindelse udfyldte og underskrev han en kundeoprettelsesformular. Af formularen fremgik, at klageren blev klassificeret som en detailkunde, medmindre han selv valgte en anden klassifikation. Han anførte, at formålet med kundeoprettelsen var ”Growth (increase investment value over time while accepting price fluctions)”, at han ønskede at handle ”FX Spot, Stocks, Bonds og Managed Funds”, at han forventede at investere 50.000 - 100.000 EUR, og at han typisk foretog 0 - 5 handler om måneden. Af formularen fremgik endvidere blandt andet:
”…
Part 7 RISK DISCLOSURE (MANDATORY)
In order to comply with EU regulation i.e. the MiFID directive, Saxo Bank provides you with the Risk Disclosure statement on complex products below.
…
Foreign exchange trading (FOREX)
…
Foreign exchange is traded as a margin product, which means that you can invest more money than is avaible in your account by borrowing money from Saxo Bank. …
… Foreign exchange transactions are always made with Saxo Bank as counterparty, and Saxo Bank quotes prices on the basis of the prices that can be obtained in the market. …
As foreign exchange is margin traded, allowing you to take a larger position than you would otherwise be able to based on your funds with Saxo Bank, a relatively small negative or positive marked movement can have a significant effect on your investment. Foreign exchange trading therefore involves a relatively high level of risk. This makes the potential gain quite high, even if the deposits is relatively small. If your total exposure on margin trades exceeds your deposit, you risk losing more than your deposit.
…”
Længere nede i kundeoprettelsesformularen satte klageren hak i en boks, hvori han erklærede, at han havde læst og forstået risikoadvarslen vedrørende komplekse produkter.
I formularens afsnit 8 bekræftede han at have læst, forstået og accepteret bankens almindelige forretningsbetingelser (herunder erklæring om risiko), og at de almindelige forretningsbetingelser (herunder erklæring om risiko) med senere ændringer til enhver tid gjaldt for hans kundeforhold med Saxo Bank.
Klageren har oplyst, at han endvidere fik udleveret et dokument fra banken på græsk, som han har fremlagt i forbindelse med klagesagen. Han har oplyst, at overskriften på dokumentet kan oversættes til ”Summery of your Account”.
Klageren fik herefter oprettet en konto i engelske pund (GBP) med henblik på at handle på bankens handelsplatform (Saxotrader).
Klageren indsatte 70.000 GBP på kontoen som marginindbetaling og investerede for 2.000.000 GBP, hvilket ifølge det oplyste svarede til en gearing på ca. 28,6 %.
Banken har under sagen fremlagt data, hvoraf fremgår, at klageren, hver gang han loggede på handelsplatformen efter kundeforholdets etablering, blev mødt med en risikoadvarsel i henhold til MiFID-reglerne. Af risikoadvarslen fremgik, at klageren var klassificeret som en detailkunde, og at Forex Spot og Forex Forwards produkterne var ”Not Appropriate”.
I perioden fra 2011 til 2014 foretog klageren en række valutahandler via sin konto i banken.
Klageren har oplyst, at han foretog 167 valutahandler i 2011, 74 i 2012, 49 i 2013, 33 i 2014 og 3 i januar 2015, det vil sige i alt 326 valutahandler på fire år svarende til omtrent en handel hver fjerde dag.
Torsdag den 15. januar 2015 inden kl. 9.30 AM (GMT) havde klageren nogle positioner i valutakrydset EUR/CHF. Klageren havde spekuleret i, at kursen på CHF ville falde. Han havde indsat en stop-loss ordre på valutahandlerne på kurs 1,196.
Banken har oplyst, at den schweiziske nationalbank kl. 9.30 AM (GMT) uden varsel ophævede sin fastkurspolitik over for euroen, hvilket medførte en pludselig og kraftig stigning i kursen på CHF. Den voldsomme stigning i CHF-kursen betød, at klagerens valutaforretninger umiddelbart efter kl. 9.30 AM (GMT) automatisk blev lukket til en afregningskurs, der nogenlunde svarede til stop-loss kursen. Disse automatiske lukninger fremgik af bankens aktivitetslog.
Kl. 10.52 AM (GMT) sendte banken en generel mail ud til de kunder, der var berørt af den pludselige stigning i CHF, hvori den orienterede om, at kunderne måtte imødese en priskorrektion af de eksekverede handler.
Det fremgår af bankens aktivitetslog, at klageren loggede på handelsplatformen den 15. januar 2015 kl. 18.44 PM (GMT) og så de automatisk genererede afregningskurser.
Senere den 15. januar 2015 blev afregningskursen for klagerens valutaforretninger ændret til en afregningskurs på 0,9625, hvilket fremgik af bankens aktivitetslog kl. 21.46 PM (GMT). Ændringen af afregningskursen medførte, at klagerens tab blev betydeligt større end afregning til den automatisk genererede afregningskurs.
I en mail af 16. januar 2015 til klageren redegjorde banken nærmere for den ændrede afregningskurs og årsagerne hertil.
Søndag den 18. januar 2015 sendte banken en mail med overskriften ”Notice of formal demand for payment” til klageren, hvori den oplyste at nedlukningen af klagerens valutahandler den 15. januar 2015 havde resulteret i, at han efter fradrag af marginindbetalingen på kontoen skyldte banken 310.576 GBP og bad ham indbetale beløbet til banken den 23. januar 2015.
Klageren gjorde herefter over for banken indsigelse mod afregningskursen på 0,9625 og justeringen af den oprindelig meddelte afregningskurs.
Af bankens General Business Terms (almindelige forretningsbetingelser) gældende fra den 1. august 2014 fremgik blandt andet:
”…
2. RISK ACKNOWLEDGEMENT
2.1 The Client acknowledges, recognises and understands that trading and investments in leveraged as well as non-leveraged Contracts is:
i highly speculative;
ii and
iii is appropriate only for persons who, if they trade on margin, can assume risk of loss in excess of their margin deposit.
2.2 The Client acknowledges, recognizes and understands that:
i because of the low margin normally required in Margin Trades, price changes in the underlying asset may result in significant losses, which may substantially exceed the Client's investment and margin deposit;
ii
iii the Client warrants that the Client is willing and able, financially and otherwise, to assume the risk of trading in speculative investments;
iv the Client agrees not to hold Saxo Bank responsible for losses incurred as a consequence of Saxo Bank carrying the Client's account and following its recommendations or suggestions or those of its employees, associates or representatives, unless Saxo Bank has exercised gross negligence in connection herewith; …
…
5. SERVICES
…
5.3 Orders may be placed as market orders to buy or sell as soon as possible at the price obtainable in the market, or on selected products as limit and stop orders to trade when the price reaches a predefined level. Limit orders to buy and stop orders to sell must be placed below the current market price, and limit orders to sell and stop orders to buy must be placed above the current market price. If the bid price for sell orders or ask price for buy orders is reached, the order will be filled as soon as possible at the price obtainable in the market. Limit and stop orders are executed consistent with "Saxo Bank's Best Execution Policy" and are not guaranteed executable at the specified price or amount, unless explicitly stated by Saxo Bank for the specific order. For further information on order types please refer to Saxo Bank's website.
…
DEALS BETWEEN SAXO BANK AND THE CLIENT
…
6.12 It is possible that errors may occur in the prices of transactions quoted by Saxo Bank. In such circumstances, without prejudice to any rights it may have under Danish law, Saxo Bank shall not be bound by any Contract which purports to have been made (whether or not confirmed by Saxo Bank) at a price which:
i Saxo Bank is able to substantiate to the Client was manifestly incorrect at the time of the transaction; or
ii was, or ought to have reasonably been known by the Client to be incorrect at the time of the transaction.
In which case Saxo Bank reserves the right to either 1) cancel the trade all together or 2) correct the erroneous price at which the trade was done to either the price at which Saxo Bank hedged the trade or alternatively to the historic correct marketprice.
…
16 MARKET MAKING
...
16.4 When acting as a Market Maker, Saxo Bank will under normal market circumstances quote the Client bid and ask prices.
16.5 In order for Saxo Bank to quote prices with the swiftness normally associated with speculative trading, Saxo Bank may have to rely on available price or availability information that may later prove to be faulty due to specific market circumstances, for instance, but not li-mited to, lack of liquidity in or suspension of an asset or errors in feeds from information providers or quotes from Counterparties. If so and if Saxo Bank has acted in good faith when providing the price to the Client, Saxo Bank may cancel the trade with the Client but shall do so within reasonable time and shall provide the Client with a full explanation for the reason for such cancellation.
…
21. DEFAULT AND DEFAULT REMEDIES
…
21.5 Upon the occurrence of an Event of Default, Saxo Bank shall at its discretion be entitled to: …
vii close-out all Contracts and net all the Client's and Saxo Bank's obligations towards each other as of the date fixed by Saxo Bank with effect to third parties.
…
30. GOVERNING LAW AND CHOICE OF JURISDICTION
30.1 The Client relationship and Terms are subject to and shall be construed in accordance with Danish law as the sole and exclusive governing law.
…
31. MISCELLANEOUS
…
31.4 Furthermore, Saxo Bank is entitled in its reasonable opinion to determine that an emergency or an exceptional market condition has occurred. Such conditions shall include, but are not limited to, the suspension or closure of any market or the abandonment or failure of any event to which Saxo Bank relates its quote or the occurrence of an excessive movement in the level of any Margin Trade and/or underlying market or Saxo Bank's reasonable anticipation of the occurrence of such a movement. In such cases Saxo Bank may increase its margin requirements, reduce the Client's exposure, close any or all of the Client's open Margin Trades and/or suspend trading.
…
RISK DISCLOSURE FOR TRADES IN FOREIGN EXCHANGE AND DERIVATES (INCLUDIND CFD’S, FUTURES AND OPTIONS)
This brief statement, which constitutes an addition to the Terms, does not disclose all of the risks and other significant aspects of trading foreign exchange and derivatives. In consideration of the risks, you should enter into transactions with the mentioned products only if you understand the nature of the contracts and the contractual legal relationship into which you are entering and the extent of your exposure to risk. Transactions in foreign exchange and derivatives are not suitable for many members of the public. You should carefully consider whether transacting is appropriate for you in light of your experience, objectives, financial resources and other relevant circumstances.
…
FOREIGN EXCHANGE AND DERIVATIVES
1 Effect of "Leverage" or "Gearing"
Transactions in foreign exchange and derivatives carry a high degree of risk. The amount of initial margin may be small relative to the value of the foreign exchange or derivatives contract so that transactions are "leveraged" or "geared". A relatively small market movement will have a proportionately larger impact on the funds you have de-posited or will have to deposit; this may work against you as well as for you. You may sustain a total loss of initial margin funds and any additional funds deposited with Saxo Bank to maintain your position. If the market moves against your position and/or margin requirements are increased, you may be called upon to deposit additional funds on short notice to maintain your position. Failing to comply with a request for a deposit of additional funds, may result in closure of your position(s) by Saxo Bank on your behalf and you will be liable for any resulting loss or deficit.
2 Risk-reducing Orders or Strategies
The placing of certain orders (e.g. "stop-loss" orders, where permitted under local law, or "stop-limit" orders), which are intended to limit losses to certain amounts, may not be adequate given that markets conditions make it impossible to execute such orders, e.g. due to illiquidity in the market. …
…”
Den 7. juli 2015 gav Finanstilsynet Saxo Bank nogle påtaler for bankens håndtering af CHF-hændelsen den 15. januar 2015 i forhold til reglerne om investorbeskyttelse. Heraf fremgik blandt andet:
”…
Nedlukning af kunders CHF-positioner og justering af kurser
…
Det er Finanstilsynets vurdering, at et aftalevilkår, der giver en finansiel virksomhed ret til at ændre i afregningspriser under nogle nærmere specificerede vilkår, ikke i sig selv er i strid med reglerne om, at en finansiel virksomhed skal handle redeligt og professionelt over for sine kunder. Hvorvidt de aftaleretlige betingelser for, at banken kan ændre i kursen, er opfyldt i den konkrete sag vil imidlertid være et spørgsmål, som må afklares ved Pengeinstitutankenævnet eller ved domstolene.
For så vidt angår eksekveringen af CHF-ordrer i markedet har Saxo Bank oplyst, at stort set alle bankens handler er eksekveret via EBS, som var den eneste mulighed, da alle bankens andre likviditetsstillere ophørte med at stille eksekverbare priser. Finanstilsynet har ikke fundet grundlag for at fastslå, at Saxo Bank derved har handlet i strid med reglerne om best execution.
Derudover er det Finanstilsynets vurdering, at metoden, som Saxo Bank har fremlagt og anvendt til at fastsætte de korrigerede afregningskurser for de berørte kunder, bidrager til en ligebehandling mellem kunderne og ikke ensidigt varetager bankens interesser. Finanstilsynet finder derfor, at metoden ikke strider mod reglerne om, at en værdipapirhandler skal handle redeligt og professionelt.
…
Orientering om ukorrekte priser ved stop-out
…
Finanstilsynet finder derimod, at i tilfælde hvor en kunde har indlagt en stop ordre/limiteret ordre, har kunden aktivt placeret en ordre, og har således en berettiget forventning om, at ordren vil blive gennemført. Kunden skal derfor, jf. investorbeskyttelsesbekendtgørelsens § 27, stk. 1, nr. 3, straks oplyses om væsentlige problemer med at udføre ordren.
…
Finanstilsynet finder, at en notifikation til kunden om, at der var problemer med at udføre ordren, kunne have været udsendt automatisk få minutter efter, at disse problemer var erkendt. En notifikation til kunden 1 time og 23 minutter efter ordreafgivelsen opfylder efter Finanstilsynets vurdering ikke kravet om straks at oplyse kunden om eventuelle problemer med at udføre ordren. …
I denne vurdering forholder Finanstilsynet sig ikke til, hvorvidt en hurtigere information til kunderne kunne have haft betydning for kundernes mulighed for at minimere deres tab, idet dette ikke har betydning for fortolkning af bestemmelsen.
Finanstilsynet påtaler, at Saxo Bank ikke straks orienterede de detailkunder, der havde placeret stop/limit ordrer i CHF om, at der var væsentlige problemer med at udføre stop/limit ordrerne til den af kunderne angivne kurs.
…”
Klageren har oplyst, at han ligeledes var kunde hos en amerikansk broker, hvor han havde foretaget nogle tilsvarende valutahandler med stop-loss ordrer, og at hans konto hos dette selskab efter den pludselige stigning i CHF den 15. januar 2015 viste en skyld på 232.848 EUR. Efter at have klaget til selskabet, valgte selskabet at eftergive ham hele gælden.
Parternes påstande
Den 16. februar 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Saxo Bank skal frafalde sit krav mod ham og tilbagebetale de 70.000 GBP, som han indskød på sin konto ved kundeforholdets etablering.
Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken har handlet ansvarspådragende, idet han blev vildledt om risikoen ved valutahandler og om hans muligheder for at afværge tab ved brug af stop-loss ordrer.
Han var uddannet revisor og havde forstand på tal og regnskaber, men han havde ikke nogen viden om valutamarkederne og risikoen ved valutahandel. På grund af den økonomiske krise i Grækenland og risikoen for en græsk statsbankerot valgte han alternative investeringsmuligheder, og det var hans hensigt at tjene penge til at finansiere sine børns uddannelse ved at foretage investeringsforretninger blandt andet i Saxo Bank.
Da han underskrev kundeoprettelsesformularen, fik han ikke udleveret bankens almindelige forretningsbetingelser. Han fik i stedet af Saxo Bank i Grækenland udleveret et græsk dokument. Han hæftede sig ved en passus i dokumentet, som kan oversættes på følgende måde til engelsk: ”Summary of Your Account”, og herunder var anført: ”a stop order is used mainly to protect the investor by closing a position that has moved in a direction other than that hoped for the investor.”
Fra kundeforholdets etablering og indtil den 15. januar 2015 havde han tabt begrænsede beløb på sine investeringer og anvendt stop-loss ordrer til at begrænse risikoen.
Han havde indsat en stop-loss ordre på kurs 1,196 på de valutapositioner, som var åbne om morgenen den 15. januar 2015. Dette svarende ifølge hans beregninger til en tabsrisiko på maksimum 8.000 GBP. Det viste sig efterfølgende, at tabet blev opgjort til ca. 382.000 GBP og efter fradrag af marginindbetalingen til ca. 310.000 GBP.
Banken har ikke opfyldt sine forpligtelser i henhold til MiFID-reglerne.
Banken oplyste ikke om den risiko, som han rent faktisk påtog sig, herunder at tabet kunne blive væsentlig større end hans marginindbetaling. Bankens aftaler var uoverskuelige og uigennemsigtige, og den tillod ham uden videre at handle meget komplekse og uigennemskuelige produkter, hvorved han blev udsat for en meget stor tabsrisiko.
Han har ikke modtaget behørige advarsler om de forretninger, som han indgik. Banken kunne have illustreret tabsrisikoen med nogle simple eksempler/demonstrationer på sin hjemmeside, hvorved det blev illustreret, hvilken risiko han rent faktisk påtog sig.
Banken undlod at oplyse ham om, at muligheden for at opnå en gevinst ved valutahandler var mindre, end hvis han i stedet havde anvendt sit oprindelige indskud i banken til at spille for i et kasino.
På grund af bankens manglende oplysninger og opgørelser over risikoen ved valutahandler skjulte den over for Finanstilsynet, hvilke investeringsforretninger som den rent faktisk tilbød detailkunder. Disse investeringsforretninger var ikke hensigtsmæssige for størstedelen af kunderne, men tilsynet havde ikke mulighed for at gribe ind.
Hans valutaforretninger blev i første omgang lukket ned til stop-loss kursen, og han er uforstående over for, at bankens back-office efterfølgende kunne justere afregningskursen.
Banken har ikke dokumenteret, at den afregningskurs, som hans valutahandler blev korrigeret til, og den metode, som banken anvendte til at fastsætte de justerede afregningskurser, ikke behandlede kunder, der havde afgivet forskellige typer ordrer, forskelligt, og at banken ikke varetog sine egne interesser.
Umiddelbart efter CHF-hændelsen den 15. januar 2015 forhøjede banken sine marginkrav blandt andet for kunder, der ville foretage valutahandler. Såfremt banken som den professionelle part havde foretaget en mere præcis risikovurdering og allerede inden den 15. januar 2015 havde stillet krav om en højere marginindbetaling, ville han ikke have haft mulighed for at have åbne forretninger i den størrelsesorden, som han havde. Hans tab kunne derfor være blevet betydelig mindre eller kunne eventuelt helt være undgået.
Det forhold, at den amerikanske broker, hvor han ligeledes var kunde, efter CHF-hændelsen valgte at eftergive ham en gæld på ca. 230.000 EUR understøtter nødvendigheden af hans klage over Saxo Bank i en tilsvarende situation.
Saxo Bank har blandt andet anført, at klageren ikke har dokumenteret, at banken har handlet ansvarspådragende over for ham.
Klageren er uddannet revisor og har indsigt i det finansielle marked, ligesom han har en betydelig erfaring med at foretage valutahandler.
Banken har både i kundeoprettelsesformularen og i sine almindelige forretningsbetingelser på fyldestgørende måde informeret om risikoen ved at foretage valutahandler, når transaktionerne handles på margin/som gearede forretninger og om, at kunden kan risikere at lide betydelige tab, som væsentlig kan overstige kundens investering og marginindbetaling.
Det bestrides, at banken har udleveret dokumenter til klageren, der er i modstrid med dette aftalegrundlag.
Banken har ligeledes fulgt MiIFID-reglerne. Klageren blev klassificeret som en detailkunde og blev hver gang han loggede på bankens handelsplatform mødt med en risikoadvarsel om, at Forex Spot og Forex Forwards forretninger ikke var hensigtsmæssige produkter for ham.
Ankenævnet har i nogle tidligere afgørelser fundet, at bankens risikoinformation til sine kunder var fyldestgørende. Endvidere konkluderede Finanstilsynet i 2010, efter at banken foretog nogle ændringer i sine almindelige forretningsbetingelser, at de var i overensstemmelse med de gældende regler om risikoinformation.
Det følger af bankens almindelige forretningsbetingelser, at placeringen af stop-loss ordrer, som har til formål at begrænse tab, muligvis ikke er tilstrækkelige, idet markedsforhold kan gøre det umuligt at føre sådanne ordrer ud i livet, f.eks. grundet illikviditet i markedet.
Banken har adgang til at lukke en kundes positioner ned, når niveauet for en eventuelt forud fastsat kurs nås (stop-loss), ligesom banken har adgang til at lukke en kundes positioner ned (stop-out), når kunden ikke kan opfylde sit marginkrav.
Banken har ligeledes i sine almindelige forretningsbetingelser forbeholdt sig adgang til at justere afregningskursen og har overfor Finanstilsynet udførligt redegjort for den metode, som banken anvendte til at fastsætte de justerede afregningskurser. Afregningsmetoden er beskrevet i den af banken fremlagte påtale af 7. juli 2015 fra Finanstilsynet. Det fremgår heraf, at Finanstilsynet fandt, at metoden bidrog til en ligebehandling mellem kunderne og ikke ensidigt varetog bankens interesser.
Den justerede afregningskurs afspejler den reelle markedskurs og dermed den kurs, som klageren var berettiget til. Banken informerede allerede kl. 10.52 AM (GMT) klageren om, at der ville ske en justering af den oprindelig udmeldte afregningskurs, og klageren har ikke dokumenteret at have handlet i tillid hertil. Der er tale om, at klageren er blevet skuffet i sine forventninger, og skuffede forventninger erstattes ikke efter dansk ret.
Det af klageren anførte om, at Saxo Bank ligeledes er forpligtet til at eftergive ham gælden opstået i forbindelse med CHF-hændelsen i januar 2015, fordi en amerikansk broker har eftergivet ham gælden i en tilsvarende situation, bestrides. Efter bankens opfattelse ville den tværtimod ikke behandle sine kunder ens, hvis den tilbød enkelte af sine kunder at eftergive dem gælden.
Ankenævnets bemærkninger
På grundlag af det foreliggende kontraktmateriale samt det oplyste om, at klageren hver gang han loggede på bankens handelsplatform fik en risikoadvarsel, hvori det blandt andet var anført, at Forex Spot og Forex Forwards produkter ikke var hensigtsmæssige for ham, finder Ankenævnet, at klageren måtte indse, at der bestod en væsentlig risiko for tab på de valutaforretninger, som han foretog via Saxo Bank.
Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at banken har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et rådgivningsansvar. Ankenævnet kan derfor ikke pålægge banken at frafalde sit krav mod klageren og tilbagebetale de 70.000 GBP, som han indskød på sin konto ved kundeforholdets etablering.
Klageren, der ifølge det oplyste jævnligt siden 2011 havde foretaget valutahandler på bankens handelsplatform, havde indsat en stop-loss ordre på sine valutahandler i valutakrydset EUR/CHF på kurs 1,196.
Den 15. januar 2015, hvor CHF pludselig steg brat, blev klagerens valutapositioner umiddelbart efter kl. 9.30 AM (GMT) automatisk lukket til en afregningskurs, der nogenlunde svarede til stop-loss kursen.
Kl. 10.52 AM (GMT) sendte banken en generel mail ud til de kunder, der var berørt af den pludselige stigning i CHF, hvori den orienterede om, at kunderne måtte imødese en priskorrektion af de eksekverede handler.
Det fremgår af bankens aktivitetslog, at klageren loggede på handelsplatformen den 15. januar 2015 kl. 18.44 PM (GMT) og så de automatisk genererede afregningskurser.
Senere den 15. januar 2015 blev afregningskursen for klagerens valutaforretninger ændret til en afregningskurs på 0,9625, hvilket fremgik af bankens aktivitetslog kl. 21.46 PM (GMT). Ændringen af afregningskursen medførte, at klagerens tab blev betydeligt større end afregning til den automatisk genererede afregningskurs.
Banken havde ikke garanteret effektuering til kurs 1,196, jf. punkt 5.3 i bankens Almindelige forretningsbetingelser. Tværtimod fremgår det af punkt 16.5, jf. punkt 6.12, at banken, hvis den har været nødt til at disponere på baggrund af oplysninger om kurser og disponibilitet, der efterfølgende viser sig at være fejlagtige på grund af særlige markedsforhold, f.eks. manglende likviditet, forbeholder sig ret til at annullere handlen/korrigere den først meddelte afregningskurs. Endvidere forbeholder banken sig under særlige markedsforhold ret til at forøge sine marginkrav, reducere kundens eksponering, lukke en eller flere af kundens åbne marginhandler og/eller suspendere handlen, jf. punkt 31.4.
Ankenævnet lægger i overensstemmelse med vurderingen i Finanstilsynets påtale af 7. juli 2015 til Saxo Bank til grund, at den af banken anvendte metode til at fastsætte de korrigerede afregningskurser bidrog til en ligebehandling af bankens kunder og ikke ensidigt varetog bankens interesser. På den baggrund finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at banken ved den anvendte metode forsøgte at opnå det efter omstændighederne bedste resultat for klageren.
Ankenævnet finder således ikke, at klageren har krav på afregning af valutahandlerne til stop-loss kursen/den afregningskurs, som automatisk blev genereret, men må acceptere at banken korrigerede afregningskursen som beskrevet i Finanstilsynets påtale af 7. juli 2015. Ankenævnet kan derfor heller ikke pålægge banken at nedsætte sit krav mod klageren som følge af den korrigerede afregningskurs.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.