Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Omkostninger ved formuepleje af pensionsmidler.

Sagsnummer: 127 /2014
Dato: 05-11-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Karin Sønderbæk
Klageemne: Puljepension - øvrige spørgsmål
Omkostninger - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Omkostninger ved formuepleje af pensionsmidler.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser om for høje omkostninger ved formuepleje af pensionsmidler.

Sagens omstændigheder

Den 17. august 2012 underskrev klageren en aftale med Jyske Bank om Jyske Pengepleje Pension vedrørende to pensionsdepoter med værdi på i alt 1.543.000 kr. Der var tale om henholdsvis en kapitalpension, senere alderspension, og en ratepension. Ifølge aftalen blev Jyske Bank bemyndiget til at investere midlerne inden for klagerens risikoprofil, der blev benævnt ”Stabil”. Midlerne ville blive placeret i en afdeling af Jyske Invest med samme risikoprofil. I øvrigt fremgår blandt andet, at ”Der er udarbejdet et fuldstændigt samt et forenklet prospekt for afdelingerne, som jeg kan få udleveret eller finde på JyskInvest.dk.”

Af bankens udbudsmateriale (brochure) vedrørende Jyske Pengepleje Pension fremgår blandt andet:

”…

Hvad skal du betale?

På jyskebank.dk/pengepleje kan du se ÅOP (årlige omkostninger i procent), der er din pris for Jyske Pengepleje Pension. Prisen indeholder blandt andet provision, handelsomkostninger og et årligt gebyr på 5 %, hvis du får positivt afkast. Får du ikke positivt afkast, skal du ikke betale de 5 %.

…”

Af Prospekt for Investeringsforeningen Jyske Invest fremgår blandt andet:

”…

27 Aftaler om investeringsrådgivning

27.1. Aftale med Jyske Bank A/S

Jyske Invest Fund Management A/S har indgået aftale om investeringsrådgivning med foreningens depotselskab Jyske Bank A/S hvis hovedaktivitet er bankdrift.

Herfor betales for hver afdeling et rådgivningshonorar, som beregnes ud fra den gennemsnitlige kursværdi af afdelingernes investeringsbeviser. Der henvises til oplysninger under de enkelte afdelinger.

Dertil kommer, for afdelingerne Pensionspleje – Dæmpet, Pensionspleje – Stabil, Pensionspleje – Balanceret og Pensionspleje – Vækst, et honorar der er afhængig af afkastet, og som udgør 5 % af den enkelte afdelings positive afkast, dog maksimalt svarende til 8,5 % af den enkelte afdelings gennemsnitlige formue, jf. vedtægternes § 23. Det afkastafhængige honorar beregnes dagligt og korrigeres løbende i den indre værdi.

Hvis den enkelte afdelings indre værdi er faldet efter beregningen af det afkastafhængige honorar, kan et nyt afkastafhængigt honorar først beregnes, når tabet igen er indhentet og den indre værdi igen overstiger den tidligere højeste indre værdi, som det afkastafhængige honorar er beregnet af – det såkaldte Højdemærke (High-water Mark). Højdemærket fremskrives løbende og er ikke begrænset til et enkelt år.

…”

Banken har fremlagt en oversigt, der viser, at pensionsmidlerne den 21. august 2012 blev placeret i henholdsvis 7.961 stk. og 5.978 stk., i alt 13.939 stk. investeringsbeviser i Jyske Invest Pensionspleje – Stabil. Investeringsbevisernes indre værdi var da 110,210 kr. pr. investeringsbevis. Den højeste indre værdi i afdelingens daværende levetid – det såkaldte Højdemærke (High-water Mark) var 110,356.

Højdemærket var uændret indtil den 3. oktober 2012, hvor den indre værdi og dermed højdemærket steg til 110,359 kr. pr. investeringsbevis. Stigningen medførte et honorar til banken på 1,24 kr. på alderspensionen og 0,93 kr. på ratepensionen.

Den 4. oktober 2012 steg den indre værdi og dermed højdemærket yderligere til 110,364 kr. pr. investeringsbevis, hvilket medførte et honorar til banken på henholdsvis 1,98 kr. og 1,49 kr.

Nogle af investeringsbeviserne blev solgt omkring 2012/2013 og 2013/2014. I begyndelsen af 2014 var beholdningen nedbragt til henholdsvis 4.887 stk. og 5.188 stk., i alt 10.075 stk.

Pr. den 30. juni 2014 var den indre værdi 119,992 kr. og højdemærket 120,007 kr. pr. investeringsbevis. Det samlede honorar til banken indtil dette tidspunkt udgjorde i alt 3.609,37 kr. på alderspensionen og 2.909,91 kr. på ratepensionen, i alt 6.519,28 kr.

Ved e-mail af 18. marts 2014 til banken anmodede klageren om en forklaring og et regnskab for omkostningerne ved aftalen. Klageren anførte, at der som minimum skulle ”laves en beregning hver gang der sælges papirer fra mit depot, når kursen er under det kursniveau, hvoraf der er betalt de 5 %, ellers er det jo det rene ”tag selv bord” for JB.”

Banken svarede, at den ikke foretog værdipapirhandler på klagerens depoter, idet midlerne var placeret i Investeringsforeningen Jyske Invest, hvorfra banken modtog honoraret på 5 % af afkastet på investeringsbeviserne.

Parternes påstande

Den 14. april 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal yde en refusion af omkostninger på pensionsplejeaftalen.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han indgik aftalen i tillid til bankens oplysning om, at der kun skulle betales provision på 5 % til Jyske Bank af overskuddet i pensionspuljen Stabil.

Tilsyneladende kommer han imidlertid til at betale en betydeligt højere provision til banken. Ved køb af et værdipapir til kurs 110,65, hvorpå kursen efterfølgende stiger til kurs 118,65 betales der 5 % eller 40 øre til banken. Hvis værdipapiret efterfølgende falder til kurs 114,65 og bliver solgt til denne kurs modtager han imidlertid ingen refusion af det for meget betalte, svarende til 20 øre. Banken opnår herved en provision på 10 % og ikke som lovet i udbudsmaterialet 5 %.

På baggrund af antallet af værdipapirer i ordningen kan den for meget betalte provision beløbe sig til betydelige beløb.

Han indgik i ordningen med en vis skepsis, men bankens pensionsrådgiver forsikrede ham om, at regnskaberne var så åbne, at han ville kunne ”se helt ned i frimærkekassen”. Han har imidlertid mange gange forgæves anmodet om at få et regnskab.

Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstand anført, at sagen bør henvises til Ankenævnet for Investeringsfonde. Det afkastafhængige honorar på 5 % er uafhængigt af klagerens aftale med Jyske Bank om produktet Pengepleje Pension og udgør altid en del af de aftalevilkår, man indgår ved investering i et af pensionsprodukterne i investeringsforeningen Jyske Invest, uanset kundeforholdet til banken, jf. prospektet for Investeringsforeningen Jyske Invest.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren løbende har betalt afkastafhængigt honorar af kursstigninger på investeringen, og alene af kursstigninger, som overgår tidligere kursstigninger i produktets levetid. Det fremgår hverken af aftalen eller udbudsmaterialet, at honoraret refunderes, hvis kursen på produktet efterfølgende måtte falde.

Klageren har tilsyneladende misforstået principperne for beregningen af det afkastafhængige honorar.

Ankenævnets bemærkninger

I 2012 indgik klageren en aftale med Jyske Bank om Jyske Pengepleje Pension, hvorefter hans pensionsmidler blev placeret i investeringsbeviser i Jyske Invest Pensionspleje – Stabil. Som en del af vederlaget for aftalen modtog banken fra Jyske Invest et honorar på 5 % af afkastet på investeringsbeviserne.

En eventuel klage over størrelsen af den del af afkastet på klagerens investeringsbeviser, som Investeringsforeningen Jyske Invest har afregnet til Jyske Bank, hører under Ankenævnet for Investeringsfonde.

Ankenævnet kan imidlertid behandle klagen for så vidt angår omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af pensionsplejeaftalen mellem klageren og banken, og klagerens påstand om, at banken er forpligtet til at godtgøre ham en del af honoraret, som banken har modtaget fra Jyske Invest, og som vedrører afkastet på hans investeringsbeviser.

Banken får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning.

I perioden fra indgåelsen af aftalen i august 2012 til juni 2014 steg den indre værdi og det såkaldte højdemærke på klagerens oprindeligt knap 14.000 stk. investeringsbeviser med cirka 10 kr. pr. stk. I samme periode har det afkastafhængige honorar udgjort i alt cirka 6.500 kr. På den baggrund finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at Jyske Bank ikke har modtaget vederlag i forbindelse med pensionsplejeaftalen med klageren der overstiger de 5 %, som banken ifølge aftalen og det tilknyttede prospekt- og udbudsmateriale var berettiget til.

Ankenævnet kan ikke påtage sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.