Forrentning af konti med betydeligt indestående tilhørende en senil dement.
| Sagsnummer: | 289/1996 |
| Dato: | 02-04-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Just, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Forrentning af konti med betydeligt indestående tilhørende en senil dement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klagerne i nærværende sag er arvingerne til en den 12. juli 1995 afdød kunde A hos indklagede. A blev 93 år.
Ved sin død havde A hos indklagedes Frederiksbjerg afdeling en aktionærkonto og en grundkonto. Kontienes saldi har udviklet sig således:
Grundkonto | ||
31.12.91 | 149.381,34 | 242.274,88 |
Indklagede har om forrentningen oplyst, at grundkontoen siden 1989 fulgte forrentningen af indlånsmidler med 3 måneders opsigelse, selv om der var tale om en anfordringskonto. Om kontienes rentesats er i øvrigt oplyst:
31.12.91 | 4,0% | 6,25% |
A havde hos afdelingen et værdipapirdepot, hvis indhold bortset fra nominelt 10.000 aktier i indklagede, bestod af obligationer. Af depotudskrifter fremgår, om udviklingen af kursværdien af depotets obligationer følgende:
31.12.91: | 1.004.658,00 kr. |
Indklagede har oplyst, at seneste køb til depotet var et køb af 200.000 kr. Danske Stats 10% 1994 i oktober 1992. Indklagede har udarbejdet en oversigt over udtrukne obligationer, der viser, at afdøde i 1993 fik udtrukket nominelt 70.000 kr. og i 1994 497.000 kr., medregnet de i oktober 1992 købte statspapirer. I 1995 blev der udtrukket 91.000 kr.
Den 19. oktober 1992 underskrev A en fuldmagt til RI, der er én blandt arvingerne. Ifølge fuldmagten kunne RI på A's vegne disponere over indeståendet på A's konti hos indklagede. Fuldmagten var ikke tilbagekaldt ved A's død.
Ved skrivelse af 3. juni 1994 rettede indklagede henvendelse til A vedrørende forrentningen af A's indestående. Af skrivelsen fremgår:
"De har igennem længere tid haft et stort indestående på Deres konti hos.
Vi kan nu tilbyde Dem at indskyde beløbet på en "pluskonto", hvorpå De kan opnå en rente på 5% på indestående over kr. 100.000.
Vi anbefaler derfor, at De kontakter os i næste uge, således at De kan få overført det beløb, der passer Dem. Beløbet vil altid kunne hæves uden nogen form for varsel, og De opnår alligevel den høje rente.
De skal kontakte os senest den 10/6 hvis De ønsker oprettet en Pluskonto."
Indklagede har oplyst, at man efter A's død overførte 1 mio. kr. til en konto med en rentesats på 2% svarende til satsen for advokatklientkonti.
Arvingen RI har over for Ankenævnet oplyst, at hun fik fuldmagt til at hæve penge til betaling af A's udgifter til husleje og daglige fornødenheder. RI kom fra da af fast i afdelingen hver måned. RI har ikke modtaget nogen form for korrespondance fra indklagede forinden A's død.
Dødsboet har den 22. juli 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Boet har anført, at afdødes åndsevner i de sidste år var betydelig svækket af en fremadskridende senil demens. I 1991 måtte hun overflyttes til et plejehjem, idet hun var til fare for sig selv. Arvingen PSC var i marts 1991 med afdøde i indklagedes afdeling. Afdøde havde da igennem længere tid været af den opfattelse, at hun var meget fattig, hvilket havde ført til, at hun ikke mente at have tilstrækkelige midler til at købe mad. PSC tog afdøde med til indklagedes afdeling for der at overbevise hende om det urigtige i denne opfattelse. To navngivne medarbejdere i afdelingen, som havde et indgående kendskab til afdødes kundeforhold, forsøgte at oplyse afdøde om størrelsen af formuen. Indklagede kan efter dette tidspunkt ikke have været i tvivl om, at afdøde havde mistet grebet om sin økonomi. Indklagede burde derfor have sørget for, at afdøde fik en ordentlig forrentning af sit betydelige indestående. Efter at afdøde havde meddelt fuldmagt til en af arvingerne, RI, burde indklagede have taget kontakt til denne med henblik på en drøftelse af afdødes formueforhold, men dette er efter det oplyste ikke sket. Indklagede burde endvidere i juni måned 1994 af egen drift have ændret afdødes konto til en pluskonto, som der efter det oplyste ikke var nogen bindinger til. Der er ikke oplyst særlige grunde til, at afdøde skulle undlade at tage imod en 20 dobling af renten. Indklagede har ikke bestridt, at man var vidende om, at afdøde de sidste år ikke var i stand til at handle fornuftsmæssigt.
Indklagede har anført, at der ikke er udvist fejl eller forsømmelser ved behandlingen af afdødes engagement. Frem til efteråret 1992 var formuen investeret i en hensigtsmæssig balance mellem obligationer og anfordringsmidler. Denne balance blev forrykket, da konverteringsbølgen påvirkede afdødes obligationsbeholdning med store udtrækninger i slutningen af 1993 og i 1994, hvortil kom, at statsobligationerne på 200.000 kr. udløb. Afdødes fuldmægtig reagerede ikke herpå. Indklagede forsøgte at træffe aftale om bedre forrentning af afdødes konto; uden reaktion på henvendelsen fra juni 1994 måtte afdelingen gå ud fra, at forholdene var tilfredsstillende. Sagen angår ikke manglende rådgivning af en person, som ikke længere er i stand til at varetage sine interesser. Selv om indklagede måtte have en særlig rådgivningspligt i en sådan situation, er denne pligt uden betydning, da man havde vished for, at et familiemedlem tog vare på afdødes interesser. Det følger af almindelige aftaleretlige regler, at indklagede ikke har hverken ret eller pligt til på egen hånd at overføre beløb fra en konto til en anden eksisterende eller nyoprettet konto. Dette gælder, uanset om formålet måtte være at yde kontohaver en bedre forrentning. Det følger endvidere af Ankenævnets kendelse i sag nr. 295/1993. Det samme gør sig gældende med hensyn til individuelle renteændringer på eksisterende konti.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Niels Waage, Ole Just og Leif Nielsen - udtaler:
Vi finder, at der påhviler et pengeinstitut en almindelig pligt til som led i rådgivning af kontohavere med et indestående på lavt forrentede konti af en størrelsesorden som i nærværende sag til at henlede sådanne kontohaveres opmærksomhed på alternativ placering af kontienes indestående.
Indklagede opfyldte for så vidt denne pligt ved at sende skrivelsen af 3. juni 1994 til A. Det lægges imidlertid til grund, at indklagede var bekendt med, at A var stærkt dement, og at der af denne grund var givet et familiemedlem fuldmagt til at disponere over hendes konti. Indklagede burde derfor have sikret sig, at fuldmægtigen var bekendt med det råd, der blev givet A ved skrivelsen af 3. juni 1994, f.eks. ved at sende fuldmægtigen en kopi af skrivelsen. Dette ses efter de foreliggende oplysninger ikke at have være tilfældet. Det er nærliggende at antage, at fuldmægtigen - såfremt denne havde været bekendt med skrivelsen af 3. juni 1994 - ville have medvirket til, at indeståendet på klagerens grundkonto og aktionærkonto var blevet forrentet i overensstemmelse med det tilbud, der var indeholdt i skrivelsen. Vi stemmer derfor for, at indklagede bør yde boet en rentekompensation, der fastsættes som nedenfor bestemt.
2 medlemmer - Ole Reinholdt og Erik Sevaldsen - udtaler:
Vi finder ikke, at der er udvist fejl eller forsømmelser ved indklagedes rådgivning i nærværende sag. Indklagede har opfyldt sine forpligtelser ved at henlede kontohavernes opmærksomhed på alternative placeringsmuligheder.
Vi finder endvidere ikke, at indklagede uden udtrykkelig aftale havde været berettiget til at fremsende korrespondance m.v. til andre end kontohaveren.
Som sagen er forelagt Ankenævnet, måtte indklagede i øvrigt gå ud fra, at familien af egen drift tog vare på afdødes interesser. Vi lægger herved navnlig vægt på, at arvingen PSC i marts 1991 selv var med til mødet i indklagedes afdeling, hvortil kommer, at heller ikke RI, der fast kom i banken hver måned, på noget tidspunkt har fundet anledning til at tage forrentningen af afdødes indestående op til drøftelse med indklagede. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Efter det anførte
Indklagede bør inden 4 uger yde boet en rentekompensation, der fastsættes således, at boet stilles som om indeståenderne på A's grund- og aktionærkonti havde været overført til en Pluskonto pr. 10. juni 1994. Klagegebyret tilbagebetales klageren.