Nedsættelse af egenudbetaling i udbetalingsperioden ved udbetaling med fast grundrente.
| Sagsnummer: | 91/1994 |
| Dato: | 12-12-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Simonsen, Peter Stig Hansen, Ole Just, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Indekskonto - udbetalingsperiodens længde
|
| Ledetekst: | Nedsættelse af egenudbetaling i udbetalingsperioden ved udbetaling med fast grundrente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I 1970 oprettede klageren seks indekskontrakter hos indklagede. Udbetalingsperioden var aftalt til ti år. Ifølge aftalen skulle indekskontrakterne forrentes med indklagedes højeste indlånsrente, der angaves at være p.t. 9% p.a. samt en overrente p.t. ¼% p.a. I 1992 indledtes udbetalingerne fra klagerens indekskonto. Forinden havde indklagede sendt klageren en skrivelse af 31. juli 1992 med bl.a. følgende indhold:
"Da de månedlige udbetalinger på Deres indekskonto nu snart skal påbegyndes, vil vi gerne orientere Dem nærmere om de regler, som myndighederne har fastsat i forbindelse hermed:
1) Første udbetaling finder sted den 1. i måneden efter Deres 67 års fødselsdag.
2) Ved beregning af størrelsen af de månedlige udbetalinger benyttes en såkaldt grundrente. Såfremt kontoen bliver forrentet med en rentesats, der er lig med grundrenten, vil kontoens indestående være opbrugt netop i løbet af den aftalte udbetalingsperiode.
Størrelsen af de månedlige udbetalinger kan efter Deres valg fastsættes på to måder: a) med fast grundrente b) med variabel grundrente.
a) Vælger De den faste grundrente på 3 1/2 % eller 4 1/4 % p.a. der er nævnt i Deres indeksaftale forbliver de månedlige udbetalinger fra indekskontoen uændrede, indtil kontoens indestående er opbrugt. Udbetalingerne er eksklusive statens indekstillæg.
Deres konto bliver imidlertid forrentet med vor højeste indlånsrente + en overrente, som tilsammen i øjeblikket udgør 8,5% p.a. Fortsætter denne høje forrentning, vil udbetalingsperioden blive væsentlig længere end oprindelig aftalt.
b) Vælger De den variable grundrente fastsættes den af Finansministeriet for et år ad gangen. Fastsættelsen sker hvert år i begyndelsen af oktober for det kommende kalenderår med udgangspunkt i den typiske forrentning af indekskonti. Der sigtes mod at undgå en væsentlig forlængelse eller forkortelse af udbetalingsperioden i forhold til den aftalte.
De månedlige udbetalinger bliver ved denne metode forøget eller formindsket fra det ene år til det andet, alt efter om grundrenten er steget eller faldet. Udbetalingerne er eksklusive statens indekstillæg.
Finansministeriet har for 1992 fastsat den variable grundrente til 4,25% p.a. Der er mulighed for senere i udbetalingsperioden at træffe et nyt valg imellem grundrentesatsen på 3 1/2 % eller 4 1/4 % p.a. og den variable grundrente.
Uanset om De vælger den under a) eller den under b) omhandlende beregningsmetode bliver de månedlige udbetalinger forøget med statens indekstillæg, som reguleres hvert år på baggrund af udviklingen i reguleringspristallet. Størrelsen af indekstillægget påvirkes ikke af, hvilken løsning De vælger.
| 3) Vælger De den faste grundrente, bliver den | kr. 2.312,82 kr. 885,48 kr. 2.466,93 |
Udbetalingsperioden bliver i sidstnævnte tilfælde omtrent af samme længde som oprindelig aftalt.
I begge tilfælde er der tale om udbetaling før skattetræk."
Klageren valgte udbetaling med fast grundrente. Udbetalingerne blev foretaget på grundlag af en beregningssaldo på 140.348,39 kr., hvilket som anført i skrivelsen af 31. juli 1992 medførte en månedlig udbetaling ekskl. statens indekstillæg på 1.427,34 kr.
Pr. 20. december 1993 foretog indklagede en reduktion i klagerens egenudbetalinger fra 1.427,34 kr. til 1.377,94 kr. Indklagede meddelte klageren dette ved sålydende skrivelse dateret december 1993:
"Justering af beregningsmåde ved valg af fast grundrente.
Hidtil har egenudbetalingen fra Deres indekskonto været af samme størrelse år efter år. På grund af det lave renteniveau, sker der fra og med 1994 en mindre justering af egenudbetalingen.
Justeringen sker for at sikre, at der ikke foretages for store udbetalinger fra indekskontoen, så løbetiden bliver for kort. Statens indekstillæg ydes nemlig kun sålænge der kan udbetales en fuld ydelse fra kontoen."
Ifølge indklagede har forrentningen af indekskontoen i 1992 og 1993 været som følger, idet det er angivet, hvor stor en del af den samlede rentesats, der udgør højeste indlånsrente, og hvor stor en del, der udgør overrenten.
| 1992 | ||
*) Rentetrappe påbegyndt
Som det fremgår af oversigten ændrede indklagede pr. den 10. juni 1992 forrentningen af indekskonti således, at rentesatsen for indekskonti med indestående på 100.000 kr. eller derover blev forhøjet med ½ %, mens rentesatsen for indeståender under 100.000 kr. forblev uændret.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at reduktionen af egenudbetaling var uberettiget, at indklagede om nødvendigt må øge forrentningen, og at det er uberettiget af indklagede at forrente indeståender under 100.000 kr. lavere end indeståender over 100.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Lovreglerne om indekskontrakter findes i lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 581 af 27. juni 1994. § 7, stk. 2, i denne lov er sålydende:
"Såfremt den rente, der godskrives interessenten på en indekskontrakt, der er oprettet i bank eller sparekasse, er mindre end den i henhold til beregningsgrundlaget gældende rente, jf. § 5, stk. 2, udlignes differencen - i det omfang, det er muligt - ved anvendelse af den i pengeinstituttet opsamlede tillægsrente. Om fornødent kan udbetalingsperioden forkortes."
I medfør af den nævnte lov er udstedt en bekendtgørelse om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter, (bekendtgørelse nr. 896 af 31. oktober 1994, tidligere bekendtgørelse nr. 619 af 16. september 1987). § 10 i denne bekendtgørelse er sålydende:
"4. Udbetalinger
§ 10. Pr. den første dag i måneden efter interessentens fyldte 67. år ("opgørelsesdagen") opgøres for hver indekskonto en "beregningskapital", som andrager summen af:
a) Det på indekskontoen pr. forfaldsdagen for sidste indbetaling indestående beløb,
b) Indbetalingsrestancer pr. den under a) nævnte forfaldsdag og
c) rentetilskrivning til de under a) og b) anførte beløb i tiden mellem forfaldsdagen og opgørelsesdagen; renten er den for indekskontrakter gældende rente i henhold til § 7, stk. 2.
Stk. 2. Efter indførelsen af Lov om realrenteafgift beregner finansministeriet for alle kontrakter en tilnærmet friholdelsesværdi pr. 31. december 1982 udtrykt i procent af beregningskapitalen. Denne beregnes med samme procent for alle kontrakter oprettet af personer, der har samme alder. På basis af denne beregnes et tilnærmet realrenteafgiftsbeløb, som indgår i fastlæggelsen af de faktorer, der anvendes ved beregningen af egenudbetalingerne.
Stk. 3. Det tilnærmede realrenteafgiftsbeløb anvendes kun ved de nævnte beregninger. Den faktiske beregning og træk af realrenteafgift sker efter de herom gældende regler.
Stk. 4. På grundlag af den i stk. 1 og 2 nævnte opgørelse beregnes størrelsen af de gennem hele udbetalingsperioden lige store månedlige egenudbetalinger, der kan tilkomme interessenten den 1. i hver måned, dersom beregningskapitalen - forrentet med grundrenten, jf. § 5, stk. 1 og stk. 2, eller med den variable grundrente, jf. § 5, stk. 3 - afvikles over den aftalte udbetalingsperiode.
Stk. 5. Udbetalingerne reguleres en gang om året, hver den 1. januar, med virkning for det følgende kalenderår afhængig af realrenteafgiftens og den variable rentes størrelse."
I § 14, stk. 2 i samme bekendtgørelse hedder det:
"Forrentes indekskontoen i dele af ind- eller udbetalingsperioden med en rente, der er utilstrækkelig til at sikre månedlig udbetaling efter reglerne i § 10 gennem hele den aftalte udbetalingsperiode, vil udbetalingsperioden blive afkortet."
Ankenævnet anmodede ved skrivelse af 8. november 1994 indklagede om bl.a. følgende:
"......
2. Banken bedes gennem Hypotekbanken forespørge om Hypotekbankens hjemmel til at kræve egenudbetalingen nedsat uden forinden at indhente den enkelte kontohavers stilling hertil. Spørgsmålet skal sammenholdes med muligheden for at lade udbetalingsperiodens længde afkorte, hvilket synes at være lovgivningens udgangspunkt.
3. Gennem Hypotekbanken bedes det søgt oplyst, om Hypotekbanken har noget at indvende mod, at kunden, der protesterer mod nedsættelsen af egenudbetalingen fastholder egenudbetalingens størrelse, uagtet dette eventuelt vil medføre en afkortning af udbetalingsperiodens længde.
4. Såfremt Hypotekbanken ikke har indvendinger som nævnt under pkt. 3 bedes det oplyst, om [indklagede] har indvendinger mod en fremgangsmåde som nævnt."
Indklagede anførte hertil i skrivelse af 22. november 1994:
"I besvarelse af punkt 4 i Ankenævnets brev bemærkes, at banken principielt ikke har indvendinger imod en fremgangsmåde, hvor den enkelte kunde får lejlighed til at vælge en kortere udbetalingsperiode i stedet for en nedsættelse af egenudbetalingen, hvilket dog ifølge vor opfattelse kræver en ændring af Finansministeriets lovbekendtgørelsen nr. 619 af 16. september 1987, § 10, stk. 2 og stk. 4.
Afslutningsvis bemærkes, at såfremt der kun er tale om at ændre de sædvanlige beregningsformler for så vidt angår den pågældende klagers indekskonti, kan dette ske i bankens regi. Hvis derimod muligheden for valgfrihed breder sig blandt indehaverne af indekskonti, forudsætter dette en ændring af systemerne i PBS efter henvendelse fra Finansrådet."
Hypotekbanken besvarede Ankenævnets spørgsmål 2 og 3 med sålydende skrivelse af 8. december 1994:
"Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt et pengeinstitut imod interessentens vilje kan nedsætte egenudbetalingen på en indekskontrakt med henblik på at opretholde den aftalte udbetalingsperiodes længde.
I den anledning skal man meddele, at det er en forudsætning for ordningen om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, at den i kontrakterne aftalte udbetalingsperiode overholdes.
Det fremgår således af § 10, stk. 4 og 5 i bekendtgørelsen om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter, at egenudbetalingernes størrelse skal fastsættes under hensyntagen til realrenteafgiften og den aftalte rentes størrelse således, at beregningskapitalen kan afvikles over den aftalte udbetalingsperiode. Af stk. 5 fremgår, at reguleringer i udbetalingen afhænger af realrenteafgiftens og den variable rentes størrelse.
I forbindelse med indførelsen af realrenteafgiften indstillede Den Danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening i et brev af 4. november 1987 til Finansministeriet, at beregning af størrelsen af de månedlige egenudbetalinger på grundlag af den tilnærmede friholdelsesværdi i henhold til bekendtgørelsens § 10, stk. 2 indtil videre kun fandt sted for kontrakter, der blev forrentede med den variable grundrente. Begrundelsen herfor var, at beregningskapitalen for de kontrakter, der blev forrentet med en fast grundrente på daværende tidspunkt måtte skønnes at kunne strække til den i kontrakten aftalte udbetalingslængde, selvom regulering af egenudbetalingen som følge af realrenteafgiften ikke fandt sted.
Med brev af 26. november 1987 tiltrådte Finansministeriet, at der alene blev foretaget en korrektion for realrenteafgiften i egenudbetalingen for indekskontrakter med variabel grundrente.
Med brev af 5. november 1993 meddelte Finansrådet, at man som følge af rentefaldet i fremtiden blev nødt til at korrigere for realrenteafgiften for beregningskapitaler, der forrentedes med en fast grundrente for at kunne sikre, at udbetalingsperioden kunne overholdes.
Senest fra 1. januar 1995 vil samtlige indekskontrakter i pengeinstitutter således blive korrigeret i overensstemmelse med § 10, stk. 2 i bekendtgørelsen.
På denne baggrund kan Hypotekbanken besvare de af Pengeinstitutankenævnet stillede spørgsmål således:
Spørgsmål 2:
Hjemlen til at kræve egenudbetalingerne reguleret (nedsat) som følge af korrektion for realrenteafgiften findes i § 10, stk. 5.
Spørgsmål 3:
Efter Hypotekbankens opfattelse indeholder reglerne i lov og bekendtgørelse ingen hjemmel til at indgå aftaler om fravigelse af den aftalte udbetalingsperiode. Hypotekbanken finder derfor ikke tilstrækkelig grundlag til at godkende en nedsættelse af den kontraktligt aftalte udbetalingsperiode i det foreliggende tilfælde."
Klageren har i klageskemaet og i et indlæg af 1. maj 1994 anført, at nedsættelsen af egenudbetalingen er i strid med indekskontrakterne og aftalen vedrørende udbetalingen. Hun valgte udbetaling med fast grundrente 4¼% for at sikre sig, at der ikke skete ændringer i den månedlige udbetaling. Såfremt nedsættelsen af egenudbetalingen er begrundet i rentefald, bør indklagede hæve renten på hendes indekskonto, således at den oprindeligt aftalte udbetaling kan fastholdes. Indklagede var ikke berettiget til indføre renteknæk. Klageren har yderligere redegjort for sine synspunkter i en skrivelse af 4. juni 1994 til Ankenævnet.
Indklagede har i et skriftligt indlæg af 4. oktober 1994 anført, at årsagen til indførelsen af rentetrappen var et ønske om at forbedre renten for kunder med et større indestående. Ændringen medførte ikke forringelse af forrentningen af indekskonti med indestående på mindre end 100.000 kr. Forrentningen af indekskonti følger det almindelige renteniveau, som indklagede er uden indflydelse på, og indklagede har ikke garanteret en minimumsrente.
Indklagede har i skriftlige indlæg af 23. januar og 22. februar 1995 anført, at begrundelsen for nedsættelsen af egenudbetalingen er som anført i Hypotekbankens udtalelse af 8. december 1994. Det var således det faldende renteniveau, der var årsag til justeringen, hvortil hjemlen fremgår af bekendtgørelsens § 10, stk. 4 og 5. Den variable grundrente, som fastsættes for ét år ad gangen af Hypotekbanken, var på dette tidspunkt fastsat af Hypotekbanken til 5% gældende for året 1994 og var udtryk for den gennemsnitlige indekskontorente i pengeinstitutterne. Gennemsnitsrenten var således ved pengeinstitutternes justering højere end grundrenten på 3,5%, respektive 4,25%, og var ikke begrundet i lovbekendtgørelse nr. 581 af 21. juni 1994, § 7, stk. 2.
Med hensyn til indklagedes skrivelse af 31. juli 1992 til klageren har indklagede anført, at der er tale om en standardformular, hvori det under pkt. 2 A er stillet klageren i udsigt, at såfremt hun valgte den faste grundrente, ville de månedlige udbetalinger fra indekskontoen forblive uændrede, indtil kontoens indestående var opbrugt.
Formuleringen var valgt efter nøje overvejelse, idet man fra indklagedes side naturligvis ikke havde overset den teoretiske mulighed, at renteniveauet ville falde så kraftigt, at det i overensstemmelse med bekendtgørelsen om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter ville være nødvendigt at nedsætte den månedlige udbetaling. Det fandtes dog overflødigt at tage højde for en sådan situation, idet ingen kunne forestille sig et så drastisk fald i renteniveauet, at det ville nødvendiggøre en nedsættelse af de månedlige udbetalinger. Formuleringen i den omhandlede standardblanket var således valgt for ikke at komplicere disse i forvejen indviklede forhold overfor kunderne.
Spørgsmålet om, hvorvidt Hypotekbanken kan modsætte sig, at en kunde som protesterer mod nedsættelsen af egenudbetalingen kræver dennes størrelse fastholdt, uagtet at dette eventuelt kan medføre, at udbetalingsperioden bliver mindre end 10 år, har på Ankenævnets foranledning været drøftet på et møde mellem Finansrådet og Hypotekbanken den 4. august 1995. I fortsættelse af dette møde har Hypotekbanken den 14. august 1995 skrevet således til Finansrådet:
"Hypotekbanken har i forbindelse med møde den 4. august 1995 modtaget det konkrete materiale i sagen. Det fremgår heraf, at den pågældende interessent har valgt fast grundrente som beregningsgrundlag for egenudbetalingerne i henhold til 6 indekskontrakter, som blev oprettet i 1970.
Interessenten har til Pengeinstitutankenævnet påklaget den af [indklagede] foretagne reduktion i de månedlige egenudbetalinger i 1994 fra kr. 1.427,34 til kr. 1.377,94. Nedsættelsen af de månedlige egenudbetalinger blev foretaget under henvisning til det lave renteniveau, som medførte, at den faktiske forrentning (med højeste indlånsrente) af indeståendet på de pågældende indekskonti var lavere end den, som var lagt til grund ved beregning af egenudbetalingerne (fast grundrente).
I forlængelse af ovennævnte møde har Hypotekbanken ifølge aftale gennemgået sagen påny. Man skal i denne anledning meddele følgende:
En indekskontrakt berettiger til udbetaling af et årligt grundbeløb på 500 1956-kroner, den såkaldte pristalsregulerede ydelse, fra interessentens fyldte 67. år, jf. § 6, stk. 2 i lov nr. 581 af 27. juni 1994 om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing. Beløbet udgør dog minimum det beløb, som interessentens egen indbetalinger berettiger til. Indekskontrakter tegnet i pengeinstitutter berettiger til en årlig udbetaling over en aftalt periode på 10-15 år.
Den pristalsregulerede årlige ydelse udgjorde i 1994 kr. 3.641 pr. kontrakt. Til delvis dækning heraf yder staten indekstillæg, hvis størrelse afhænger af kontraktens oprettelsesår samt kontohavers fødselsår.
Ved en lavere faktisk forrentning end den, der er lagt til grund ved beregning af egenudbetalingerne sker der ifølge lovens § 7, stk. 2 udligning ved opsamlet tillægsrente eller om nødvendigt ved afkortning af udbetalingsperioden. I medfør af § 14, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 896 af 31. oktober 1994 om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter vil udbetalingsperioden kunne afkortes, såfremt den i medfør af § 10 udregnede egenudbetaling som følge af den anførte renteforskel ikke længere er sikret.
I den konkrete sag finder Hypotekbanken efter omstændighederne, at ankenævnet kan imødekomme klagers udtrykkelige ansøgning om afkortning af den aftalte udbetalingsperiode under forudsætning af, at interessentens opsparede tillægsrente primært er eller bliver anvendt til bevarelse af størrelsen af den oprindeligt udregnede egenudbetaling.
Under hensyn til lovens principper om, at interessenten skal have udbetalt et beløb, som minimum svarer til den faste pristalsregulerede ydelse, er Hypotekbanken imidlertid af den opfattelse, at man generelt bør være varsom med at foretage afkortning af den aftalte udbetalingsperiode. En sådan afkortning bør formentlig først finde sted, såfremt den lave rente medfører, at det samlede udbetalingsbeløb incl. indekstillæg bliver mindre end den pristalsregulerede ydelse. Man finder derfor, at der ikke generelt bør gennemføres en praksisændring, idet en sådan som udgangspunkt vil være til ulempe for interessenterne."
Indklagede har herefter i et skriftligt indlæg af 31. august 1995 anført følgende:
"Banken kan tilslutte sig de i Hypotekbankens brev af 21. ds. anførte betragtninger om et lavt renteniveaus afkortning af udbetalingstiden. Imidlertid skal vi henlede opmærksomheden på § 10 i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 896 af 31. oktober 1994, som omtaler realrenteafgiftens indflydelse. I henhold til denne bestemmelse skal realrenteafgiften medtages ved beregningen af den månedlige udbetaling. Ifølge de for os foreliggende oplysninger anvender samtlige pengeinstitutter denne bestemmelse ved indeksudbetalingen.
Administrationen af de månedlige indeksudbetalinger varetages af PBS, hvorved bemærkes, at en udbetaling med fast grundrente uden indregning af realrenteafgiften vil kræve en systemtilretning hos PBS og vil medføre en ændring i pengeinstitutternes håndtering af administrationen af indekskontoudbetalingen og vil formentlig tillige forudsætte en ændring af førnævnte bekendtgørelse.
Idet det således fortsat er bankens opfattelse, at indekskontokunder ikke valgfrit kan foretrække en afkortning af udbetalingsperioden frem for en reduktion af den månedlige udbetaling, fastholdes den af banken nedlagte frifindelsespåstand."
Klageren har i skrivelse af 10. september 1995 anført følgende:
"Jeg har modtaget skrivelse af 4/9 95 med bilag, bl.a. kopi af Hypotekbankens skrivelse til Finansrådet af 14/8 95.
Jeg hæfter mig i denne sidstnævnte skrivelse ved det, der står anført på side 2 næstsidste afsnit: "klagerens udtrykkelige ansøgning om afkortning af den aftalte udbetalingsperiode".
Jeg kan kun henvise til min skrivelse af 4. juni 1994, hvoraf det tydeligt fremgår, hvad sagen drejer sig om. Jeg har aldrig ansøgt om noget sådant, men derimod påpeget, at jeg mener, at [indklagede] ved en passende forrentning af indeståendet på indekskonti skal leve op til sine forpligtelser overfor den enkelte indekskontraktkunde, både hvad angår udbetalingernes størrelse og varigheden af disse, i mit tilfælde 10 år."
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at indklagede siden 10. juni 1992 generelt har fastsat indlånsrenten for indeståender over 100.000 kr. højere end for indeståender under dette beløb. Ankenævnet finder herefter, at bestemmelsen om, at indklagede skal forrente indekskontoen med "bankens højeste indlånsrente" er opfyldt, når indklagede forrenter indeståender på indekskonti indeholdende over 100.000 kr. med den højeste rentesats, der af indklagede anvendes med hensyn til almindelige indlån på over 100.000 kr., og tilsvarende indeståender på indekskonti med under 100.000 kr. med den højeste rentesats, der anvendes med hensyn til almindelige indlån på under 100.000 kr. Efter indklagedes oplysninger lægges det til grund, at indklagede har handlet i overensstemmelse hermed, hvorfor den indgivne klage ikke kan tages til følge for så vidt angår dette spørgsmål.
Indklagede har ved skrivelsen af 31. juli 1992 meddelt klageren, at de månedlige udbetalinger fra indekskontoen ville forblive uændrede, indtil kontoens indestående var opbrugt, såfremt hun valgte en fast grundrente. Indklagede tog intet forbehold med hensyn til eventuelle ændringer som følge af et senere faldende renteniveau. Indklagede findes herefter over for klageren, der valgte en fast grundrente, at have forpligtet sig til at fastholde den størrelse af de månedlige udbetalinger fra indekskontoen, som blev meddelt ved skrivelsen af 31. juli 1992. De praktiske vanskeligheder herved, der er anført af indklagede i det skriftlige indlæg af 31. august 1995, findes ikke at kunne føre til noget andet resultat.
Tre medlemmer - Niels Waage, Ole Simonsen og Peter Stig Hansen - udtaler herefter:
Som det fremgår af indlæggene fra indklagede og udtalelserne fra Hypotekbanken, kan en fastholdelse af størrelsen af de månedlige udbetalinger bevirke, at kontoens indestående vil være opbrugt inden 10 års-periodens udløb på grund af et faldende renteniveau. Dette vil i givet fald efter § 7, stk. 2, i lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing bevirke, at udbetalingsperioden forkortes, og vi finder ikke, at indklagede i sin skrivelse af 31. juli 1992 har tilsikret klageren noget andet resultat. Vi bemærker herved, at indklagede i skrivelsen af 31. juli 1992 som ovenfor anført meddelte klageren, at de månedlige udbetalinger ville forblive uændrede "indtil kontoens indestående er opbrugt."
Efter det anførte finder vi, at klageren er berettiget til at kræve, at størrelsen af de månedlige egenudbetalinger fra indekskontoen med virkning fra 20. december 1993 fastsættes således, at de fortsat udgør 1.427,34 kr., såfremt hun ønsker dette uanset risikoen for, at denne størrelse af egenudbetalingen kan medføre en reduktion af udbetalingsperioden. Vi finder således ikke, at klageren kan kræve udbetalingernes størrelse fastholdt, uden at det eventuelt vil kunne medføre en reduktion af udbetalingsperioden. Vi stemmer i overensstemmelse hermed.
To medlemmer - Jørn Ravn og Ole Just - udtaler:
Vi finder, at indklagede i sin skrivelse af 31. juli 1992 skaber en berettiget forventning om, at udbetalingen med fast grundrente vil finde sted i mindst 10 år. Vi lægger her vægt på andet afsnit under punkt a), hvor indklagede alene fremhæver muligheden for at udbetalingsperioden vil blive "væsentligt længere end oprindeligt aftalt" ved det gældende renteniveau. Vi stemmer derfor for, at størrelsen af de månedlige egenudbetalinger fra indekskontoen med virkning fra 20. december 1993 fastsættes således, at de fortsat udgør 1.427,34 kr. i hele den aftalte udbetalingsperiode. I øvrigt tilslutter vi os flertallet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Indklagede skal fastsætte klageren månedlige egenudbetaling til 1.427,34 kr. med virkning fra 20. december 1993, såfremt klageren inden 4 uger fra denne kendelses afsigelse giver indklagede meddelelse om, at hun ønsker dette uanset risikoen for, at den anførte størrelse af egenudbetalingen kan medføre en reduktion af udbetalingsperioden. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.