Krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning vedrørende udlandslån og investering. Spørgsmål om forældelse.
| Sagsnummer: | 93/2011 |
| Dato: | 18-01-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Ole Jørgensen, Peter Stig Hansen og Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Forældelse - rådgivning
Rådgivning - investering Udlån - udlandslån/valutalån |
| Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning vedrørende udlandslån og investering. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav mod Spar Nord Bank begrundet i mangelfuld rådgivning vedrørende udlandslån og investering samt bankens anbringende om forældelse.
Sagens omstændigheder
Efter det oplyste, blev der den 3. februar 2005 købt nominelt 400.000 kr. aktier i Spar Nord Formueinvest A/S til klagerens depot i Spar Nord Bank.
Den 8. december 2005 underskrev klageren en aftale med Spar Nord Bank om oprettelse af et udlandslån på 684.547,30 schweizerfranc (CHF) pr. den 31. januar 2006 til kurs 482, svarende til 3,3 mio. kr. Der var tale om et 5-årigt stående lån med udløb den 31. januar 2011. Renten var variabel for tiden 2,7558 % p.a.
Spar Nord Bank har anført, at lånet blev oprettet i forbindelse med klagerens køb af en ejerlejlighed, udlodning af arv til et særbarn samt overtagelse af et lån på 2 mio. kr. efter sin afdøde ægtefælle i forbindelse med frigivelse af pantsatte aktier. Aftalen om udlandslånet blev indgået på et møde, hvor klageren deltog med en advokat som sin rådgiver. Klageren havde i 2004 til investering optaget et udlandslån i japanske yen (JPY) og i 2005 et CHF-lån.
Klageren har anført, at udlandslånene til investering blev optaget på baggrund af bankens gentagne anbefalinger om på den måde at "optimere ens investeringer". Ifølge banken var JPY og CHF bedre end danske kroner. Hun har aldrig fået rådgivning om optagelse af valutalån. CHF-lånet pr. den 31. januar 2006 blev optaget efter aftale mellem bankens direktør og advokaten. For hende var situationen vanskelig at overskue, da hun kort forinden havde mistet sin mand.
Den 28. juni 2006 underskrev klageren en handelsaftale med banken, der forpligtede sig til at efterse klagerens depot. Enhver disposition skulle godkendes af klageren. Aftalen omfattede værdier på i alt 8.304.459 kr. Klagerens risikovillighed var høj risiko defineret ved: "Det væsentligste for mig er udsigten til et højt afkast, også selv om kursudsvingene, og dermed risikoen for tab, er store." Investeringshorisonten var 3 - 5 år. Under overskriften "Øvrige bemærkninger" fremgår, at klageren havde lån på 2.936.740 kr. og frie midler på 5.367.719 kr.
Den 1. november 2007 underskrev klageren en investeringsaftale om sin investeringsprofil. Ifølge aftalen havde klageren en årlig indtægt på i alt 648.921 kr. og årlige renteudgifter på 289.606 kr. Klageren havde en gæld på ca. 9 mio. kr. og en bruttoformue på ca. 12,5 mio. kr., hvorefter nettoformuen var 3,5 mio. kr. Klageren blev godkendt til aktier, obligationer, investeringsbeviser, strukturerede produkter samt derivater – renter/valuta. Klagerens generelle risikoprofil og bankens anbefaling var høj risiko, der blev defineret således:
"…
Fokus på forventning om højt afkast på sigt, også selv om kursudsvingene, og dermed risikoen for tab, kan være store.
Investeringshorisonten er afgørende for, om hovedparten af investeringerne skal ske i aktier eller i obligationer. Jo længere investeringshorisont, des højere kan andelen af aktier være. En del af aktieinvesteringerne kan ske i områder eller sektorer, hvor man har særlige forventninger, men derudover skal der tilstræbes en behørig spredning. En mindre del af investeringerne kan ske i obligationer, som kan have høj valutarisiko. Strukturerede obligationer kan indgå.
…"
For depotet, der nu havde en værdi på ca. 8.450.000 kr., og en rente-/valutaramme på 215.000 kr. valgte klageren meget høj risiko, der blev defineret således:
"…
Investeringerne sker på et mere spekulativt grundlag, hvor risikoen for tab vil være høj. Investeringerne er ofte kortsigtede, ensidige og kan være uden behørig spredning.
Investeringerne sker selektivt. Investeringerne kan have et kortsigtet eller spekulativt motiv. Investeringerne kan ske ensidigt i aktier, obligationer, valuta, strukturerede obligationer eller afledte finansielle instrumenter. Investeringerne kan ske for lånte midler.
…"
For så vidt angår rente-/valutaaftalen blev der udarbejdet en tillægsaftale om risikoen. Det fremgår, at formålet var afdækning af allerede eksisterende risici.
I sommeren 2009 betalte klageren et ekstraordinært afdrag på 186.868,17 CHF på udlandslånet. Valutakursen var 489,65.
Den 21. december 2009 indgav klageren en klage over Spar Nord Bank til Ankenævnet med krav om erstatning for tab på nominelt 410.000 kr. 3 % ScandiNotesIIJunior 2012 obligationer. Der henvises til Ankenævnets sag nr. 1299/2009.
I august 2010 indfriede klageren restgælden på udlandslånet, som udgjorde 497.779,13 CHF. Rentesatsen på lånet var da 4,51 % p.a. Valutakursen var 559,13.
Den 31. januar 2011 indgav klageren en ny klage over Spar Nord Bank til Ankenævnet med krav om erstatning for tab vedrørende CHF-lånet og hendes investeringer.
Ved Ankenævnets afgørelse af 7. marts 2011 i sag nr. 1299/2009 fik klageren medhold i sin påstand om erstatning for tab på ScandiNotes obligationer.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Spar Nord Bank skal betale erstatning for tab på CHF-lånet og hendes investeringer.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med etableringen af CHF-lånet bør erstatte hendes tab herved.
Udlandslånet var ikke et egnet produkt til hende som privatperson. Hun var ikke i stand til at gennemskue produktet, og på tidspunktet for låneoptagelsen havde hun mange andre ting at forholde sig til på grund af ægtefællens pludselige død.
Banken bør erstatte hendes tab ved investering i værdipapirer, idet investeringerne skete med for høj risiko i forhold til hendes risikoprofil og med for lille spredning. Hun ønskede lav risiko på engagementet, hvilket banken var klar over.
På et møde med banken gav hun udtryk for, at hun ønskede at realisere sine papirer for at sikre pensionen. Banken overbeviste hende imidlertid om, at papirerne var godt anbragt og med en god fordeling på aktier og obligationer. Hun stolede på bankens rådgivning.
Hun forstod ikke investeringsaftalen og de skemaer hun skulle udfylde. Ifølge banken var den høje risiko begrundet i nogle enkeltaktier i hendes portefølje. Banken har til stadighed været klar over hendes ønske om lav risiko.
Banken købte egne produkter uden hendes samtykke. Banken anbefalede hende således at købe Spar Nord Formueinvest for 400.000 kr. Selvom hun udbad sig betænkningstid blev købet gennemført af banken. Da hun blev bekendt med handlen, kontaktede hun straks banken. Efter det oplyste var den ekspederende medarbejder imidlertid ikke længere ansat, og selvom hun forelagde problemet, blev hun ikke henvist til en anden medarbejder.
Hun blev først klar over muligheden for at klage i forbindelse med, at hun læste en artikel om tab på ScandiNotes Junior.
Spar Nord Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerens risikoprofil var høj risiko, jf. handelsaftalen af 28. juni 2006, og meget høj risiko, jf. investeringsaftalen af 1. november 2007.
Ved etableringen af CHF-lånet var klageren fuldt ud klar over valutarisikoen. Klageren valgte CHF-lånet for at opnå den lavere rente i CHF frem for DKK. Ved optagelsen af CHF-lånet til 2,75 % blev et eksisterende lån på 2 mio. DKK til en rente på 5,70 % indfriet.
Nedbringelsen med et ekstraordinært afdrag i 2009 og indfrielsen i 2010 skete efter klagerens ønske.
Klageren har til stadighed haft værdipapirer, der oversteg hendes lån, men klageren ønskede ikke at indfri lånene ved salg af værdipapirerne.
Det af klageren anførte om, at banken skulle have købt aktier i Spar Nord Formueinvest A/S uden klagerens samtykke bestrides. Klageren fik tilsendt en nota efter købet og burde i så fald straks have reklameret, så handlen kunne være gået tilbage i 2005. Klageren har desuden hvert år modtaget årsopgørelser, hvoraf aktieposten fremgik. Medarbejderen, der gennemførte handlen, er stadig ansat i banken.
Kursen på Spar Nord Formueinvest A/S var i 2005 stigende.
Klagerens indsigelser er forældede, jf. lov om forældelse § 3. Klagen vedrørende købet af aktier er endvidere tabt på grund af passivitet.
Klageren var i hvert fald i december 2009 klar over muligheden for at klage til Ankenævnet, idet hun på daværende tidspunkt indgav en klage vedrørende ScandiNotes Junior obligationer.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Det er ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at Spar Nord Bank ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med, at klageren pr. den 31. januar 2006 optog et udlandslån i CHF til en modværdi på 3,3 mio. kr. Ankenævnet har lagt vægt på, at klageren tidligere havde optaget udlandslån via banken, at beslutningen om CHF-lånet blev truffet på et møde med banken, hvor klagerens advokat deltog som rådgiver for klageren, og det af banken anførte om, at klageren opnåede en ikke ubetydelig rentebesparelse ved omlægning af et eksisterende lån i danske kroner.
Det må lægges til grund, at klageren fik tilsendt en fondsnota i forbindelse med købet af aktier i Spar Nord Formueinvest A/S i 2005. Det må endvidere lægges til grund, at aktieposten fremgik af klagerens årsopgørelser. Ankenævnet finder, at klageren som følge af passivitet er afskåret fra nu at gøre gældende, at købet skete uden hendes samtykke.
Den 28. juni 2006 underskrev klageren en handelsaftale, hvoraf fremgik, at hendes risikovillighed var høj risiko. Ifølge investeringsaftalen, som klageren underskrev den 1. november 2007 var hendes risikovillighed meget høj. Det må lægges til grund, at banken rådgav klageren i overensstemmelse med den risikoprofil, der fremgik af aftalerne. Der er ikke grundlag for at fastslå, at banken burde have indset, at klageren ønskede at investere med lav risiko.
Som følge af ovenstående tages klagen ikke til følge.
Ankenævnet finder det herefter ufornødent at tage stilling til spørgsmålet, om forældelse er indtrådt, jf. forældelseslovens § 3, herunder fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen efter lovens § 3, stk. 1 skal regnes.
Som følge af det anførte træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.