Ekspeditionstid vedrørende påførsel af rykningspåtegning; manglende kurssikring. Afvisning, bevis.
| Sagsnummer: | 400/1994 |
| Dato: | 29-06-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Ole Just, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - rykning |
| Ledetekst: | Ekspeditionstid vedrørende påførsel af rykningspåtegning; manglende kurssikring. Afvisning, bevis. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne gennemførte i første halvår 1994 en omprioritering af deres faste ejendom, hvorved et kontantlån på 435.000 kr. i Nykredit erstattede to tidligere lån ydet af Nykredit, medens et privat pantebrev tilhørende en pensionskasse skulle rykke i henhold til en i pantebrevet indeholdt omprioriteringsklausul. Pensionskassepantebrevet blev administreret af indklagede 1, medens indklagede 2 forestod omprioriteringen. Sagen angår spørgsmålet om de indklagede har pådraget sig erstatningsansvar overfor klagerne ved sagens ekspedition.
I forbindelse med et påtænkt salg af deres ejendom rettede klagerne henvendelse til indklagede 2 med henblik på at lade ejendommen omprioritere inden salget.
På et møde den 23. februar 1994 hos indklagede 2 blev omprioriteringssagen gennemgået med klagerne. Drøftelsen af sagen resulterede i, at det aftaltes, at to eksisterende lån til Nykredit skulle indfries, medens der fra indklagede 1, som administrator af pensionskasselånet, skulle indhentes samtykke til rykning. Klagerne underskrev samtidig låneansøgning til Nykredit. Ifølge indklagede 2 blev klagerne under dette møde kraftigt anbefalet enten at hjemtage det nye lån mod garanti, eller indgå kurskontrakt; det blev videre pointeret, at uanset at afventning af rykningspåtegningen på pensionskassepantebrevet ville være det billigste gebyrmæssigt, ville denne løsning være omgivet med stor usikkerhed. På trods heraf ønskede klagerne ikke at hjemtage lånet på garanti-/kurskontrakt, men ville afvente rykning af pensionskassepantebrevet. Ifølge klagerne forstod de indklagedes medarbejdere således, at denne fandt det overflødigt at kurssikre, fordi ekspeditionen vedrørende rykningen ville ske hurtigt. Under mødet ringede medarbejderen til indklagede 1, som oplyste, at ekspedtionstiden for rykning ville være maksimalt en måned for at bringe rykningen i orden. Ifølge indklagede 2 blev det fra indklagede 1 oplyst, at ekspeditionstiden ville være maksimalt en måned efter, at man havde givet skriftligt svar vedrørende rykning.
Ved skrivelse af 23. februar 1994 fra indklagede 2 blev indklagede 1 anmodet om, at pensionskassepantebrevet rykkede for omprioritering.
Den 1. marts 1994 modtog indklagede 2 lånetilbud fra Nykredit, og den 14. s.m. underskrev klagerne kreditforeningspantebrevet.
Ved skrivelse af 24. marts 1994 meddelte indklagede 1 indklagede 2, at pensionskassepantebrevet ville rykke i henhold til pantebrevets omprioriteringsklausul.
Den 15. april 1994 underskrev klagerne hos indklagede 2 dokument vedrørende oprettelse af omprioriteringskonto, hvorefter indklagede 2 fik uigenkaldelig fuldmagt til at hjemtage lånet i Nykredit m.v. Det fremgik, at klagerne var orienteret om mulighederne for kurssikring af kreditforeningslånet, og at der ikke skulle indgås kurssikring/fastkursaftale. Samme dag fremsendte indklagede 2 gebyr til indklagede 1 til dækning af tinglysningsafgift og omkostninger ved påførsel af rykningspåtegningen, ligesom indklagede 1 blev anmodet om at meddele, når pantebrevet sendtes til tinglysning.
Indklagede 2 har oplyst, at man herefter rykkede indklagede 1 første gang 20. april 1994 og derpå 1-2 gange om ugen for meddelelse om, hvornår pantebrevet sendtes til tinglysning. Hver gang oplystes, at dette ville ske den næste eller næstfølgende dag. Først den 10. juni 1994 oplyste indklagede 1, at pantebrevet var fremsendt til tinglysning.
Den 23. juni 1994 indgik klagerne kurskontrakt med indklagede 2 om lånets udbetaling pr. den 15. juli 1994 til kurs 83,40.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indklagede in solidum tilpligtes at betale klagerne erstatning svarende til den skete stigning i obligationsgælden.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede 2 ikke tilrådede dem at hjemtage lånet mod garanti eller indgå kurskontrakt den 23. februar 1994. Indklagede 2's medarbejder tilkendegav, at der ville gå en måned, inden rykningstilsagnet forelå; havde de da haft kendskab til indklagede 1's betydelige ekspeditionstid, ville de have kurssikret på dette tidspunkt. De har på intet tidspunkt haft til hensigt at spekulere i kursudvikling. Under det videre forløb oplyste indklagede 2 hele tiden, at sagen ville gå i orden i løbet af den følgende uge, og af denne grund fandt de ikke anledning til at kurssikre. Indklagede 1 er erstatningspligtig som følge af, at man løbende overfor indklagede 2 oplyste, at sagen ville gå i orden i løbet af få dage.
Indklagede 1 har anført, at man ikke løbende har været i kontakt med indklagede 2 om sagens ekspedition. Det bestrides endvidere, at man hver gang skulle have meddelt, at pantebrevet ville blive fremsendt til tinglysning den følgende eller næstfølgende dag. En sådan udtalelse har endvidere formodningen imod sig henset til, at alle sager behandles i kronologisk rækkefølge. Den lange ekspeditionstid var af ekstraordinær karakter på grund af det store antal af låneomlægninger. Indklagede gjorde alt for at afbøde ekspeditionstiden ved indsættelse af ekstra mandskab. Hertil kommer, at klagerne når som helst kunne have kurssikret eller hjemtaget mod garanti i hver fald efter den 24. marts 1994, hvor rykningsbetingelserne blev tilkendegivet. Indklagede stiller sig uforstående overfor, at låneomlægningen blev stillet i bero, indtil tinglysning af rykningspåtegningen havde fundet sted. Måtte Ankenævnet nå til, at indklagede har pådraget sig ansvar, gøres det gældende, at klagerne ikke har lidt tab som følge af indklagedes behandling af sagen. Først den 18. april 1994 fik man oplyst størrelsen af det pantebrev, for hvilket der skulle ske rykning; rykningspåtegning kunne derfor tidligst fremsendes til tinglysning efter dette tidspunkt. Kursniveauet pr. 18. april 1994 må derfor være det tidligste tidspunkt, som kan anvendes ved beregning af et eventuelt tab. Indklagede 2 blev den 13. juni 1994 bekendt med, at rykningspåtegningen nu var sendt til tinglysning og burde straks herefter i samråd med klageren enten have hjemtaget lånet eller kurssikret dette.
Indklagede 2 har anført, at klagerne selv på trods af indklagedes anbefaling om hjemtagelse af lån mod garanti eller indgåelse af kurskontrakt besluttede at afvente rykning af pensionskassepantebrevet. Dette aftaltes ved mødet den 23. februar 1994 og blev efterfølgende bekræftet af klagerne i flere telefonsamtaler. Det fremgår ligeledes af dokumentet vedrørende omprioriteringskontoen, at klagerne ikke ønskede at indgå kurskontrakt/fastkursaftale, ligesom det fremgår, at kontohaver ikke kan gøre indklagede ansvarlig som følge af forsinkelser, der skyldes årsager, man er uden indflydelse på, i dette tilfælde, at indklagede 1 ikke som lovet fremsendte pantebrevet inden en måned efter skriftlig svar var afsendt af indklagede 1. Havde indklagede 1 imidlertid reageret inden for en måned, ville pantebrevet have været fremsendt til tinglysning den 15. maj 1994. Ekspeditionstiden hos det pågældende tinglysningskontor var da 2-3 uger, hvorfor pantebrevet til Nykredit tidligst kunne være modtaget den 1. juni 1994. Denne dag var kursen på de omhandlede obligationer 82, medens klagernes lån blev afregnet til kurs 83,4.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at indklagede 2 anbefalede klagerne at foretage kurssikring på mødet den 23. februar 1994, men at klagerne undlod dette i tillid til den besked, indklagede 2's medarbejder modtog telefonisk fra indklagede 1. Ankenævnet finder det herefter af væsentlig betydning for sagens afgørelse, om det på mødet blev tilkendegivet klagerne, at ekspeditionstiden for regulering ville være maksimalt en måned (fra den 23. februar 1994) eller - som af indklagede 2 hævdet - maksimalt en måned efter, at indklagede 1 havde givet skriftlig besked vedrørende rykning. For så vidt spørgsmålet om, hvilket af de to indklagede pengeinstitutter, der i givet fald måtte være erstatningsansvarlig, er det endvidere af væsentlig betydning, hvor definitiv indklagede 1's oplysning om ekspeditionstiden over for indklagede 2's medarbejder har været. Afgørelsen af de anførte spørgsmål findes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.