Spørgsmål om kautionists hæftelse efter debitors gældssanering. Dividenderet ved begrænset kaution.
| Sagsnummer: | 748 /1994 |
| Dato: | 05-10-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
Gældssanering - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om kautionists hæftelse efter debitors gældssanering. Dividenderet ved begrænset kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I september 1992 underskrev klagerens søn og svigerdatter et frivilligt forlig, hvorefter de erkendte at skylde 177.964,72 kr. til indklagede med tillæg af renter fra 22. juni 1992. Gælden skulle afvikles ved betaling af 2.000 kr. pr. måned i 10 år. Klageren underskrev en påtegning på forliget, hvorefter hun vedkendte sig sin selvskyldnerkaution for det til enhver tid skyldige beløb, dog maksimalt 44.200,76 kr. Klageren havde i 1987 afgivet selvskyldnerkautionserklæring vedrørende et lån på 36.000 kr. Lånet var i oktober 1989 nedbragt til ca. 12.000 kr. og blev da forhøjet til 17.000 kr., for hvilket klageren påny kautionerede. Klageren havde endvidere i januar 1989 afgivet kautionserklæring vedrørende et omlægningslån på 37.866,32 kr.
I maj 1993 indledte skifteretten gældssaneringssag for klagerens søn og svigerdatter. Under gældssaneringssagen anmeldte indklagede sit krav med 173.508,61 kr. Den 23. november 1993 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering, hvorefter debitorernes gæld nedsattes til henholdsvis 7,57% og 4,11%. Gælden skulle afvikles afdragsvis over 3 år.
Ved skrivelse af 14. december 1993 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionsforpligtelsen under henvisning til, at debitorerne havde opnået gældssanering. Klageren protesterede herimod, men indklagede fastholdt kravet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede først i december 1993 oplyste, at debitorernes gæld i henhold til det frivillige forlig ikke blev afviklet regelmæssigt. Indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet afviklingen af gælden til indklagede var indstillet allerede i marts 1993. Indklagede har ved anmeldelsen af sit fulde krav i gældssaneringssagen set bort fra hendes kautionsforpligtelse, hvorfor hun gik ud fra, at man havde opgivet kravet mod hende. Hertil kommer, at hun senere er blevet bekendt med, at der allerede i foråret 1990 var uregelmæssigheder omkring afviklingen af en kassekredit og omlægningslånet, uden at hun modtog meddelelse herom. Dette var hun ubekendt med, da hun underskrev på forliget i oktober 1992.
Indklagede har anført, at klagerens kautionsforpligtelse afgivet på forliget i 1992 skal ses på baggrund af, at klageren allerede da hæftede som kautionist for en del af engagementet. Indklagede var berettiget til at anmelde sit fulde krav under gældssaneringssagen, uanset at der var afgivet kaution af klageren. Klagerens kautionsforpligtelse er omtalt i gældssaneringsforslaget, hvorfor man stiller sig uforstående overfor, at klageren ikke skulle være bekendt med kautionens beståen. Indklagede afkrævede først klageren kautionsforpligtelsen efter afsigelse af kendelse om gældssanering. Uanset, at indklagede måtte have tilsidesat fristen i bank- og sparekasselovens § 41, er klagerens regresmulighed ikke blevet forringet, hvorfor kautionsforpligtelsen ikke bør nedsættes.
Ankenævnets bemærkninger:
Der findes ikke at være oplyst omstændigheder, som kan begrunde, at den kautionsforpligtelse, klageren i september 1992 påtog sig for sønnens og svigerdatterens gæld i henhold til det frivillige forlig, tilsidesættes som ugyldig.
Det må efter det oplyste lægges til grund, at klagerens søn og svigerdatter i marts 1993 ophørte med at betale afdrag i henhold til det frivillige forlig, og at indklagede har tilsidesat sin oplysningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41 ved ikke inden 6 måneder at give klageren meddelelse herom. Under de foreliggende omstændigheder kan klagerens regresmuligheder imidlertid ikke antages at være blevet forringet herved.
Kautionserklæringen må forstås således, at klageren hæfter med 44.200,76 kr. for den samlede gæld i henhold til det frivillige forlig (begrænset kaution). Indklagede havde derfor under alle omstændigheder - også selv om klageren forinden havde opfyldt sin kautionsforpligtelse - ret til i gældssaneringsboet at oppebære dividende af sin fulde oprindelige fordring, jf. konkurslovens § 201, jf. §§ 47-49. Klageren har derfor ikke med rette kunnet opfatte indklagedes fremgangsmåde som udtryk for, at indklagede havde frafaldet kautionsforpligtelsen, ligesom den af indklagede oppebårne dividende ikke nedsætter indklagedes krav mod klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.