Spørgsmål om hvorvidt banken havde påtaget sig at sørge for tegning af kaskoforsikring.
| Sagsnummer: | 136/2011 |
| Dato: | 18-01-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Ole Jørgensen, Peter Stig Hansen og Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Forsikring - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om hvorvidt banken havde påtaget sig at sørge for tegning af kaskoforsikring. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om banken havde påtaget sig at sørge for tegning af kaskoforsikring af klagerens bil.
Sagens omstændigheder
Klageren købte i maj 2010 en brugt bil hos en forhandler.
Banken har oplyst, at banken på klagerens anmodning sørgede for tegning af ansvarsforsikring af bilen hos Tryg den 25. maj 2010.
Klageren har anført, at han straks ved modtagelsen af policen for bilen opdagede, at der ikke var kaskodækning, og at han primo juni 2010 henvendte sig personligt i Nordea med henblik på at tegne en kaskoforsikring. Klageren har endvidere anført, at han aftalte med en medarbejder hos Nordea, at banken skulle sørge for tegning af kaskoforsikring.
Banken har anført, ingen af bankens medarbejdere i filialen erindrer at have talt med klageren om tegning af kaskoforsikring, og at banken ikke blev anmodet om at tegne kaskoforsikring til klageren.
Banken har endvidere oplyst, at klageren købte en anden bil i december 2010, og at denne bil blev ansvarsforsikret hos Tryg via banken.
I januar 2011 blev bilen købt i maj 2010 totalskadet ved et glatføreuheld.
Parternes påstande
Klageren har den 18. februar 2011 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal påtage sig en del af ansvaret for den manglende forsikringsdækning, og at det vil være ønskeligt, om banken tilrettelægger sine procedurer så det sikres, at en lignende situation ikke fremover kan opstå.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at han henvendte sig personligt i banken primo juni 2010. Han talte med en ung ansat, da hans sædvanlige bankrådgiver ikke var til stede. Han anmodede om at få ændret forsikringen fra ansvar til kasko. Den ansatte nedskrev de relevante oplysninger i hånden og meddelte, at banken nok skulle sørge for ændringen hos Tryg, og at han ikke selv skulle foretage sig yderligere. Han stolede på, at banken ville ændre forsikringen som lovet.
Han er bekendt med, at den ansatte efter trafikuheldet fik forevist et foto af ham. Den ansatte kunne genkende ham, men kunne ikke huske, hvad de havde talt om. Dette beviser, at han var i afdelingen den pågældende dag, da han ellers aldrig henvender sig personligt i afdelingen.
Den håndskrevne note forsvandt tilsyneladende. Banken gjorde ikke et notat om hans henvendelse i bankens logbog, hvilket er i strid med sædvanlige procedurer. Banken burde have givet ham en skriftlig bekræftelse på henvendelsen og aftalen. Banken opfordres til at beskrive proceduren, når en ældre kunde henvender sig personligt i banken.
Hans tidligere forsikringsforhold har intet med denne sag at gøre. Han ønskede at kaskoforsikre bilen købt i maj 2010, da bilen var dyr for et ældre pensionistægtepar.
Han kunne nemt få oplyst priser på kaskoforsikring uden at spørge banken.
Nordea Bank Danmark har bl.a. anført, at banken ikke blev anmodet om at tegne kaskoforsikring af bilen. Ingen i filialen kan huske at have talt med klageren herom.
Det har formodningen imod sig, at klageren anmodede om en sådan forsikring. Banken bekendt har klageren ikke tidligere kaskoforsikret sine biler; hverken bilen købt i december 2010 eller klagerens tidligere biler. Dette er bekræftet af de to ansvarsforsikringer, som klageren tegnede i 2010 i forbindelse med sine seneste bilkøb. Klageren har ikke oplyst, hvorfor netop bilen købt i maj 2010 skulle være en undtagelse. Klageren opfordres til at redegøre for sine seneste forsikringsforhold.
Det har endvidere formodningen imod sig, at klageren skulle have bestilt kaskodækning uden at få oplyst, hvad det kostede.
Der blev ikke logget på Trygs system i klagerens navn i perioden mellem tegningen af den første og den anden ansvarsforsikring med henblik på at få oplyst pris for kaskodækning.
Hvis klagerens forklaring følges, måtte klageren forvente at få tilsendt en ny police kort efter det påståede møde i banken. Policen ville være ledsaget af en opkrævning på en langt større præmie. Dette skete ikke. Klageren fandt ikke anledning til at få dette klarlagt, før han havarerede.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Nordea Bank Danmark har anført, at banken ikke blev bedt om at tegne kaskoforsikring til klageren.
Mod bankens benægtelse finder Ankenævnet det ikke dokumenteret, at banken og klageren indgik aftale om, at banken skulle sørge for tegning af kaskoforsikring til klageren.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge banken at gennemgå eller ændre sine procedurer.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.