Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om opsigelse af kredit var sket med rette.

Sagsnummer: 368 /2001
Dato: 02-04-2002
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen.
Klageemne: Kassekredit - opsigelse
Udlån - opsigelse
Ledetekst: Spørgsmål om opsigelse af kredit var sket med rette.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes opsigelse af klagerens kassekredit.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditaftale af 23. januar 2001 blev en kreditramme/trækningsret i tilknytning til klagerens Totalkonto hos indklagede forhøjet med 80.000 kr. til 174.000 kr. Af kreditaftalen fremgår bl.a.:

"Afvikling
Beregnet løbetid : 2 år 7 måneder
Der betales 31 ydelser. Ydelserne består af rente og afdrag.
Afdraget udgør kr. 2.000,00 og forfalder månedligt første gang 01.02.2001.
Kreditten indfries den 01.08.2003, medmindre der træffes ny aftale om afvikling.
Det beregnede betalingsbeløb den 01.08.2003 udgør kr. 114.968,22.
Afviklingen er beregnet på baggrund af rente m.v. på udskrivningstidspunktet og fuld udnyttelse af trækningsretten.
En ændring heri vil derfor medføre ændring i ydelsernes størrelse.
…………….
Opsigelse af lån og kreditter til privat anvendelse
…………. Banken kan opsige variabelt forrentede lån og kreditter til indfrielse med 3 måneders varsel. Opsigelsen skal være begrundet.
………….
Misligholdelsesbestemmelser
Uanset ovenstående kan banken uden varsel ophæve lån og kreditter, hvis låntager
………..
g) tilsidesætter vilkår aftalt med banken eller nævnt i bankens forretningsbetingelser "Sådan handler [ indklagede] "
……………
j) får ændret sine forhold væsentligt til skade for banken."

Til sikkerhed for klagerens engagement havde indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 50.000 kr. i klagerens bil.

I august 2001, hvor trækningsretten var nedskrevet til 160.000 kr., gennemførte klageren en omprioritering af sin faste ejendom, hvorved et eksisterende lån i Nykredit med en restgæld på 932.218 kr. blev omlagt til et nyt lån i BRFkredit på 1.200.000 kr.

Ved skrivelse af 27. august 2001 fremsendte BRFkredit provenuet af omprioriteringen, som udgjorde 231.278,74 kr., til indklagede til kreditering på klagerens Totalkonto. I skrivelsen var der anført: "Et eventuelt overskydende beløb bedes sendt til debitor".

Indklagede krediterede beløbet på Totalkontoen, som herefter udviste en saldo på 71.289,58 kr. (positiv). Samtidig nedskrev indklagede trækningsretten med 160.000 kr. til 0 kr.

Klageren gjorde indsigelse imod nedskrivningen af trækningsretten, som indklagede imidlertid fastholdt. Indklagede meddelte samtidig, at løsøreejerpantebrevet kunne udleveres.

Parternes påstande.

Den 29. oktober 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genetablere trækningsretten på Totalkontoen i henhold til aftalen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at nedskrivningen af trækningsretten til 0 kr. var i strid med kreditaftalen, som fortsat er juridisk bindende.

Kreditaftalen blev etableret med afdragsprofil og sikkerhedsstillelse, og der er ikke tale om misligholdelse.

Friværdien i hendes ejendom er på ca. 500.000 kr. efter gennemførelsen af omprioriteringen.

Indklagede har alene stillet krav om sikkerhed i form af pant i ejendommen ved en eventuel yderligere kreditudvidelse.

Indklagede har anført, at udvidelsen af kreditten i januar 2001 hovedsagelig skete til inddækning af overtræk. Der blev ikke stillet yderligere sikkerhed, og det blev derfor aftalt, at indklagede skulle have pant i klagerens ejendom, såfremt hendes økonomiske situation ikke blev forbedret væsentligt inden for få måneder. Klageren var bekendt med, at kreditudvidelsen bl.a. var baseret på friværdien i ejendommen, og at det var en forudsætning, at et eventuelt pant ville få prioritetsplads efter Nykreditlånet.

Klageren gennemførte omprioriteringen uden indklagedes viden.

Normalt fremsender kreditforeningerne checks med låneprovenu direkte til kunden, medmindre der er udækkede panthavere, eller kunden har ønsket andet. På den baggrund og henset til aftalen fra januar 2001, tolkede afdelingen skrivelsen fra BRFkredit således, at det fremsendte beløb skulle anvendes til indfrielse af kreditten.

Kreditten kan ikke genetableres uden betryggende sikkerhed, hvilket forudsætter en fornyet kreditvurdering.

Ved belåningen af ejendommen har klageren tilsidesat de vilkår, som blev aftalt i forbindelse med udvidelsen af kreditten, og belåningen har været til skade for indklagede, jf. forudsætningerne for kreditudvidelsen.

Kreditaftalen var således misligholdt, jf. kreditaftalens bestemmelser om misligholdelse pkt. g og j.

En eventuel genetablering af kreditten må i hvert fald forudsætte samtidig genetablering af sikkerheden.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

De af indklagede anførte forudsætninger for at udvide klagerens kredit i januar 2001 fremgår ikke af kreditaftalen, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren på anden måde blev gjort bekendt hermed. Der foreligger heller ikke oplysninger om, at indklagede efterfølgende krævede pant i klagerens ejendom under henvisning til, at klagerens økonomiske situation ikke var blevet væsentligt forbedret.

Ankenævnet finder derfor, at klageren også efter gennemførelsen af omprioriteringen i august 2001 kunne henholde sig til de vilkår for kreditten, som fremgår af aftalen, og som indebar en nedskrivning af trækningsretten med 2.000 kr. pr. måned. Indklagede skal derfor uden omkostninger for klageren genetablere kreditten mod sikkerhed i løsøreejerpantebrevet på 50.000 kr.

Som følge heraf

Indklagede skal anerkende, at nedskrivningen af trækningsretten på klagerens konto til 0 kr. den 28. august 2001 var uberettiget, og indklagede skal uden omkostninger for klageren genetablere kreditten mod sikkerhed i løsøreejerpantebrevet på 50.000 kr.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.