Gebyr for modtagelse af betaling i danske kroner fra udlandet på check trukket på dansk pengeinstitut, men udstedt af udenlandsk pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 91/1997 |
| Dato: | 18-09-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel fra udlandet - gebyr
Check - gebyr Betalingsformidling - gebyr |
| Ledetekst: | Gebyr for modtagelse af betaling i danske kroner fra udlandet på check trukket på dansk pengeinstitut, men udstedt af udenlandsk pengeinstitut. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Primo 1997 protesterede klageren over, at indklagede 5 gange i løbet af 1996 havde beregnet sig et gebyr på 50 kr. for modtagelse af checks fra klageren. Klageren, der er bosat i Sverige, afvikler sit studielån hos indklagede med 1.500 kr. månedligt. I 1996 fremsendte klageren til dækning af ydelsen månedligt 1.500 DKK på check udstedt af Svenska Handelsbanken og trukket på Jyske Bank til indklagede.
Af indklagedes prisliste pr. 1. april 1996 vedrørende internationale betalinger fremgår, at indklagede for betalinger i danske kroner fra udlandet på check trukket på dansk pengeinstitut beregner sig et gebyr på 50 kr. pr. check.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere de opkrævede gebyrer på i alt 250 kr., og at indklagede tilpligtes at ophøre med at beregne sig gebyr for modtagelse af betaling på check.
Indklagede har tilbudt at refundere de samlede gebyrer for 1996 på 250 kr., men har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede på hendes telefoniske forespørgsel i januar 1996 oplyste, at betaling af ydelsen på check i danske kroner var omkostningsfri. Først da hun i januar 1997 modtog årsopgørelsen, konstaterede hun, at indklagede beregnede sig et gebyr på 50 kr. pr. check. Indklagede bør ud over at refundere de allerede opkrævede gebyrer afstå fra at beregne sig gebyr for fremtidige betalinger på check til afvikling af lånet.
Indklagede har anført, at det må bero på en misforståelse, når klageren ved telefonsamtalen i januar 1996 fik den opfattelse, at betaling af ydelsen på check var gebyrfri. Klageren blev i hvert fald ved modtagelsen af kontoudskrift af 31. december 1996 bekendt med gebyret. Baggrunden for gebyret er, at de pågældende checks ikke kan cleares på normal vis, men skal trækkes på trassatbanken via manuel udstedelse af mellemregningsbilag, som efterfølgende bogføres og sendes med posten til trassatbanken. Fremtidige indbetalinger via disse checks kan ikke gebyrfritages på grund af det arbejde, der er forbundet med indløsningen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har efterkommet klagerens påstand om refusion af gebyrerne på ialt 250 kr., som blev opkrævet i 1996.
Det kan ikke pålægges indklagede at afstå fra at opkræve gebyret ved fremtidige betalinger ved check, der fremgår af indklagedes prisliste for internationale betalinger, og under hensyn til det af indklagede anførte om det arbejde, der er forbundet med indløsning af de pågældende check, finder Ankenævnet ikke, at gebyret er urimeligt stort.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.