Valutaterminsforretninger, omfang. 10 mio., indgåelse af stop-loss klausul.
| Sagsnummer: | 251/1993 |
| Dato: | 12-11-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Søren Geckler, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Valutaterminsforretninger, omfang. 10 mio., indgåelse af stop-loss klausul. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved rammeanmodning underskrevet af klagerne, der begge er lærere, den 18. marts 1991, anmodedes indklagede om en ramme for valutaterminsforretninger på 10 millioner kr. gældende til den 1. april 1992. Den 31. marts 1992 underskrev klagerne ny rammeanmodning fortsat med en ramme på 10 millioner kr. Af rammeanmodningerne, hvis fortrykte tekst er enslydende fremgik bl.a.:
"[Indklagede] er til enhver tid berettiget, men ikke forpligtet til at udtræde af indgåede valutaterminsforretninger efter [indklagede's] frie valg, såfremt nettopositionen ** udgør et tab for undertegnede på mere end 50% af den til enhver tid stillede sikkerhed. Vurderer Sparekassen, at der er tidsmæssig mulighed herfor, søges undertegnede kontaktet med henblik på, at værdien af sikkerhedsstillelsen korrigeret for nettopositionen bringes op på den aftalte procentsats af rammen, således at forretningen/(-erne) kan løbe videre.
** se afsnit 2 i alm. betingelser for valutaterminsforretninger."
Ved skrivelse af 16. august 1992 rettede klagerne henvendelse til indklagedes Sæby afdeling. I skrivelsen oplyste klagerne, at der siden etableringen af valutaterminsforretningerne var blevet indgået ca. 150 kontrakter, og at klagerne ikke tidligere havde rejst kritik mod indklagede. Henvendelsen vedrørte i øvrigt omlægningen af 2 terminskontrakter og spørgsmålet om indgåelse af stop-loss klausuler i denne forbindelse. Indklagede afviste ved skrivelse af 1. september 1992 til klagerne, at disse løbende havde haft en aftale om stop-loss, idet en sådan ikke sås noteret. Samtidig oplystes, at der ved hver forretnings indgåelse havde været aftalt en stop-loss og at klagernes faste investeringsrådgiver vidste, at klagerne normalt ønskede en sådan aftale. Ved den påklagede terminsforretning blev stop-loss ikke drøftet, og ansvaret herfor måtte efter indklagedes opfattelse påhvile klagerne selv.
Efter yderligere korrespondance mellem klagerne deres advokat og indklagedes direktion har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde klagerne en kompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at klagernes sædvanlige rådgiver hos indklagede, i forbindelse med at engagementet varetoges af en afløser under ferie, undlod at give afløseren besked om klagernes aftale med indklagede om stop-loss.
Indklagede har anført, at der ikke er indgået nogen individuel stop-loss aftale i forbindelse med de omhandlede valutaterminsforretninger. Bevisbyrden herfor påhviler klagerne.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at klagerne med indklagede havde aftalt en valutaterminsramme på 10 millioner kr., og at der siden april 1991 og frem til sommeren 1992 blev indgået ca. 150 kontrakter i henhold til denne ramme. Disse spekulationsforretninger findes efter deres karakter og omfang at måtte betragtes som eller sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed, og klagen findes derfor allerede af denne grund ikke at kunne behandles af Ankenævnet jfr. dettes vedtægters § 2, stk. 2, og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.