Omlægning i december 1993 af 10% obligationer med udløb år 2010 til 6% obligationer med udløb år 2026.
| Sagsnummer: | 53/1997 |
| Dato: | 05-11-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Omlægning i december 1993 af 10% obligationer med udløb år 2010 til 6% obligationer med udløb år 2026. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren i denne sag er dødsboet efter en den 15. november 1995 afdød kunde A hos indklagede. A blev 85 år.
A havde hos indklagedes Gilleleje afdeling et værdipapirdepot, hvori der i oktober 1993 ud over en mindre post aktier beroede nominelt 511.000 kr. 10% Kreditforeningen Danmark 2010.
Ved skrivelse af 12. oktober 1993 til A meddelte afdelingen, at man havde set på sammensætningen af værdipapirerne i A's depot, og at man fandt, at afkastet kunne forbedres, hvorfor man opfordrede A til at rette henvendelse for at aftale et møde med henblik på en drøftelse af depotets sammensætning.
Omkring 1. december 1993 modtog A meddelelse om, at nominelt 95.000 kr. af hendes obligationer var udtrukket pr. 2. januar 1994.
Indklagede har oplyst, at A den 20. december 1993 henvendte sig i afdelingen, hvor der foretoges en drøftelse af depotet. Drøftelserne resulterede i, at de resterende ikke udtrukne nominelt 416.000 kr. 10% Kreditforeningen Danmark samme dag blev solgt til kurs 102,05. For provenuet på ca. 423.000 kr. og 113.000 kr., der stod på A's konto hos indklagede, købtes samtidig nominelt 600.000 kr. 6% Danske Kredit 2026 til kurs 89,3.
Indklagede har oplyst, at der den 10. januar 1995 blev udsendt et standardbrev til 6 kunder i Gilleleje afdeling med depoter indeholdende lavt forrentede obligationer, herunder til A. I skrivelsen er henvist til en af indklagede udsendt orientering i sidste halvdel af december måned 1994, og det anføres, at den negative kursudvikling i 1994 på lavt forrentede obligationer kunne give anledning til overvejelser om sammensætningen af den pågældendes obligationsdepot. Modtageren af skrivelsen opfordredes til at rette henvendelse til indklagede for en nærmere drøftelse af sammensætningen af obligationsdepotet. Indklagede har oplyst, at man ikke modtog nogen reaktion fra A på skrivelsen.
Ved A's død den 15. november 1995 var kursen på de omhandlede obligationer 80,9. Beholdningen var nominelt 586.000 kr., idet 14.000 kr. forinden var udtrukket.
Ved skrivelse af 28. maj 1996 rettede boet efter A henvendelse til indklagede og anførte, at indklagedes rådgivning ved omlægningen af obligationsdepotet havde været mangelfuld, idet A havde været bedre stillet ved at beholde 10% obligationerne. Ved skrivelse af 1. juli 1996 meddelte indklagede, at man havde rådgivet A i overensstemmelse med A's ønsker til afkast- og indfrielsesrisiko; man fandt derfor ikke, at der forelå et ansvarsgrundlag for indklagede.
Den 14. oktober 1996 solgte boet de omhandlede obligationer nu nominelt 584.000 kr. til kurs 84,925.
Boet har den 10. februar 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre boet 66.880 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Boet har anført, at A på tidspunktet for omlægningen af depotet var 83 år. A havde på da været alderdomssvækket af senilitet siden 1990, på hvilket tidspunkt A var blevet tilknyttet et sundhedscenter, der tilså A flere gange dagligt, idet A havde svært ved at klare sig. Det bestrides, at A var en "åndsfrisk og beslutningsdygtig investor" som anført af indklagede. A kunne ikke bedømme kursrisikoen ved investeringen på grund af sin psykiske/mentale tilstand. Ved rådgivningen af A undlod indklagede at tage hensyn til tidshorisonten i investeringen. Det måtte også for indklagede være en realistisk mulighed, at obligationsbeholdningen ville blive realiseret ved et dødsfald. Boet stiller sig uforstående over for, hvorledes indklagede kan udtale sig om A's tilstand, idet A næsten aldrig satte sine ben i afdelingen. Det var A's hjemmehjælpere, der kom i afdelingen og foretog hævninger fra A's konto til A. Det bestrides, at A har modtaget skrivelsen af 10. januar 1995, idet denne ikke er fundet blandt A's bankpapirer. Boet har henvist til indholdet af de fremlagte skrivelser fra social- og sundhedsforvaltningen i A's hjemkommune vedrørende tildeling af plejehjemsplads samt en sygeplejerrapport fra maj 1995.
Indklagede har anført, at A var kendt i afdelingen som en åndsfrisk ældre kunde med en klar opfattelse af, hvilket formål hun ønskede at varetage ved valg af investering. A ønskede en sikker og stabil indtægt med minimal risiko for geninvestering. På omlægningstidspunktet kunne højtforrentede obligationer kun erhverves til over 100, og der var stor risiko for førtidig indfrielse på grund af konvertering af højtforrentede kreditforeningslån. A var bekendt med kursrisikoen på længereløbende obligationer, men tillagde det større betydning at opnå et stabilt renteafkast. A valgte selv investeringen på grundlag af en korrekt og forsvarlig rådgivning. Den 30-årige obligation har som følge af udtrækninger en statistisk varighed på 10 år. Det er indklagedes opfattelse, at der ikke forelå psykiske/mentale hindringer hos A, som afskar A fra forståelsen af investeringen. Det fremgår ikke af den fremlagt sygeplejerrapport, at A var senil. Det er indklagedes opfattelse, at A forstod, at der var kursrisiko på de købte obligationer. På investeringstidspunktet var der ingen generel forventning om kursfald, men tværtimod forventning om en vis stigning. Selv om der var kursrisiko ved investeringen, viser den efterfølgende kursudvikling, at investeringen ikke var tabsgivende, idet der ikke nødvendigvis skulle realiseres til en lavere kurs end den, hvortil kurserne blev erhvervet. Realisation i forbindelse med et dødsfald var ikke på tale, og indklagede ser ikke nogen rådgivningsfejl i forhold til A's interesser, således som disse var indklagede bekendt på investeringstidspunktet.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Vi finder det ikke godtgjort, at A på tidspunktet for omlægningen af obligationsdepotet var senil eller i en sådan tilstand, at hun ikke forstod betydningen af omlægningen. Det bemærkes i denne forbindelse, at sygeplejerrapporten, som følge af at denne er fra maj 1995, findes uden betydning. Vi finder det heller ikke godtgjort, at indklagede ved rådgivningen begik ansvarspådragende fejl. Det bemærkes herved, at A måtte indse, at indklagedes rådgivning var baseret på forventninger til rente- og kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at hun derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
Et medlem - Leif Nielsen - udtaler:
På tidspunktet for omlægningen af obligationsbeholdningen var A knap 84 år. Under hensyntagen hertil var en omlægning til obligationer med en løbetid, der var 16 år længere, uheldig, idet jeg antager, at udtrækning i forbindelse med den solgte obligationsbeholdning var mere i overensstemmelse med A's behov. Jeg finder, at indklagede derfor bør yde en kulancemæssig godtgørelse.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.