Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Udlån, rente, manglende oplysninger efter kreditaftalelovens § 9.

Sagsnummer: 710/1993
Dato: 12-07-1994
Ankenævn: Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn
Klageemne: Rente - udlån
Ledetekst: Udlån, rente, manglende oplysninger efter kreditaftalelovens § 9.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I januar 1989 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 125.000 kr. Lånets rente var p.t. 11½% p.a. Lånet forhøjedes i slutningen af 1989 til 134.901,75 kr. Rentesatsen var oplyst til 13% p.a. Indklagede havde ved skrivelse af 20. november 1992 meddelt, at man generelt havde hævet renten med 2% for alle engagementer.

I januar 1992 blev lånets ydelse nedsat fra hidtil 3.262 kr. til 1.800 kr. månedlig; der udfærdigedes nyt lånedokument og heraf fremgik, at lånets rentesats p.t. var 14% p.a. Der foreligger en afregning af gebyr på 500 kr. vedrørende ændringen af ydelsen af 4. februar 1992.

Der er fremlagt månedlige kontoudtog, hvoraf lånets årlige nominelle rente er fremgået. Pr. 22. november 1993 blev den årlige nominelle rente oplyst til 19,856%.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets rente og tilbageføre for meget betalt rente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han ved lånets oprindelige etablering var ansat som konsulent med fast gage og provision. Han modtog kørselsgodtgørelse efter Statens satser. Han har været selvstændig i perioden september 1990 - januar 1992 og påny fra marts 1993. Han finder, at han betaler en urimelig høj rente, set i betragtning af det rentefald, som har fundet sted i løbet af 1993.

Indklagede har anført, at lånet skulle anvendes til køb af bil, for at klageren kunne udføre sit erhverv. Klageren er derfor blevet anset for erhvervsdrivende, og der er således heller ikke givet oplysninger i henhold til Kreditaftalelovens § 9 og § 10.

Renten på klagerens lån har fulgt renteudviklingen for indklagedes udlån til erhverv.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at klageren, da de nye lånedokumenter blev vedtaget i begyndelsen af februar 1992, var forbruger i kreditaftalelovens forstand. Endvidere findes lånevilkårene at være ændret så fundamentalt, at de aftalte ændringer må sidestilles med en ny kreditaftale, hvorfor kreditaftalelovens § 9 finder anvendelse.

Da indklagede har erkendt ikke at have opfyldt oplysningspligten i henhold til denne bestemmelse, kan renten på lånet efter ydelsesændringen højst udgøre diskontoen + 5%, jvf. kreditaftalelovens § 23, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 896/1990.

Som følge af det anførte

Indklagede skal inden 4 uger regulere rentesatsen på klagerens lån i overensstemmelse med foranstående. Klagegebyret tilbagebetales klageren.