Afgørelse

Rådgiveransvar. Manglende fastkursaftale.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i juni 2003 et låneomlægningstilbud til klageren. Af tilbudet fremgik det, at lånets kursværdi og provenu ville afhænge af kursen på obligationerne, at instituttet kunne tilbyde kurssikring på såvel udbetaling som indfrielse, samt at det beregnede provenu kunne blive mindre, hvis klageren indgik fastkursaftale. Samtidig sendte instituttet en tinglysningsaftale, hvoraf det fremgik, at det nye lån skulle udbetales efter nærmere aftale, at fastkursaftale til enhver tid kunne indgås telefonisk og efterfølgende ville blive bekræftet af instituttet, og at klageren forinden underskrivelsen af pantebrevet og tinglysningsaftalen var blevet gjort bekendt med mulighederne for kurssikring. Klageren blev i et følgebrev opfordret til at gennemlæse materialet og henvende sig, hvis han ønskede at gennemgå dette sammen med instituttet. Klageren henvendte sig i juli 2003 til instituttet, idet han mente at instituttet bar skylden for, at låneomlægningen ikke var lykkedes som forventet. Klageren henviste til, at der var gået ca. en måned fra han underskrev, til han fik besked om, at lånet var klar til udbetaling, selv om det var aftalt, at ekspeditionen af låneomlægningen skulle ske straks. I den periode var kursen faldet 2 kurspoint i forhold til tilbudskursen på 99,33. Klageren bad derfor instituttet om at omlægge de gamle lån til den tilbudte kurs, hvilket instituttet afviste, blandt andet under henvisning til, at lånetilbud, følgeskrivelse og tinglysningsaftale indeholdt oplysninger om, at der ikke var foretaget kurssikring af lånene.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle gennemføre låneomlægningen på de vilkår, herunder kurser, som var indeholdt i lånetilbudet. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at instituttet hverken er berettiget eller forpligtet til på eget initiativ at foretage kurssikring på en låntagers vegne, men alene er ansvarlig for at rådgive om kurssikring, mens beslutningen herom er låntagerens. Af det fremsendte lånetilbud, følgeskrivelse og prioriterings- og tinglysningsaftale fremgik det direkte, at der ikke var indgået, men kunne indgås fastkursaftale. Nævnet fandt på den baggrund, at klageren ikke havde godtgjort, at instituttet havde givet ham løfte om afregning til kurs 99,33. Nævnet fandt derimod, at det af materialet klart fremgik, at afregningskursen kunne ændres, hvis der ikke blev indgået fastkursaftale, men at klageren havde mulighed for kurssikring. Nævnet fandt ikke, at instituttet havde givet løfte om kurssikring eller tilsidesat sine rådgivningsforpligtelser om mulighederne for kurssikring. Nævnet frifandt derfor instituttet.