Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om indgåelse af akkordaftale.

Sagsnummer: 192/2004
Dato: 22-03-2005
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Ole Jørgensen, Lotte Aakjær Jensen
Klageemne: Akkord - fortolkning af aftale
Ledetekst: Spørgsmål om indgåelse af akkordaftale.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.



Denne sag vedrører, om der i forbindelse med indgåelsen af et frivilligt forlig i februar 2000 blev indgået aftale om en akkordering af klagerens samlede gæld til indklagede.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 27. maj 1988 blev klagerens privatlån (kontonr. -946) hos indklagede forhøjet med 24.410,87 kr. til 50.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr.

Ved gældsbrev af 11. august 1988 blev klagerens og dennes brors, B's, fælles privatlån (kontonr. ­-524) hos indklagede forhøjet med 104.000 kr. til 257.600,56 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr.

Klageren havde endvidere en indlånskonto (kontonr. -492) hos indklagede.

Engagementet blev misligholdt.

Den 3. juli 1990 blev gælden på lån -946 i Københavns Byrets fogedafdeling opgjort til 39.710,66 kr. på grundlag af en hovedstol på 34.637,44 kr. Klageren afgav insolvenserklæring.

I 1992 opnåede B gældssanering.

Ved skrivelse af 17. oktober 1995 rettede indklagede henvendelse til klageren om gælden, som blev opgjort til i alt 336.378,55 kr. med tillæg af renter. Gælden fordelte sig således:

Lån -524

298.020,61 kr.

pr. 01.01.1990

Lån -946

34.637,44 kr.

pr. 01.01.1990

Konto -492

3.720,50 kr.

pr. 11.12.1989

I alt

336.378,55 kr.



Indklagede samlede gælden på en fordringskonto (kontonr. -876) med en saldo på 349.525,82 kr. Saldoen fremgår af klagerens kontooversigt pr. den 31. december 1995 med følgende forbehold:

"Banken har standset den automatiske renteberegning. I de anførte saldobeløb er derfor ikke medtaget eventuelt skyldigt rentebeløb og omkostninger påløbet efter standsningen. Det skyldige rentebeløb kan oplyses ved henvendelse til banken. Saldoen kan bestå af flere uafhængige krav."

I 1997 og i foråret 1999 rettede klageren via sin advokat henvendelse til indklagede med henblik på en akkordering af gælden. Indklagede afslog begge akkordtilbud.

Ved skrivelse af 19. august 1999 rettede klageren via en anden repræsentant, A, henvendelse til indklagede angående lån -524. A fremførte en række indsigelser mod klagerens hæftelse for lånet.

Ved skrivelse af 26. august 1999 afviste indklagede indsigelserne og opgjorde samtidig sit krav i henhold til lånet som følger:

"Afskrevet som tabt i henhold til vedl. udskrift

kr.

298.020,61

- modtaget fra [B] (gældssanering)

kr.

56.790,27

Gæld herefter uden renter

kr.

241.230,34

+ beregning af 5 år rente af 13,75 % p.a.

kr.

165.845,86

Vort tilgodehavende herefter

kr.

407.076,20

"



Den 13. december 1999 fremsendte indklagede en udlægsbegæring til fogedretten i Frederikssund, hvor klageren blev begæret tilsagt for en gæld på 39.710,66 kr., svarende til opgørelsen i Københavns Fogedret den 3. juli 1990, med tillæg af fem års renter, i alt 67.011,74 kr.

Ved skrivelse af samme dato til A sendte indklagede en kopi af gældsbrevet vedrørende lån -524 til denne. Det anføres videre i skrivelsen:

"Vi kan samtidig meddele, at vi har sendt sagen til fogedretten, men da vi ikke forventer, at debitor ejer noget særligt har vi valgt at sende et mindre lån i fogedretten. Kopi af dette lån er også medsendt."

Ved skrivelse af 31. december 1999 fremsatte klageren via A et tilbud om en afdragsordning. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Angående: Lån med kontonummer [-492] af 27.05.1988

[klageren, adresse].

Under henvisning til Deres skrivelse af 13.12.1999 fremsender vi på vor klients vegne følgende forslag om afdragsordning gældende for lån med kontonummer [-492] af 27.05.1988 vedrørende [klageren] idet denne sag ikke ses at vedrøre andre end lånets debitor [klageren].

TILBUD OM AFDRAGSORDNING

gældende for lån med kontonummer [-492] af 27.05.1988

[Klageren] tilbyder [indklagede] frivilligt at ville afdrage denne gældspost med kr. 1000 pr. mdr. - mod

  • at en specificeret kontoopgørelse meddeles,

  • og mod at denne sag trækkes tilbage i fogedretten […]

  • at der ikke tilskrives yderligere renter og gebyrer på kontoen."

Ved skrivelse af 4. januar 2000 til A sendte indklagede en kopi af opgørelsen i fogedretten den 3. juli 1990 vedrørende lån -946.

Den 17. februar 2000 underskrev klageren et frivilligt forlig med indklagede om afvikling af 39.710,66 kr. med tillæg af fem års historisk rente, 27.301,00 kr., i alt 67.011,74 kr. med 1.000 kr. om måneden første gang den 1. marts 2000. Umiddelbart under overskriften "Frivilligt forlig" i dokumentets øverste højre hjørne er anført "Kontonr. [-876]". Ydelserne skulle indtil videre anvendes med 60 % til afvikling af hovedstolen og 40 % til afvikling af historiske renter. Gælden ville kun i tilfælde af misligholdelse blive krævet forrentet. I tilfælde af misligholdelse "vil der, af den samlede restgæld, blive beregnet en rente på 14,25% p.a. med årlig rentetilskrivning med tilbagevirkende kraft fra aftalens indgåelse og indtil misligholdelsestidspunktet."

Indklagede tilbagekaldte fogedretssagen.

Den 1. marts 2000 overførte indklagede 39.710,66 kr. af saldoen på fordringskontoen (-876) til en nyoprettet fordringskonto med afvikling, kontonr. -346. På denne blev der bogført historisk rente på 27.301,00 kr., og kontoen udviste herefter en saldo på 67.011,66 kr.

Ved en fejl berammede fogedretten sagen til den 29. marts 2000. Klageren fremsendte i den forbindelse en skrivelse af 20. marts 2000 til fogedretten, hvori han henviste til, at der var indgået frivilligt forlig "for den fulde gældspost, som ses på kontonr. -876."

Ifølge kontooversigt pr. den 31. december 2000 var saldoen 309.815,22 kr. på fordringskonto -876. Saldoen på konto -346 var nedbragt til 57.011,68 kr. Der blev skattemæssigt indberettet 4.000 kr. i betalte renter.

I foråret 2004 rettede klageren via sin advokat henvendelse til indklagede om kontooversigterne, hvoraf gælden på fordringskonto -876 fortsat fremgik. Indklagede afviste, at der i forbindelse med det frivillige forlig var sket en akkordering af gælden.

Parternes påstande.

Den 5. juli 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde restgælden på konto -876.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at forliget af 17. februar 2000 vedrører hans samlede gæld til indklagede.

Af forligsdokumentet, som indklagede har affattet, fremgår tydeligt, at forliget vedrører kontonummer -876, hvorpå indklagede havde samlet sine tilgodehavender. Det fremgår ikke, at forliget kun vedrører en del af gælden. Af forligets rentebestemmelse fremgår, at ved misligholdelse af forliget vil der af "den samlede restgæld" blive beregnet rente. Den beløbsmæssige størrelse af den samlede restgæld fremgår ikke. Den samlede restgæld må derfor forstås som restgælden på 349.525,82 kr. ifølge de fremsendte kontoudskrifter. Den i kontoudskrifterne opgjorte gæld ville således alene få betydning ved eventuel misligholdelse af forliget.

Forliget er resultatet af periodevise forligsforhandlinger med udgangspunkt i indklagedes skrivelse af 17. oktober 1995, hvor indklagede udbad sig oplysninger om hans økonomiske forhold med henblik på indgåelse af en samlet afviklingsordning.

Umiddelbart inden indgåelsen af forliget udbad han sig dokumentation for gælden til brug for sine overvejelser. På den kontooversigt, som han fik tilsendt sammen med forligsdokumentet, var gælden samlet på kontonummer -876, som var anført på forliget. Han kunne derfor med føje gå ud fra, at forliget omfattede den på fordringskontoen anførte gæld. Hverken han eller A havde mistanke om, at der var fejl i forligsteksten. Han konstaterede blot, at indklagede nu var villig til at finde en løsning på sagen. Der var tale om et forlig, hvorved man forstår en mindelig ordning, hvor begge parter sædvanligvis gør indrømmelser i forhold til hinanden, hvilket støttede hans opfattelse.

Det fremgår klart af hans skrivelse af 20. marts 2000 til fogedretten, at han var af den opfattelse, at forliget omfattede den samlede gæld. Indklagede modtog skrivelsen i forbindelse med returneringen af fogedsagen uden at reagere herpå.

Efter indgåelsen af forliget gjorde han telefonisk indsigelse mod kontooversigterne, som efter hans opfattelse ikke stemte overens med forliget. Indklagede oplyste, at den samlede restgæld alene fremgik med henblik på at gøre denne gældende i tilfælde af misligholdelse af forliget.

Indklagede har anført, at der med forliget af 17. februar 2000 alene blev indgået en afdragsordning vedrørende det lån, som klageren var enedebitor for. Det beror på en fejl, at kontonummeret -876 fremgår af forligets forside. Der var på ingen måde tale om en akkordering af klagerens samlede gæld, og klageren kan ikke med føje have fået den opfattelse.

Det var fogedretssagen og klagerens tilbud om en afdragsordning af 31. december 1999, der dannede grundlag for det frivillige forlig. I begyndelsen af januar 2000 modtog klageren opgørelsen i fogedretten af 3. juli 1990 på 39.710,66 kr., som forliget tog udgangspunkt i.

Den kontooversigt, som klageren fik tilsendt sammen med forligsdokumentet, var fra 1995 og blev på forespørgsel fra klageren fremsendt med henblik på at afklare spørgsmål om indlånskonto nr. -492, som A fejlagtigt henviste til i skrivelsen af 31. december 1999. Datoen den 27. maj 1988 i tilknytning til kontonummeret i samme skrivelse tyder klart på, at der var tale om lånet, som klageren var enedebitor på, og som nu var bogført på fordringskonto -876.

Det har formodningen imod sig, at man skulle acceptere at trække en fogedsag vedrørende en gæld på godt 39.000 kr. plus renter tilbage mod, at klageren accepterede at indgå en akkordering på omkring 88 % på den samlede gæld på 349.000 kr. plus renter. Senest i april 1999 havde man afvist at give saldokvittering for gælden mod betaling af 30 % af hovedstolen. Denne åbenbare modsætning var kendelig for klage­ren, der i forløbet var repræsenteret af en sagkyndig rådgiver.

Efter indgåelsen af forliget har man på grund af klagerens økonomiske situation indtil videre afholdt sig fra at inddrive det øvrige tilgodehavende. Klagerens økonomisk anstrengte situation var også grunden til, at udlægsbegæringen blev baseret på det mindre lån.

Af de årligt fremsendte kontooversigter fremgår det tydeligt, at klageren fortsat hæfter for begge lån, og at han alene afvikler på det lån, som han optog som enedebitor. Det erindres ikke, at klageren skulle have gjort indsigelse mod kontooversigterne. Der er ikke fremkommet nogen tilkendegivelse, der har indikeret, at klageren svævede i en vildfarelse om sin hæftelse, før advokatens henvendelse i foråret 2004.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Det er anført i det frivillige forlig af 17. februar 2000, at dette vedrører konto -876, hvorpå indklagedes samlede krav mod klageren var bogført, og det fremgår ikke klart af forligets tekst, at den aftalte afvikling alene er gældende for den del af kontoen, der kan henføres til det lån, der blev oprettet med klageren som enedebitor.

På baggrund af de konkrete omstændigheder finder Ankenævnet imidlertid ikke, at klageren med føje kunne få den opfattelse, at det frivillige forlig omfattede det samlede gældsforhold.

Ankenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at den direkte anledning til forliget var indklagedes begæring af 13. december 1999 til fogedretten, som var begrænset til gælden i henhold til det lån, som klageren oprindelig havde optaget som enedebitor, at også den afdragsordning, som klageren tilbød i skrivelsen af 31. december 1999, og som blev accepteret ved forliget, alene vedrørte det lån, der var optaget af klageren som enedebitor, og at hovedstolen i forliget beløbsmæssigt svarer til opgørelsen af samme lån i fogedretten den 3. juli 1990. Det må lægges til grund, at klageren var eller burde være bekendt med disse forhold, jf. navnlig indklagedes skrivelser af 13. december 1999 og 4. januar 2000 til klagerens rådgiver, A, og henvisningen i dennes skrivelse af 31. december 1999 til et lån af 27. maj 1988.

Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at tage klagen til følge.

Ankenævnet har ikke taget stilling til den beløbsmæssige opgørelse af indklagedes restfordring mod klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.