Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål vedrørende rådgivning og beskatning i forbindelse med salg af investeringsforeningsbeviser indenfor tre års ejertid.

Sagsnummer: 170/2002
Dato: 02-10-2002
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - skatteforhold
Ledetekst: Spørgsmål vedrørende rådgivning og beskatning i forbindelse med salg af investeringsforeningsbeviser indenfor tre års ejertid.
Indklagede: Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning om beskatning i forbindelse med klagerens salg af aktiebaserede investeringsforeningsbeviser inden for tre års ejertid.

Sagens omstændigheder.

Den 6. januar 1998 blev der hos indklagede med deltagelse af klageren afholdt et investeringsmøde. Under mødet blev der udfyldt et investeringsprofilskema, hvor klagerens investeringshorisont og risikoprofil blev fastlagt. Rådgivningen vedrørte klagerens frie midler. Skemaet er påført angivelse af, at der skulle købes for ca. 280.000 kr. i fire forskellige investeringsforeningsafdelinger af Uni-Invest. Afdelingerne var tre aktiebaserede samt en obligationsbaseret afdeling. Købene blev gennemført 9. januar 1998.

I marts 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede og oplyste, at han ønskede at købe et sommerhus samt sælge sit hus. På baggrund heraf udarbejdede indklagede nogle boligberegninger, ligesom finansieringen af køb af sommerhus blev drøftet. I denne forbindelse blev det drøftet at sælge klagerens investeringsforeningsbeviser.

Indklagede har anført, at klageren blev oplyst om, at det ville have skattemæssige konsekvenser at sælge de aktiebaserede investeringsforeningsbeviser. Dette bestrides af klageren.

På et møde den 15. marts 2000 blev det aftalt, at klageren skulle sætte sit hus til salg, og at det forventede provenu på 400.000 kr. samt en del af klagerens frie midler skulle anvendes til køb af et sommerhus til ca. 1 mio. kr.

Indklagede udarbejdede herefter på baggrund af indleverede økonomiske oplysninger fra klageren en række beregninger af dennes rådighedsbeløb, hvor der forudsattes en udbetaling på 650.000 kr. samt realkreditlån på 208.225 kr. ved køb af et sommerhus til 1 mio. kr. Beregningerne tog ikke højde for skatteforhold vedrørende salg af værdipapirer. Klageren og indklagede blev enige om, at den endelige finansiering skulle ske således, at der skulle anvendes 406.000 kr. fra provenuet ved salg af klagerens ejendom, 280.000 kr. skulle fremskaffes ved salg af obligationsbaserede beviser, ligesom der skulle optaget et realkreditlån på 300.000 kr.

Af indklagedes henvendelse af 17. april 2000 til klageren fremgår:

"Tak for et godt møde 15.03.2000. Her et kort resumé af det vi aftalte.……..BoligDine planer med hensyn til bolig er, at du flytter sammen med din kæreste og i den forbindelse sætter dit hus til salg med et anslået provenu på 400.000 kr. Provenuet sammen med en del af dine frie midler skal anvendes til køb af sommerhus til ca. 1 mill. kr., som ønskes finansieret således, at den månedlige nettoudgift på kreditforeningslån udgør ca. 2.100 pr. måned.Til brug for udregning indleveres lønsedler og årsopgørelse. (modtaget 16. marts)

Efter indlevering af nævnte papirer er beregningerne lavet og udleveret.InvesteringDet blev aftalt at vente med at lave en depotplejeaftale indtil dine hushandler er faldet på plads."

Den 18. april 2000 solgte klageren obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser med et samlet provenu på ca. 284.000 kr.

Klageren valgte efterfølgende at ændre finansieringen og alene hjemtage et realkreditlån på 250.000 kr. Den 4. maj 2000 solgte klageren aktiebaserede investeringsforeningsbeviser for ca. 168.000 kr.

Primo 2002 fremsatte skattemyndighederne krav om ændring af klagerens skatteansættelse for 2000, idet klagerens fortjeneste ved salget i 2000 af de aktiebaserede investeringsforeningsbeviser blev opgjort til 52.127 kr., som skulle medtages ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst som følge af, at klageren havde ejet investeringsforeningsbeviserne i mindre end 3 år. Endvidere skulle klagerens fortjeneste på 18.947 kr. ved salg af nogle aktiebaserede investeringsforeningsbeviser, som klageren havde købt i 1994, beskattes som aktieindkomst.

Ved skrivelse af 26. marts 2002 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at han i forbindelse med rådgivningen i foråret 2000 ikke var blevet gjort opmærksom på beskatningen ved fortjeneste af de solgte investeringsforeningsbeviser, herunder at den særlige 3 års regel ikke var blevet nævnt. Klageren forbeholdt sig at blive holdt skadesløs herfor af indklagede.

Ved skrivelse af 4. april 2002 anførte indklagede, at klageren ved flere møder i marts og april 2000 var blevet oplyst om, at det ville have "nogen skattemæssige konsekvenser at sælge dine aktier". Indklagede henviste endvidere til skrivelsen af 17. april 2000.

Parternes påstande.

Klageren har den 22. april 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde ham skadesløs "Med hensyn til ekstra skat som følge af salget".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke erindrer, at der blev drøftet skatteforhold i forbindelse med mødet i januar 1998. Da der var tale om køb af værdipapirer, hæftede han sig i hvert fald ikke herved. Af investeringsprofilskemaet fremgår heller intet konkret om skatteforhold.

Ved drøftelserne i foråret 2000 om finansieringen af sommerhuset og salg af værdipapirer blev der intet nævnt om skat. Heller ikke i et budget, som var baseret på detaljerede tal og faktiske indkomstforhold var skat berørt. Rådighedsbeløbet ville som følge af skat ved salg af værdipapirerne være væsentlig lavere, men dette fremgår heller ikke af budgettet.

Det er korrekt, at han har ønsket at begrænse realkreditlånet i sommerhuset, men det var ikke afgørende for købet af sommerhuset, at papirerne skulle sælges. Der kunne nemt have været fundet en anden finansiering.

Indklagede har anført, at klageren har modtaget rådgivning om de skattemæssige konsekvenser ved køb og salg af værdipapirer både i forbindelse med investeringsmødet i 1998 samt ved køb af sommerhuset i 2000.

Det blev aftalt, at klageren alene skulle sælge de obligationsbaserede investeringsforeningbeviser, men klageren ændrede efterfølgende dette og solgte samtlige sine aktiebaserede investeringsforeningsbeviser. Dette var klagerens valg og det er indklagedes opfattelse, at klageren var vidende om de skattemæssige konsekvenser som følge af den rådgivning, som klageren tidligere havde modtaget.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at det ved drøftelserne i marts 2000 mellem klageren og indklagede om finansieringen af køb af et sommerhus var en forudsætning, at der skulle fremskaffes et beløb i størrelsesordenen 280.000 kr. ved salg af klagerens obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser. Salget af disse investeringsforeningsbeviser, der gennemførtes 18. april 2000, havde ikke skattemæssige konsekvenser. Det er ikke godtgjort, at klageren forud for salget af de aktiebaserede investeringsforeningsbeviser den 4. maj 2000 søgte indklagedes råd om de skattemæssige konsekvenser ved salg af aktiebaserede investeringsforeningsbeviser, eller at indklagede i øvrigt har udvist fejl eller forsømmelser vedrørende rådgivning herom.

Ankenævnet finder derfor, at indklagede ikke kan anses for erstatningsansvarlig for klagerens efterfølgende ændring af finansieringen af sommerhuskøbet, hvorved klageren solgte de aktiebaserede investeringsforeningsbeviser, hvilket udløste en ekstraskat for klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.