Opgørelse af krav overgivet til inkasso.
| Sagsnummer: | 34 /2005 |
| Dato: | 08-06-2005 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
|
| Ledetekst: | Opgørelse af krav overgivet til inkasso. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører opgørelse af et krav i henhold til en dom afsagt i 1988.
Sagens omstændigheder.
Den 12. januar 1988 blev der ved Københavns Byret afsagt dom, hvorefter klageren som udeblevet blev dømt til at betale 16.389,66 kr. med procesrente fra 12. august 1987 samt sagens omkostninger 1.400 kr. til indklagede. Af stævningen fremgår, at beløbet vedrørte restgælden på et lån samt et overtræk på en konto.
Indklagede har anført, at kravet blev sendt til retslig inkasso i 1991. Den 9. april 1992 underskrev klageren en "erklæring om insolvens", hvorefter klageren på tro og love erklærede, at han ikke besad aktiver til genstand for udlæg.
Indklagede har anført, at klageren ikke har afviklet gælden efter domsafsigelsen. Man har årligt fremsendt saldomeddelelse til klageren.
Af årsoversigt fremsendt af indklagede pr. 31. december 2004 fremgår, at klageren skyldte indklagede 37.867,97 kr. i henhold til misligholdt fordring.
Ved skrivelse af 12. januar 2005 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at han ikke kunne anerkende at skylde indklagede noget beløb, da der var forløbet mere end 20 år siden lånets optagelse. Ved skrivelse af 27. s.m. fastholdt indklagede kravet under henvisning til den foreliggende dom.
Parternes påstande.
Klageren har den 1. februar 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at han ikke skylder indklagede noget beløb. Subsidiært bør indklagede yde henstand med betalingen indtil den 12. januar 2008.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagens forberedelse har indklagede opgjort sit krav til 25.287,93 kr. (16.389,66 kr. med tillæg af omkostninger 1.400 kr. og fem års rente (procesrente 9,5% p.a.) 7.498,27 kr.). Indklagede har yderligere korrigeret indberetningen til Told Skat pr. 31. december 2004, således at gælden indberettes med 17.789,66 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at uanset den foreliggende dom af 12. januar 1988 bør indklagede undlade videre forfølgelse, idet det er i strid med god banksædvane at gøre krav gældende 22 år efter stiftelsestidspunktet. Kravet hviler på et gældsbrev fra september 1983.
Indklagede har under sagen afvist at redegøre for, hvorledes beløbet på 37.867,57 kr. indberettet som gæld pr. 31. december 2004 fremkommer. Ankenævnet bør pålægge indklagede at redegøre for beløbets sammensætning, da det må anses for at være af væsentlig betydning for sagens belysning og afgørelse. Herved bemærkes, at indklagedes fremgangsmåde må anses for at være i strid med § 43 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter bankvirksomhed skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik.
Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at fra den 12. januar 2008 vil dommen ikke længere kunne fremlægges som gyldigt udlægsfundament, da der på dette tidspunkt vil være forløbet 20 år fra domsafsigelsestidspunktet.
Indklagede har anført, at kravet i henhold til dommen af 12. januar 1988 ikke er forældet. Indklagede kan opgøre kravet med seneste fem års renter. Det under sagen opgjorte krav på 25.287,93 kr. er således ikke forældet.
Indklagede beklager den ulejlighed, som den fejlagtige bogføring og fejlagtige indberetning af gælden til Told Skat må have medført for klageren. Indberetningen er korrigeret under sagens forberedelse.
Klagerens subsidiære påstand må forstås som en anerkendelse af gælden til indklagede ifølge den afsagte dom.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagedes krav mod klageren i henhold til dommen af 12. januar 1988 er undergivet den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4 og er derfor ikke forældet.
Renter af gælden er omfattet af den fem-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908, jf. dennes § 1, stk. 2, nr. 2.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at nedsætte indklagedes krav som opgjort under sagens forberedelse til i alt 25.287,93 kr. Herved bemærkes, at indklagede i henhold til den afsagte dom ville kunne have medtaget renter fra perioden fra 12. august 1987 til dommens afsigelse, hvilket indklagede imidlertid må anses at have givet afkald på.
Spørgsmålet om indklagedes mulige overtrædelse af § 43 i lov om finansiel virksomhed herunder bekendtgørelse nr. 1046 af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder afgøres af Finanstilsynet og er således ikke omfattet af Ankenævnets kompetence.
For så vidt angår klagerens subsidiære påstand bemærkes, at Ankenævnet ikke har mulighed for at pålægge indklagede at yde henstand med betaling af gælden, idet en sådan henstand alene beror på indklagedes afgørelse, da domsbeløbet er forfaldent til betaling.
Ankenævnet finder ikke grundlag for nu at pålægge indklagede at redegøre for, hvorledes beløbet på 37.867,57 kr. er fremkommet. Indklagede har under forberedelsen beklaget beløbets opgørelse.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.