Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om dobbelt betaling af forsikringspræmie

Sagsnummer: 394/2020
Dato: 08-02-2022
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Mette Lindekvist Højsgaard, Lisbeth Baastrup Burgaard, Kim Korup Eriksen.
Klageemne: Forsikring - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse om dobbelt betaling af forsikringspræmie
Indklagede: Santander Consumer Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører indsigelse om dobbelt betaling af forsikringspræmie.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Santander Consumer Bank, hvor han blandt andet havde to privatlån (kontonummer -934 og kontonummer -706) og et billån (kontonummer -439). Der er ikke fremlagt nærmere oplysninger om lånene.

Klageren havde endvidere i forsikringsselskabet F en forsikring mod ufrivillig arbejdsløshed og midlertidig uarbejdsdygtighed. Af forsikringsbetingelserne fremgik blandt andet:

”…

4. Forsikringsgebyr

Betaling af forsikringsgebyr er en forudsætning for forsikringsdækning.

Gebyret for forsikringen betales månedligt.

Du skal også indbetale det månedlige forsikringsgebyr i perioder, hvor vi udbetaler ydelser fra forsikringen.

14. Forsikringsydelser

Ydelser

Efter udløbet af selvrisikoperioden på 120 sammenhængende hele dages arbejdsløshed, betaler vi et beløb svarende til den aftalte ydelse på dit lån eller kredit. …

Forsikringsgebyr

Du skal fortsat selv betale gebyr for forsikringen i den periode, hvor vi udbetaler forsikringsydelser.

…”

I 2019 blev klageren arbejdsløs, og i den forbindelse blev der fra forsikringen foretaget syv udbetalinger á 2.614 kroner for privatlån -934 og tolv udbetalinger á 925 kroner på privatlån -706, idet forsikringsselskabet sendte de pågældende beløb til banken.

I december 2019 blev privatlån -934 indfriet.

Tre af udbetalingerne á 2.614 kroner blev ved en fejl bogført på forkerte konti.

Den 9. oktober 2020 indgav klageren en klage over Santander Consumer Bank til Ankenævnet.

Banken har under sagen godtgjort klageren gebyrer og renter på 445,17 kroner og 805,27 kroner, der i perioden fra den 1. april 2019 var blevet opkrævet på privatlånene.

Banken har endvidere pr. kulance udbetalt en forsikringsudbetaling på 2.614 kroner til klageren, uden at klageren derved kom i restance.

Klageren fastholdt klagen for så vidt angik betaling af forsikringspræmie. Det var klagerens opfattelse, at der perioden, hvor forsikringsudbetalingerne havde fundet sted, var sket dobbelt betaling af forsikringspræmie(/forsikringsgebyr). Klageren opgjorde, at han havde betalt 10 x 60 kroner og 4 x 245 kroner, i alt 1.580 kroner, for meget.

Til støtte herfor har klageren fremlagt en lang række billeder fra netbanken. Af billederne fremgår blandt andet følgende vedrørende privatlån -706:

”…

 

Betalingsdetaljer

 

Afdrag

579,00 kr.

Rente

321,00 kr.

Opkrævningsgebyr

25,00 kr.

Skadesforsikringsafgift […]

0,66 kr.

[Forsikring hos F]

60,00 kr.

Samlet beløb til betaling

985,66 kr.

…”

 

Klageren har – som et eksempel på en opkrævning fra banken – fremlagt en e-mail af 10. juli 2019 fra banken til klageren. Af e-mailen fremgik blandt andet:

”…

Tak for din henvendelse vedrørende din indbetaling på aftale [-706].
Du kan indbetale på dit lån via indbetalingskort: [nummer].
Din nuværende ydelse er 985,66 kr.
Din forsikringspræmie udgør 60 kr.

…”

Banken har fremlagt kontoudskrifter for privatlånene. Banken har anført, at kontoudskrifterne ikke fremstår som almindelige kontoudskrifter. Det skyldes, at bankens kernesystem er et faktureringssystem, som dermed ikke viser ind- og udbetalinger på samme måde, som man ser på ”almindelige” kontoudskrifter fra en bankkonto. Dette kan gøre, at kontoudskrifterne måske ikke giver det ønskede overblik.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Santander Consumer Bank skal tilbageføre forsikringspræmiebetalinger på i alt 1.580 kroner.

Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om principal afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han har betalt dobbelt forsikringspræmie, og at banken skal tilbageføre det for meget betalte.

Han har i henhold til anvisning fra banken betalt forsikringspræmie 10 x 60 kroner på privatlån -706 og 4 x 245 kroner på privatlån -934 som overførsler fra pengeinstituttet P

Parallelt hermed opkrævede banken måned efter måned beløbene på de to konti som en del af ”Samlet beløb til betaling”. Det fremgår utvetydigt af de fremlagte skærmbilleder fra netbanken, at banken opkrævede 60 kroner vedrørende forsikring hver måned ud over de 60 kroner, som allerede var betalt via særskilt indbetaling, altså dobbeltbetaling.

Privatlån -934 er lukket i netbanken, hvorfor det ikke er muligt at fremlægge skærmbilleder som dokumentation for dobbeltbetaling af de 4 x 245 kroner.

Ekstraindbetalingerne fra hans konto hos P burde være registreret som indbetalinger. Det fremgår ikke, hvor indbetalingerne er bogført.

Som det fremgår af skærmbillederne blev opkrævningen af forsikringspræmie ikke stoppet, altså er forsikringspræmien betalt dobbelt.

Præmiebetalingerne er trukket to gange på hans egen konto, idet pengene er trukket både på hans konto hos P og på -706, som også er hans konto, altså er forsikringspræmien betalt dobbelt.

Santander Consumer Bank har anført, at der ikke er sket dobbelt betaling af forsikringspræmie, hvilket klageren heller ikke har dokumenteret.

I den periode, som klageren gør gældende, at der skulle være betalt forsikringspræmier dobbelt, har der været forsikringsdækning for så vidt ydelsen på lånene. Som forsikringstager skulle klageren selv betale forsikringspræmie, også i perioder med forsikringsdækning, jævnfør forsikringsbetingelserne.

Banken har ikke modtaget forsikringspræmierne fra F. Der er derfor ikke tale om, at banken via betalingssystem har opkrævet forsikringspræmie dobbelt.

Betalingerne fra klager foretaget via P er derfor gået til at dække den del, som F ikke har dækket. Eller sagt på en anden måde; Før forsikringshændelsen indtraf, betalte klageren hver måned kroner A+B til banken til dækning af lån og forsikring. Efter forsikringsbegivenheden indtraf, og klageren fik forsikringsdækning til A (ydelsen på lånet – F betalte direkte til banken), skulle klageren selv særskilt betale B (forsikring), hvilket er sket via P.

Der ville alene være tale om dobbeltbetaling, såfremt pengene var trukket 2 gange fra klagers egen konto, hvilket ikke er sket.

Der er ikke sket en betaling af forsikringspræmien fra ”konto” -706 hos Santander. Det er alene er en administrationskonto med kontraktnummeret angivet og ikke en betalingskonto/egentlig bankkonto, hvor der kan ske betalinger fra.

Et af de af klageren fremlagte skærmbilleder er fra betalingsservice før forsikringsdækning.

To andre skærmbilleder fra netbanken viser, hvad der skulle betales hver måned. Der er ikke tale om en indlånskonto, hvor pengene bliver trukket fra.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Santander Consumer Bank, hvor han blandt andet havde to privatlån med tilknyttet forsikring. Forsikringspræmien(-gebyret) blev opkrævet månedligt sammen med lånydelserne.

I 2019 blev klageren arbejdsløs, og i den forbindelse blev der fra forsikringen foretaget udbetalinger til dækning af lånydelserne. Klageren skulle ifølge forsikringsbetingelserne fortsat betale forsikringspræmie(-gebyr). Klageren betalte efter det oplyste forsikringspræmien direkte til forsikringsselskabet. Forsikringsselskabet betalte herefter ydelsen på lånet til banken. Banken har ifølge det oplyste ikke opkrævet forsikringspræmien direkte hos klageren.

Ankenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at klageren betalte dobbelt forsikringspræmie(-gebyr) i den periode, hvor forsikringsselskabet dækkede ydelserne på klagerens lån.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen. 

Banken har under sagen godtgjort klageren gebyrer og renter på 445,17 kroner og 805,27 kroner, der i perioden fra den 1. april 2019 var blevet opkrævet på privatlånene.

Banken har endvidere pr. kulance udbetalt en forsikringsudbetaling på 2.614 kroner til klageren, uden at klageren derved kom i restance.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen

Klageren får klagegebyret tilbage