Afgørelse

Rådgiveransvar. Ophævelse af fastkursaftale.

I klagerens ejendom, som hun havde til salg, indestod to lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte i januar 2002 et lånetilbud til klageren, i hvilket de indestående lån var forudsat paristraksindfries. Klageren underskrev den 23. januar 2002 en tinglysningsaftale, hvoraf det fremgik, at det nye lån forudsattes udbetalt på en fastkursaftale og de gamle lån indfriet pr. 28. januar 2002, samt at klageren var blevet gjort bekendt med mulighederne for kurssikring, vilkårene og betingelserne for lånetilbudet m.v. Instituttet bekræftede samme dag, at der var indgået en bindende fastkursaftale på udbetaling af det nye lån. Af aftalen fremgik yderligere, at klageren skulle erstatte instituttets omkostninger og eventuelle tab, såfremt betingelserne for udbetaling ikke var opfyldt inden den 24. januar 2002. Klageren meddelte den 24. januar 2002 instituttet, at hun ikke ønskede låneomlægningen gennemført, hvorefter instituttet returnerede klagerens originale skøde vedlagt et girokort til betaling af instituttets tab i forbindelse med ophævelse af fastkursaftalen. I besvarelse af en rykkerskrivelse fra instituttet meddelte klageren den 20. maj 2002, at hun ikke havde betalt, fordi hun havde fået en dårlig rådgivning forud for lånetilbudet. Klageren havde troet, at det ville blive lettere at sælge huset, hvis hun optog ét stort lån i huset, og det havde instituttet ikke frarådet hende. Yderligere dialog mellem parterne førte ikke til en afklaring af sagen, og klageren indbetalte den 8. juli 2002 et beløb på 4.299 kr. med forbehold om tilbagesøgning.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale hende 4.299 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at et realkreditinstituts rådgivningsopgave i en situation som den foreliggende ikke består i konkret at anbefale låntageren en af flere lånemuligheder, men at gøre det muligt for låntageren selv at træffe det valg, der bedst stemmer med låntagerens behov. Nævnet bemærkede videre, at en låneomlægning som omhandlet i denne sag ikke objektivt set kunne anses for uforsvarlig. Der var derfor ikke noget grundlag for at fastslå, at instituttet i sin rådgivning havde tilsidesat nogen forpligtelser over for klageren. Nævnet fandt, at klageren, der først klagede over dårlig rådgivning den 20. maj 2002, var bundet af den indgåede fastkursaftale og dermed forpligtet til at erstatte instituttet tabet som følge af annullationen i januar 2002. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.