Indsigelse mod kautionsforpligtelser.
| Sagsnummer: | 71 /1998 |
| Dato: | 03-11-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - indfrielse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Under denne sag har klageren gjort indsigelse mod kautionsforpligtelser for henholdsvis sin brors, sin fars og et af klageren ejet anpartsselskabs engagement med indklagede. På tidspunktet for klagens indgivelse var kautionen for broderens og faderens engagement indfriet. Sagen vedrørende kautionen for selskabets gæld er indbragt for retten i Frederikshavn, som har udsat sagen på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med at klagerens bror i 1987 via anpartsselskabet A drev et bageri, kautionerede klageren og to medkautionister for A's kassekredit på 100.000 kr. hos indklagede, idet hver af kautionisterne hæftede for 1/3.
I maj 1990 overtog broderen personligt engagementet vedrørende bageriet, og drev dette som personligt ejet virksomhed.
Klageren har anført, at indklagede gjorde kautionen gældende i 1993, og at han indfriede den i løbet af de efterfølgende år.
Indklagede har anført, at broderens engagement overgik til inkasso i marts 1991, og at kautionen forinden var indfriet.
Ifølge klageren kautionerede han og broderen i 1987 for deres fars engagement med indklagede, begrænset til 50.000 kr. I 1995 indfriede han kautionen ved betaling af 54.000 kr.
Under sagen er der fremlagt et frivilligt forlig mellem faderen og indklagede dateret den 22. februar 1994, hvorefter faderen erkendte at skylde indklagede 29.719,92 kr., som skulle henstå rente- og afdragsfrit indtil den 1. marts 1995. Endvidere er fremlagt en kautionserklæring underskrevet af klageren den 25. februar 1994, hvorefter klageren påtog sig selvskyldnerkaution for faderens gæld på 29.719,92 kr. plus renter i henhold til kontonr. -11160.
Ved kautionserklæring af 22. marts 1994 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for alt mellemværende mellem indklagede og et af klageren ejet anpartsselskab B, gennem hvilket han drev murervirksomhed. Under sagen er fremlagt kontoudskrifter for selskabets anfordringskonto hos indklagede (kontonr. -10784).
Den 17. maj 1996 underskrev klageren en aftale med indklagede om afvikling af B's engagement, klagerens personlige lån samt klagerens kautionsforpligtelse for faderens gæld. Ifølge aftalen skulle B's konto (-10784), hvis saldo var 76.507,76 kr. (negativ), afvikles med 15.000 kr. den 24. maj 1996 og derefter med 15.000 kr. hver den 1., første gang den 1. juli 1996. Klagerens personlige gæld til indklagede på i alt ca. 98.000 kr. i henhold til to konti skulle indfries senest den 10. august 1996 eller senest, når et provenu vedrørende salg af klagerens ejendom blev udbetalt. Under forudsætning af, at det personlige engagement blev indfriet som aftalt, kunne kautionen for faderens konto (-11160) med en restgæld på 30.666 kr. indfries med 15.000 kr. til fuld og endelig afgørelse.
Ifølge indklagede blev det personlige engagement og kautionen for faderens gæld indfriet i forbindelse med salget af klagerens ejendom.
Af kontoudskrifterne for B's konto (-10784) fremgår, at klageren den 6. august og 7. oktober 1996 indbetalte i alt 20.000 kr. herpå.
I januar 1997 rykkede indklagede B og klageren for afviklingen af gælden.
Den 17. marts 1997 overgik kontoen til inkasso, idet gælden pr. denne dato inkl. renter blev opgjort til 67.096,41 kr.
Den 1. juli 1997 udtog indklagede via sin advokat stævning mod klageren for beløbet.
Retssagen blev den 24. februar 1998 af retten i Frederikshavn udsat med henblik på forelæggelse for Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.
Parternes påstande.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit krav.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har vedrørende kautionen for A anført, at indklagede ved kautionens stiftelse oplyste, at kreditten skulle løbe en måned, hvorefter alle kautionister ville være frigjort. Han har efterfølgende fra de to øvrige kautionister fået oplyst, at indklagede ca. 4 uger efter underskrivelsen meddelelte dem, at de var frigjort for kautionen. Han måtte på lige fod med de øvrige kautionister være frigjort for kautionen, hvorfor det var uberettiget af indklagede at forlange denne indfriet. Da kautionen blev afgivet for A's gæld, må kautionen i øvrigt være bortfaldet i forbindelse med broderens overtagelse af virksomheden. På grund af pres fra indklagede følte han sig nødsaget til at betale.
Vedrørende kautionen for faderens engagement har klageren anført, at faderen i perioden 1987 til 1995 misligholdt lånet, som han og broderen havde kautioneret for, uden at de fik meddelelse herom. Indklagede tillod, at faderens lønkonto blev overtrukket med ca. 30.000 kr., uden at der i samme periode blev foretaget betalinger på kautionslånet. Efterfølgende blev han tvunget til at acceptere en forhøjelse af lånet. Faderens betalinger er blevet anvendt til nedbringelse af indklagedes usikrede tilgodehavende hos faderen frem for kautionslånet. Indklagedes manglende oplysning om misligholdelsen har medført en forringelse af hans mulighed for at inddrive beløbet hos faderen, der nu er bistandsklient/invalidepensionist.
Vedrørende kautionen for B's gæld har klageren anført, at det var i strid med god pengeinstitutskik at opfordre ham til at underskrive kautionserklæringen af 22. marts 1994, idet han ikke blev gjort opmærksom på, hvilke konti m.v. kautionen omfattede. I forbindelse med driften af virksomheden blev der uden hans samtykke oprettet forskellige konti og overført beløb mellem disse. Dette medførte, at han i 1994/95 havde ekstraordinært store omkostninger til regnskabsassistance for at være i stand til overfor skattemyndighederne at redegøre for transaktionerne. Merudgifterne hertil beløb sig til ca. 60.000 kr.
Indklagede har anført, at indsigelserne mod kautionerne for broderens og faderens engagement ikke berører klagerens hæftelse som kautionist for engagementet med A. Indsigelserne er forældede eller bortfaldet som følge af passivitet. Det bestrides, at klageren har indfriet kautioner, som han ikke var juridisk forpligtet til. Kautionen for broderens engagement blev indfriet for mere end 7 år siden, hvorfor man ikke er i besiddelse af lånedokument, kautionserklæring eller indfrielseskvittering.
Vedrørende kautionen for faderens engagement har indklagede anført, at klageren løbende blev orienteret om misligholdelsen af engagementet. Der blev senest i februar 1994 indgået aftale om afvikling af en del af engagementet, mens den resterende del skulle henstå rente og afdragsfrit indtil den 1. marts 1995 i henhold til frivilligt forlig. Klageren var bekendt med denne aftale og underskrev i den forbindelse kautionserklæring for restgælden i henhold til forliget. Kautionen var ikke betinget af, at engagementet med faderen ikke blev udvidet, og kautionsforpligtelsen blev ikke forøget ved, at engagementet med faderen blev udvidet, idet kautionsforpligtelsen ikke omfattede udvidelsen.
Vedrørende hæftelsen for gælden i henhold til B's konto har indklagede anført, at selskabet blev tegnet og drevet af klageren alene. Klageren var derfor bekendt med, hvilke konti engagementet omfattede og engagementets størrelse, da han, som det er sædvanligt for eneanpartshavere, påtog sig kaution for selskabets engagement. På grund af misligholdelse af afviklingsaftalen af 17. maj 1996 var indklagede berettiget til at overgive fordringen til inkasso. På det foreliggende grundlag har man ikke mulighed for at vurdere, om man måtte have begået fejl, der har medført, at klageren er påført merudgifter til regnskabsassistance.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at klageren uden forbehold har indfriet kautionerne for henholdsvis broderens og faderens engagement med indklagede. Ankenævnet finder, at klageren som følge heraf er afskåret fra nu at gøre indsigelse mod disse kautionsforpligtelser. Det af klageren herom anførte kan allerede af denne grund ikke føre til bortfald eller nedsættelse af det krav, indklagede gør gældende under retssagen.
Ankenævnet finder, at klageren ikke har anført omstændigheder, der kan medføre, at han ikke er bundet af erklæringen af 22. marts 1994 om selvskyldnerkaution for det af ham ejede anpartsselskabs engagement med indklagede. Det er efter det foreliggende heller ikke godtgjort, at indklagede ved førelsen af selskabets engagement har begået ansvarspådragende fejl.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.