Stiftelse.
| Sagsnummer: | 345/1991 |
| Dato: | 30-12-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Stiftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I maj 1983 og august 1983 ydede indklagedes Terndrup afdeling klageren 2 lån på henholdsvis 40.000 kr. og 53.700 kr. Ved håndpantsætningserklæring af 7. oktober 1983 håndpantsatte klageren sit depot hos indklagede til sikkerhed for sit nuværende og fremtidige engagement med indklagede. På håndpantsætningserklæringen var anført, at denne var ulimiteret.
I februar 1984 købte klagerens ægtefælle et anpartsselskab, og ved gældsbrev af 22. marts 1984 ydede indklagedes Terndrup afdeling anpartsselskabet et lån på 57.000 kr., som anvendtes til køb af en bil; til sikkerhed for lånet håndpantsattes et løsøreejerpantebrev på 57.000 kr. med pant bilen. Ved selvskyldnerkautionserklæring af 21. marts 1984 kautionerede klageren og ægtefællen ulimiteret for anpartsselskabets nuværende og fremtidige engagement.
I april 1984 ydede indklagede ægtefællen en løbende kredit på 50.400 kr., og til sikkerhed for denne kredit håndpantsatte debitor et ejerpantebrev på 55.000 kr. og anpartsbeviser for 30.000 kr. Ved påtegning på kreditkontrakten kautionerede klageren som selvskyldnerkautionist.
Ved dekret afsagt af skifteretten den 17. september 1985 blev ægtefællens anpartsselskab taget under konkursbehandling.
Den 18. november 1985 opsagde afdelingen klagerens engagement, herunder dennes kautionsforpligtelser overfor selskabet, til indfrielse pr. 2. december 1985.
Den 27. november 1985 fremkom afdelingen med afviklingsforslag overfor klagerens ægtefælle. Det fremgik heraf, at indklagede var indstillet på at yde klageren et lån på 165.000 kr. sikret ved et ejerpantebrev på 100.000 kr. i klagerens ejendom samt et løsøreejerpantebrev på 65.000 kr. i bilen. Provenuet af lånet skulle anvendes til nedbringelse af klagerens kautionsforpligtelse for anpartsselskabet.
Ved skrivelse af 2. december 1985 til klageren meddelte indklagede, at hendes kautionsforpligtelse for anpartsselskabet androg 1.025.950,43 kr. Ved gældsbrev af s.d. ydede afdelingen klageren lånet på 165.000 kr. Til sikkerhed for lånet håndpantsattes de nævnte ejerpantebreve. Af låneprovenuet anvendtes 60.481,24 kr. til indfrielse af klagerens eget engagement, mens den resterende del af låneprovenuet anvendtes til afskrivning på klagerens kautionsforpligtelse.
I februar 1986 rettede klageren ved sin advokat henvendelse til Terndrup afdeling og oplyste, at hun ikke anså sig forpligtet i relation til indklagede, hvilket indklagede afviste. Efter yderligere brevveksling mellem klageren og indklagedes advokat vedrørende betingelserne for afvikling af lånet overdrog indklagede i februar 1991 kravet mod klageren til sin advokat til retslig inkasso. Kravet udgjorde på dette tidspunkt 51.086,11 kr.
Ved stævning af 7. maj 1991 sagsøgte indklagede klageren til betaling af 50.774,41 kr. med tillæg af renter, hvilket udgjorde restgælden på det af klageren den 2. december 1985 optagne lån. Sagen er herefter af retten i Terndrup henvist til behandling i Ankenævnet.
Klageren har overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for det af hende den 2. december 1985 optagne lån, ligesom indklagede tilpligtes at erstatte 6 indekskontrakter ophævet af klageren i 1987 og anvendt til indbetaling på ægtefællens engagement.
Ved Ankenævnets kendelse af 20. marts 1989 (sag nr. 8/89) bestemtes, at en klage vedrørende ophævelsen af klagerens indekskontrakter ikke blev taget til følge.
Indklagede har for så vidt angår den resterende del af klagerens påstand, nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun på tidspunktet for underskrivelsen af håndpantsætningserklæringen den 7. oktober 1983 ikke havde andet engagement end de to netop optagne lån. For så vidt angår den af klageren den 21. marts 1984 underskrevne kautionserklæring har klageren anført, at "ulimiteret" er påført, efter at hun har underskrevet, ligesom vitterlighedspåtegningen først har fundet sted senere, idet vitterlighedsvidnerne ikke var til stede under mødet. Pga. personlige og økonomiske forhold ønskede klageren ikke i december 1985 at anlægge sag mod indklagede vedrørende omfanget af de omhandlede kautions- og pantsætningserklæringer. I stedet påtog klageren sig lånet på 165.000 kr. til afskrivning på sit eget og ægtefællens engagement. Klageren befandt sig i en retsvildfarelse på tidspunktet for optagelsen af lånet på 165.000 kr., idet kautionserklæringen af 21. marts 1984 er ugyldig, da den er åbenbar urimelig jfr. aftalelovens § 36, idet der på dette tidspunkt ikke var noget engagement med indklagede udover et billån. Klagerens underskrift på lånet på 165.000 kr. findes endvidere at måtte henføres under aftalelovens § 31, når den tilstand klageren befandt sig i på daværende tidspunkt tages i betragtning.
Indklagede har anført, at klagerens moder beboede den pantsatte ejendom, og at klageren og dennes ægtefælle havde behov for at benytte den pantsatte bil, hvorfor det var af ikke uvæsentlig betydning for klageren, at indklagede afstod fra at realisere de pantsatte aktiver. Indklagede erklærede sig i stedet indforstået med, at ejerpantebrevet og løsørepantebrevet fremtidig alene skulle ligge til sikkerhed for gælden ifølge gældsbrevet på 165.000 kr. I forbindelse med betaling af ekstraordinære afdrag på gældsbrevet har indklagede frigivet pantebrevene. Ved to tidligere lejligheder har sagen været oversendt til indklagedes advokat som følge af, at klageren var i restance med ydelser på lånet. I begge situationer har klageren indbetalt skyldige restancer og erklæret sig indforstået med fremover at indbetale aftalte månedlige ydelser på lånet. Klageren har således siden oprettelsen af gældsbrevet løbende indbetalt månedlige ydelser på lånet samt ved flere lejligheder vedkendt sig gælden ifølge gældsbrevet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, som kan føre til, at den af klageren ved gældsbrevet af 2. december 1985 påtagne forpligtelse tilsidesættes som ugyldig.
Ankenævnet har ved sin kendelse af 20. marts 1989 truffet afgørelse vedrørende spørgsmålet om ophævelsen af klagerens indekskontrakter. Klageren, som ikke har anført nye oplysninger, er afskåret fra påny at få en klage herom behandlet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.