Indsigelse mod afgivet kautionserklæring m.m.
| Sagsnummer: | 569 /1995 |
| Dato: | 16-09-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod afgivet kautionserklæring m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne under denne sag er ægtefæller og bosiddende i Fuengirola i Spanien.
I foråret 1995 havde klager A et overtræk på ca. 93.000 kr. på sin kassekredit med et maksimum på 250.000 kr. ydet af indklagedes Svanemølle afdeling. Overtrækket drøftedes telefonisk parterne imellem, og afdelingen erklærede sig indstillet på at forhøje klager A's kredit med overtrækket mod, at klagerens ægtefælle, klager B, påtog sig kaution for engagementet. Ved skrivelse af 11. maj 1995 fra klagerne til indklagede erklærede klagerne sig indforstået hermed.
Indklagede fremsendte herefter dokumenter vedrørende ændringen af engagementet til indklagedes datterbanks repræsentationskontor i Fuengirola med henblik på, at klagerne skulle underskrive dokumenterne.
Inden dokumenterne blev underskrevet, foreslog klager A i skrivelse af 30. maj 1995 indklagede, at klager A's overtræk blev inddækket ved oprettelse af en særskilt kredit på 100.000 kr. til klager B. Indklagedes afdeling indvilgede heri.
Klager A underskrev den 13. juli 1995 ny kreditkontrakt med et kreditmaksimum på 273.000 kr.; rentesatsen var 10,75% p.a. Klager B underskrev samme dag kreditkontrakt vedrørende en kassekredit på 100.000 kr. med en rentesats på 13,0% p.a. Herudover underskrev klager B samme dag dokument om selvskyldnerkaution for klager A's kassekredit på 273.000 kr. Denne var tillige sikret ved håndpant i et værdipapirdepot.
I forbindelse med ændringen af engagementet havde klagerne oplyst, at de var i færd med at optage et lån i størrelsesorden 250.000 kr. i en spansk bank, og at de var i færd med at sælge deres ejendom i Spanien.
Klagerne har anført, at indklagede under forhandlingerne gav et kredittilsagn på yderligere 250.000 kr. mod, at indklagede fik sikkerhed i ejendommen i Spanien. Dette bestrides af indklagede.
Klager A har oplyst, at han orienterede afdelingens bestyrer om problemer opstået i forbindelse med bevilling af lånet i den spanske bank. Bestyreren foreslog en dansk løsning, hvorefter en ejendomsmægler fik enesalgsret til familiens ejendom med en værdi på mellem 1,5 og 2 mio. kr., således at provenuet ved salget af ejendommen blev overgivet til indklagede. Desuden skulle klager B, der var formel ejer af ejendommen, afgive selvskyldnerkautionserklæring. Ejendomsmægleren besøgte klagerne, og de fik opfattelsen af, at mægleren var underrettet af bestyreren om enesalgsretten, hvorfor de forstod, at der forelå et kredittilsagn fra bestyrerens side. De afbrød herefter videre forhandlinger med den spanske bank.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at stille dem, som om de i juli 1995 underskrevne dokumenter vedrørende ændringen af engagementet ikke var underskrevet. Subsidiært bør indklagede opfylde det meddelte kredittilsagn. Indklagede bør endvidere indgå på en forligsmæssig løsning eller voldgiftsløsning af et mellemværende mellem klagerne og indklagedes datterbank i Luxembourg, således at denne tvist kan afsluttes inden udgangen af 1996.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede har ført dem bag lyset, idet klager B nu kautionerer for klager A's gæld, uden at indklagede stillede den lovede yderligere kredit til deres disposition. Indklagede bør derfor ikke kunne støtte ret på dokumenterne, der blev etableret i forbindelse med ændringerne i engagementet i sommeren 1995. Af skrivelsen af 30. maj 1995 fremgår, at klager B alene skulle hæfte for sin egen kredit på 100.000 kr., men ikke for klager A's gæld. Brevet blev afsendt, da de ikke opnåede den ønskede merkredit hos indklagede, og derfor frit måtte kunne disponere ved forhandling med den spanske bank for at opnå en kredit hos denne. Umiddelbart efter blev de ringet op af indklagedes bestyrer i Danmark, der oplyste, at den nødvendige sikkerhed i huset kunne etableres ved en uigenkaldelig salgsfuldmagt til en ejendomsmægler. De afbrød herefter forhandlingerne med den spanske bank, efter at de havde haft besøg af den pågældende mægler, der havde talt med afdelingens bestyrer. De var uforstående overfor, at indklagede fragik kredittilsagnet, men under efterfølgende drøftelser har de forstået på indklagede, at den reelle baggrund var, at indklagede ikke ønskede at finansiere deres søgsmål mod indklagedes datterbank i Luxembourg. De har hos denne et tilgodehavende på 2-3 mio. kr. Under hensyn til klager A's høje alder og til, at indklagedes afdeling i Danmark selv har inddraget forholdet til indklagedes datterbank i Luxembourg i sine overvejelser, bør indklagede pålægges at behandle denne tvist i Danmark ved forlig eller voldgift. De forstår ikke, hvorfor renten på klager B's kredit er højere end renten på klager A's kredit.
Indklagede har anført, at klager A fra foråret 1994 ikke var i stand til at holde sin gæld til indklagede indenfor kassekredittens maksimum på 250.000 kr. Da værdien af den stillede sikkerhed i form af obligationer heller ikke dækkede det stigende overtræk, indledtes drøftelser med klager A om en løsning. Han fremkom ikke med noget konkret forslag, og i foråret 1995 foreslog indklagede, at klager B påtog sig kaution for klager A's engagement.
Indklagede var ikke indstillet på at acceptere en videreførsel af klager A's engagement på uændret grundlag, og alternativet til klager B's kaution ville være en opsigelse af engagementet. Efter at man var blevet bekendt med, at klagerne ikke kunne opnå lån i den spanske bank, gik afdelingen i gang med at indhente nærmere oplysninger om ejendommen i Spanien. Det kom i denne forbindelse frem, at huset ikke var ejet af klagerne personligt, men af et selskab registreret i Gibraltar, hvis aktier ejedes af et andet gibraltarselskab, der igen tilhørte klager B. Pantsætning af huset og/eller af salgsprovenuet, som en mellemfinansiering ville kræve, måtte derfor antages at være forbundet med betydelige omkostninger og måtte endvidere anses for stridende mod forbudet mod aktionærlån i aktieselskabslovens § 115. Afdelingen meddelte herefter klagerne, at man ikke ønskede at involvere sig i ejendomshandelen og ikke kunne tilbyde yderligere kredit. Indklagede bestrider, at man forinden havde forpligtet sig til at yde en sådan kredit. Der er ingen sammenhæng mellem afslaget og de ændringer i engagementet, som skete i juli 1995. Det var klagerne selv, som ønskede opdelingen af klager A's kredit. Det er korrekt, at bankens stilling i kraft af klager B's kautionstilsagn blev forbedret, men i hvilken udstrækning kan vanskeligt vurderes. Indklagede finder ikke grundlag for at ophæve de indgåede aftaler, da aftalerne blev indgået af klagerne i fuld forståelse af aftalernes indhold. Renten på klager B's kassekredit blev fastsat til 13% p.a. svarende til gældende sats for private kreditter på etableringstidspunktet. At klager A's kredit forrentedes med 10,75% p.a., var begrundet i, at indklagede var indstillet på fortsat at yde en favørsats, som hidtil havde været gældende for klager A. Det bestrides, at der er sammenhæng mellem afslaget på klagernes ansøgning om yderligere kredit og det krav, klagerne gør gældende mod indklagedes datterbank i Luxembourg.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede har givet klagerne bindende tilsagn om en yderligere kredit med sikkerhed i deres ejendom i Spanien. Det findes heller ikke godtgjort, at den omlægning af klagernes engagement, som fandt sted i juli 1995, herunder den kautionsforpligtelse, som klager B påtog sig for klager A's kassekredit på 273.000 kr., var betinget af, at indklagede indrømmede klagerne en yderligere kredit som nævnt, og det må således lægges til grund, at baggrunden for omlægningen af engagementet alene var det opståede overtræk på klager A's hidtidige kassekredit. Der findes heller ikke at foreligge noget andet grundlag for at fastslå, at de af klagerne den 13. juli 1995 underskrevne dokumenter ikke skulle være bindende for dem.
Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at indgå på en forligsmæssig løsning eller anden aftale vedrørende klagernes mellemværende med indklagedes datterbank i Luxembourg.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.