Krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006.
| Sagsnummer: | 167 /2014 |
| Dato: | 02-11-2016 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes, Troels Hauer Holmberg, Lani Bannach |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens krav om erstatning for tab på lånefinansieret køb af Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i den daværende Roskilde Bank.
Klageren har fremlagt en nytårshilsen fra bankens direktør, som han modtog sammen med et kontoudtog i e-boks den 1. januar 2006. I sin nytårshilsen oplyste bankens direktør blandt andet, at 2005 havde været et historisk godt år for Roskilde Bank.
I perioden fra den 11. august 2006 til den 17. september 2006 gennemførte Roskilde Bank en aktiesalgskampagne.
Den 22. august 2006 købte klageren 100 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 1.220 for 122.000 kr. til sit aktielånsdepot, og den 23. august 2006 købte klageren yderligere 100 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 1.220 for 122.000 kr. til aktielånsdepotet. Klageren har fremlagt et gældsbrev, hvoraf fremgår, at klageren fik et lån i Roskilde Bank på 240.000 kr. til aktiekøbene.
Efter et aktiesplit i forholdet 1:2 i november 2006 havde klageren 400 stk. aktier i sit aktielånsdepot.
I forbindelse med en emission i 2007 modtog klageren et personligt rettet kampagnebrev og købte yderligere tegningsretter og tegnede den 20. marts 2007 yderligere 70 stk. Roskilde Bank aktier.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank, hvis de, efter at have modtaget et kampagnebrev fra banken, købte aktier i banken i kampagneperioder fra 11. august til 17. september 2006 og/eller fra 12. marts til 8. april 2007. Af forligsaftalen fremgik bl.a.:
”…
- Aftalens baggrund og hovedindhold
…
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne. …
…
3.1 Køb foretaget i kampagneperioderne
Der tilbydes erstatning til kunder, hvis aktiekøb opfylder alle betingelserne i punkt 2, men som ikke har modtaget et af Roskilde Banks kampagnebreve, jf. punkt 2.2, hvis det kan lægges til grund, at kunden har foretaget aktiekøbet gennem Roskilde Bank på baggrund af en tilsvarende anbefaling fra banken i perioden.
…”
Klageren blev tilbudt og accepterede erstatning i henhold til forliget for aktietegningen i 2007.
Klageren blev ikke tilbudt erstatning for aktiekøbene i 2006, fordi han ikke havde fået tilsendt et personligt rettet kampagnebrev.
Parternes påstande
Den 19. maj 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at Roskilde Bank har ydet mangelfuld rådgivning.
Han har i lighed med bankens øvrige kunder modtaget et personligt rettet kampagnebrev fra Roskilde Bank. Han har desværre ikke gemt en kopi af brevet. I flere sager er det påvist, at Finansiel Stabilitets kampagneliste, der viser, hvilke kunder der fik kampagnebreve, ikke var fyldestgørende, idet mange har fået tilsendt kampagnebrev uden at være på disse lister. Det må derfor påhvile Finansiel Stabilitet at bevise, at disse kampagnelister er fuldkomne. Denne bevisbyrde har Finansiel Stabilitet ikke løftet.
Han blev umiddelbart efter modtagelsen af kampagnebrevet kontaktet telefonisk af sin rådgiver i Roskilde Bank, der fulgte op på det udsendte kampagnebrev og tilbød ham et lån til køb af aktier i banken. Han var således udsat for de samme salgsbestræbelser i kampagneperioderne som de øvrige erstatningsberettigede.
Der var tale om en ensidig og uansvarlig salgstale fra både bankens medarbejder og bankens direktør i dennes nytårshilsen.
Da optagelsen af lånet og købene skete i kampagneperioden i 2006, er han omfattet af forligsaftalens punkt 2, og under alle omstændigheder af punkt 3.1.
Selv om han, som oplyst af Finansiel Stabilitet har en uddannelse som revisor, er det ikke ensbetydende med, at han har ekstraordinære færdigheder eller viden om handel med aktier. Han har alene tidligere handlet aktier på aktiemarkedet ca. fire gange for småbeløb under 50.000 kr. Købene af bankaktierne var derfor helt ekstraordinære. Købene var ikke styret af en pludselig åbenbaring om at købe aktier i Roskilde Bank, men af den påvirkning som også øvrige kunder i Roskilde Bank var udsat for fra bankens ledelse og bankrådgivere.
De retssager, som Finansiel Stabilitet henviser til, må anses for at være konkrete afgørelser i konkrete sager og har ingen betydning for denne sag. Det skal særligt fremhæves, at der i nærværende sag er uenighed om, hvorvidt han har modtaget et personligt rettet kampagnebrev fra Roskilde Bank i 2006.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren. Klageren har modtaget tilstrækkelig rådgivning omkring risici ved køb af aktier. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at bankens rådgivning i forbindelse med aktiekøbene var ansvarspådragende. Det var ikke ansvarspådragende for banken at yde lån til aktiekøbene.
Det bestrides, at klageren har modtaget et personligt rettet kampagnebrev i 2006.
Klagerens aktiekøb i 2006 er ikke omfattet af forligsaftalen med Forbrugerombudsmanden. Forligsaftalen er ikke udtryk for, at Roskilde Banks rådgivning om investering i almindelighed var ansvarspådragende, men vedrører alene bankens markedsføring i forbindelse med aktiesalgskampagnerne i 2006 og 2007. Klageren har ikke modtaget denne markedsføring. Bevisbyrden herfor påhviler klageren, og klageren har ikke løftet bevisbyrden.
Det fremgår af Retten i Roskildes dom af 20. marts 2012 (BS 8A-3726/2009) og af Københavns Byrets dom af 1. september 2015 (BS 41B-5969/2014), der er stadfæstet af Østre Landsret ved dom af 17. marts 2016 (B2100008), at bevisbyrden for, at der er modtaget utilstrækkelig rådgivning, påhviler klageren.
Dette følger også af Østre Landsrets dom af 25. februar 2014 (B 293/2013). Landsretten nåede her frem til, at selv om køberne kun havde modtaget en ret begrænset rådgivning fra banken om risici forbundet med låneoptagelsen og køb af Roskilde Bank aktier, idet emnet blot var blevet berørt, så var rådgivningen ikke i strid med kravene i § 5, stk. 2 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.
Klageren er endvidere uddannet revisor og må på denne baggrund forventes at have haft et indgående kendskab til handel med aktier, herunder de risici, som er forbundet med erhvervelsen af aktier.
Til støtte for afvisningspåstanden har Finansiel Stabilitet anført, at en afklaring af den eventuelle rådgivning, som blev givet i forbindelse med klagerens køb af aktier, vil kræve vidneafhøringer. Sagen bør derfor afvises i medfør af vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4, da sagen grundet usikkerhed om bedømmelse af de faktiske oplysninger ikke er egnet til nævnsbehandling.
Ankenævnets bemærkninger
I 2006 gennemførte Roskilde Bank en aktiesalgskampagne i perioden fra den 11. august 2006 til den 17. september 2006. Både den 22. august 2006 og den 23. august 2006 købte klageren 100 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 1.220, det vil sige i alt 200 stk. Roskilde Bank aktier. Aktiekøbene blev finansieret med et lån i banken.
Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.
Banken har oplyst, at klageren ikke er omfattet af forligsaftalen, da aktiekøbene ikke er sket på baggrund af et personligt kampagnebrev fra banken eller anden tilsvaren-de opfordring.
Klageren har anført, at han har fået et personligt rettet kampagnebrev, og at han umiddelbart herefter blev kontaktet af sin rådgiver i Roskilde Bank vedrørende køb af aktier, og at aktiekøbene og lånefinansieringen skete på bankens initiativ.
Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Bank anbefalede klagerne at optage lån til køb af aktier i banken.
To medlemmer - Andreas Moll Årsnes, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 16, stk. 1 er tillagt to stemmer, og John Mosegaard - udtaler herefter:
Vi finder, at lånefinansieringen ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klagerne. Det gælder uanset, at det efterfølgende er blevet forbudt for et pengeinstitut at tilbyde lån til køb af aktier i pengeinstituttet, jf. nu § 46 i lov om finansiel virksomhed.
Vi finder, at det som udgangspunkt påhviler klageren at godtgøre, at Roskilde Bank har handlet ansvarspådragende i forbindelse med aktiekøbene.
Vi finder det ikke godtgjort, at klageren modtog et personligt rettet kampagnebrev i 2006, og det forhold, at aktiekøbene ifølge det i klagen fra 2014 oplyste, skete på bankens initiativ, giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
Da vi finder, at klageren ikke har godtgjort, at Roskilde Bank har handlet ansvarspå-dragende, stemmer vi for ikke at give klageren medhold.
To medlemmer - Troels Hauer Holmber og Lani Bannach - udtaler:
Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, og at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som ikke blev oplyst til kunderne, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.
Vi stemmer derfor for at give klageren medhold i klagen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.