Afgørelse

Indsigelse om falsk vedrørende lån. Krav om tilsidesættelse af forlig.

Sagsnummer:	312/2017
Dato:	02-03-2018
Ankenævn:	Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach
Klageemne:	Udlån - hæftelse Forlig - krav om tilsidesættelse
Ledetekst:	Indsigelse om falsk vedrørende lån. Krav om tilsidesættelse af forlig.
Indklagede:	Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om falsk vedrørende lån og krav om tilsidesættelse af forlig.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, købte i april 2009 en lejlighed i lige sameje for 2.750.000 kr. Købet blev finansieret med et realkreditlån på 2.151.000 kr. i Nykredit Realkredit, en boligkredit i Nykredit Bank på 312.000 kr. og en kontantudbetaling på 287.000 kr.

Ved dom af 25. november 2010 blev parret separeret. Ifølge udskrift af dombogen af 26. november 2016 blev ingen af parterne pålagt bidragspligt. Hver part skulle udtage halvdelen af friværdien i lejligheden. M skulle overtage klagerens andel af lejligheden mod betaling af 150.000 kr. til klageren den 3. januar 2011. Ifølge retsbogsudskrift af samme dato indgik parterne forlig om, at klageren frafaldt krav på hustrubidrag mod, at M pr. 3. januar 2011 betalte 150.000 kr. til hende. Ifølge forliget overdrog klageren pr. 3. januar 2011 sin ideelle anpart af lejligheden til M, og M ville pr. samme dato foranledige klageren slettet som debitor på realkreditlånet. Klageren har anført, at parret kort efter separationen indgik mundtlig aftale om, at klageren fortsat skulle være medejer af lejligheden og stå som debitor på realkreditlånet, og at de 150.000 kr., som M havde betalt, i stedet skulle udgøre betaling for alt fælles indbo, som M overtog, samt hustrubidrag. Klageren har anført, at det var tanken, at hun skulle overtage M’s andel af lejligheden, når hun fik mulighed for dette. Banken har anført, at den af klageren påberåbte mundtlige aftale er udokumenteret.

I tiden efter samlivsophævelsen i 2010 boede M i lejligheden og betalte ydelser mv. på lån og kreditter.

Ved aftale af 10. december 2010 blev boligkreditten på 312.000 kr. forhøjet med 279.000 kr. til 591.000 kr. Ved aftale af 17. marts 2014 blev boligkreditten forhøjet med 489.000 kr. til 1.080.000 kr. Banken fik samtidig sikkerhed i et ejerpantebrev på 1.080.000 kr. i lejligheden. Ved aftale af 6. april 2015 blev boligkreditten forhøjet med 420.000 kr. til 1.500.000 kr. Ejerpantebrevet blev samtidig forhøjet til 1.500.000 kr. Kreditaftalerne og ejerpantebrevene fremstod som underskrevet af både klageren og M. Klageren har anført, at hun ikke har underskrevet dokumenterne, og at M forfalskede hendes underskrift.

Ved låne- og pantsætningsaftale af 12. april 2016 blev der optaget et realkreditlån i lejligheden i Totalkredit på 3.421.000 kr. Dokumenterne vedrørende låneoptagelsen fremstod som underskrevet af både klageren og M. Klageren har anført, at hun ikke har underskrevet dokumenterne, og at M forfalskede hendes underskrift. Lånet blev tinglyst den 13. april 2016.

Ved låneaftale af 12. april 2016 blev et boliglån i banken, konto nr. -680, forhøjet med 285.275,75 kr. til 530.000 kr. Banken fik samtidig sikkerhed i et ejerpantebrev på 530.000 kr. i lejligheden. I forbindelse med låneoptagelsen blev der endvidere underskrevet skema om dokumentation for rådgivning. Dokumenterne fremstod som underskrevet af både klageren og M. Klageren har anført, at hun underskrev to af dokumenterne vedrørende banklånet i april 2016, da M havde bibragt hende den opfattelse, at underskrivelsen skulle bruges til bankens værdiansættelse af lejligheden med henblik på bedre lånevilkår, men at hun ikke har underskrevet de øvrige dokumenter, som M havde forfalsket. Klageren har anført, at hun umiddelbart efter at have underskrevet de to dokumenter blev klar over, at dokumenterne ikke forelå i deres helhed. Hun anmodede derfor M om ikke at bruge dokumenterne over for banken.

I forbindelse med låneoptagelserne i april 2016 blev det eksisterende realkreditlån, der havde en restgæld på ca. 1.900.000 kr., boligkreditten på 1.500.000 kr. og et andet lån i banken, konto nr. -583, der havde en restgæld på 176.491 kr., indfriet.

Klageren har anført, at hun den 18. og den 19. april 2016 kontaktede banken og talte med en rådgiver, R, og at hun i den forbindelse blev klar over, at der var optaget yderligere lån med pant i lejligheden i tidligere år. Den 18. april 2016 forsikrede R hende om, at M ikke havde indleveret de to dokumenter af 12. april 2016 med hendes underskrift. Klageren har endvidere anført, at hun spurgte R, om det var muligt at standse låneoptagelserne, hvilket R afviste.

Klageren har oplyst, at M på tidspunktet for låneoptagelserne var ansat i en ledende stilling i banken, og at M efterfølgende blev afskediget. Klageren har anført, at M har erkendt at have forfalsket hendes underskrifter. Klageren har til støtte herfor fremlagt udskrift af sms- og e-mailkorrespondance med M.

Den 9. august 2016 modtog banken et udkast til stævning mod banken og Totalkredit fra klagerens advokat. I udkastet gjorde klageren indsigelse mod låneoptagelserne og gjorde bl.a. gældende, at hendes underskrifter var forfalskede, og at banken og Totalkredit skulle anerkende, at hun ikke hæftede for de i perioden fra 2010 til 2016 optagne lån og kreditter. Efterfølgende søgte klageren om og fik afslag på fri proces og retshjælp.

I en e-mail af 17. august 2016 til klageren meddelte M, at han ”går efter at opdatere tingbogen med mit ejerskab alene så jeg kan sælge lejligheden”, og at ”Jeg stopper rentebetalinger til Nykredit på mit lån allerede fra denne termin således at fremtvinge en tvangsauktion”.

Den 21. oktober 2016 blev der afholdt møde mellem klageren, klagerens advokat, M og banken. Banken har oplyst, at klagerens advokat inden mødet havde udarbejdet ”Aftale vedr. salg af [lejligheden]”. Samme dag blev aftalen underskrevet af klageren og M og tiltrådt af en ejendomsmægler. Den 18. november 2016 blev aftalen tiltrådt af banken og Totalkredit. Aftalen indeholdt bl.a. følgende:

”Denne aftale er indgået mellem [klageren] og [M] og omhandler salget af [lejligheden]. … Parterne, som ejer ejendommen med en andel på 50 % hver, er enige om, at ejendommen skal sættes til salg. … Parterne er enige om, at … alt provenu ved salget tilfalder [klageren]. Ved provenu ved salget forstås overskud ved salget, efter at al gæld til Totalkredit A/S og Nykredit Bank A/S med pant i ejendommen er indfriet. … Når eller hvis ejendommen bliver solgt under de i denne aftale nævnte betingelser, vil parterne ikke længere have krav over for hinanden vedrørende denne ejendom.

Parterne er endvidere enige om, at [klageren] betaler [M] 50.000 kr., der udgør tilbagebetaling af lån inklusive renter. … En betingelse for denne aftale er, at Totalkredit A/S og Nykredit Bank A/S tiltræder den, hvorved disse accepterer at friholde [klageren] for de advokatomkostninger, hun har haft og vil få i forbindelse med denne sag. …”

Banken udarbejdede og underskrev den 18. november 2016 en aftale, der bl.a. indeholdt følgende:

”… Der er optaget realkreditlån og banklån i [lejligheden] … [Klageren] har givet udtryk for, at flere af de optagne lån i ejendommen er gennemført uden hendes vidende og uden hendes underskrift på lånedokumenterne.

[Klageren] har efterfølgende gennem advokat kritiseret Nykredit Bank og Totalkredit for ikke at have efterset ægtheden af underskrifterne på dokumenterne. Dette har medført, at [klageren] har fremsendt udkast til stævning mod Nykredit Bank og Totalkredit.

Nykredit Bank og Totalkredit har tilkendegivet ikke at være enig i flere af de fremsatte påstande i udkastet til stævningen.

Nykredit Bank og Totalkredit ønsker imidlertid at bevare det gode forhold, der eksisterer mellem parterne. Endvidere er en tvist tidkrævende, bekostelig og belastende for alle parter. Parterne er derfor blevet enige om følgende vilkår som en løsning på sagen.

Nykredit Bank og Totalkredit yder erstatning pr. kulance. Dette sker ved, at Nykredit Bank afholder [klagerens] advokatomkostninger i forbindelse med sagen. Beløbet udgør maksimalt 50.000 kr. plus moms. Erstatningen forudsætter, at

• Nykredit modtager kopi af faktura for afholdte advokatomkostninger
• Provenu ved salget af ejendommen tilfalder [klageren] efter at al gæld til Totalkredit A/S og Nykredit Bank A/S er indfriet
• Vilkårene i aftale af 21. oktober 2016 … er gældende og tiltrådt af alle parter

.. Ovenstående aftale indgås til fuld og endelig afgørelse af ethvert forhold vedrørende [klagerens] realkreditlån og banklån med pant i [lejligheden] … Det er en betingelse for aftalen, at sagen ikke genoptages, hverken ved domstole eller ankenævn, ligesom det er en betingelse, at aftalen af 21. oktober 2016 overholdes af de involverede parter. …”

Banken har oplyst, at aftalen blev underskrevet af klageren den 21. november 2016, hvorefter banken betalte 59.750 kr. til klageren til advokatomkostninger.

Lejligheden blev solgt for 4.500.000 kr. pr. august 2017 med et provenu på 442.500 kr., som blev udbetalt til klageren.

Parternes påstande

Den 30. september 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal betale 528.000 kr. til hende.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at banken har handlet ansvarspådragende. Banken godkendte og udbetalte låneforhøjelserne og låneoptagelserne på grundlag af forfalskede underskrifter. En simpel kontrol af underskrifterne ville have afsløret, at der var tale om forfalskninger. Banken tilsidesatte almindelige procedurer og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med godkendelse af låneoptagelserne og tog særlige hensyn til M, der var ledende medarbejder i banken.

M forsøgte at få hendes underskrift på dokumenterne fra april 2016. Hun nåede at underskrive to ud af ni dokumenter, før hun blev klar over, at dokumenterne ikke forelå i deres helhed, og at hun derfor reelt ikke vidste, hvad hun skrev under på. Hun kontaktede derefter banken og talte med R. Hun havde ikke kendskab til R, der oplyste, at hun var deres personlige rådgiver. R’s primære funktion var rådgivning af bankens medarbejdere. R forsikrede hende telefonisk om, at M ikke havde indleveret dokumenterne af 12. april 2016. På det tidspunkt var R bekendt med, at M havde begået forfalskninger. Hun var i telefonisk kontakt med R flere gange den 18. og 19. april 2016 for at høre, om hun kunne stoppe låneoptagelserne fra april 2016. R fejlrådgav hende og oplyste, at det ikke var muligt at fortryde aftalerne. R burde have reageret på hendes udtrykkelige ønske om at standse låneoptagelserne, ikke mindst da disse hvilede på et ulovligt grundlag. Hun fandt efterfølgende ud af, at der var fortrydelsesret.

Banken kunne og burde have undersøgt sagen til bunds. Banken erkendte ikke direkte, at underskrifterne var falske, selvom dette tydeligt fremgik ved en sammenligning af underskrifterne, og selvom M flere gange erkendte at have forfalsket hendes underskrift. Hun så sig nødsaget til at antage en advokat.

Hun så ingen anden udvej end at indgå forliget med M og banken og skrive under på, at lejligheden skulle sælges. Forliget blev indgået efter manglende samarbejde fra banken, vedvarende trusler om tvangsauktion fra M, og efter at hun havde fået afslag på fri proces og retshjælp. M’s primære krav ved mødet den 21. oktober 2016 var, at banken skulle have sine penge, da han ellers ville sørge for, at lejligheden kom på tvangsauktion. Dette kunne medføre, at hun hæftede for en gæld, som hun ikke havde haft fordel af. Forligsaftalen er uetisk, og bankens fremgangsmåde var uredelig. Banken udnyttede hendes pressede situation og forsøgte at dække over en ledende medarbejder. Det er yderst kritisabelt, at banken, efter at M’s svindel stod klart, valgte at fortsætte sagen i samarbejde med M og med hende som modpart. Det var ikke muligt for hende at rejse indsigelse mod forliget eller fremsætte krav, før salget af lejligheden var gennemført.

Lejligheden var ejet af hende og M i fællesskab. Separationsdommen var ikke en dom vedrørende ejerskabet til lejligheden. Kort efter separationen indgik hun og M mundtlig aftale om, at hun fortsat skulle være ejer af lejligheden og stå som debitor på realkreditlånet. M forsøgte på et tidspunkt at få tinglyst adkomst som eneejer på lejligheden. Hun formoder, at tinglysningsretten afviste at tinglyse M som eneejer. Hun har gennem alle årene stået som medejer af lejligheden. Banken fik først forevist separationsdommen efter, at banken havde godkendt låneforhøjelserne.

Hun er blevet påført et tab ved låneforhøjelserne. Hvis banken ikke havde godkendt de ulovlige låneforhøjelser, ville provenuet ved salget have udgjort 1.942.000 kr., og hendes halvdel af det samlede provenu havde udgjort ca. 971.000 kr. Hendes tab udgør således ca. 528.000 kr. i forhold til den modtagne provenu på 442.500 kr. Det var ikke muligt for hende at opgøre tabet, før salget af lejligheden var gennemført.

Nykredit Bank har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at der den 18. november 2016 blev indgået et bindende forlig mellem klageren og banken. Klageren har ikke rejst indsigelser mod gyldigheden af forliget og har heller ikke anført, at der efterfølgende skulle være indtruffet omstændigheder af betydning for forliget. Klageren var repræsenteret ved en advokat ved indgåelsen af forliget, og klageren er selv jurist. Forliget var til fuld og endelig afgørelse. Banken har opfyldt sin andel af forliget ved betaling af klagerens advokatomkostninger med 59.750 kr. Ud over forliget af 18. november 2016 med banken har klageren med M, og tiltrådt af banken og en ejendomsmægler, indgået bindende aftale om salget af lejligheden. Lejligheden er solgt, og det følger af aftalen, at klageren ikke længere har krav vedrørende lejligheden. Klageren har i øvrigt ikke dokumenteret at have lidt et tab.

M indrømmede at have underskrevet enkelte låneaftaler selv. Det lykkedes ikke banken at få afklaret, hvilke dokumenter M havde underskrevet på klagerens vegne, og hvilke dokumenter klageren selv havde underskrevet. M gjorde under alle omstændigheder gældende, at underskrivelsen af dokumenterne var sket på klagerens vegne og med klagerens vidende, og at han kunne disponere som eneejer, jf. dommen af 25. november 2010. M fremlagde dokumentation for betaling af 150.000 kr. til klageren. Klageren har ikke dokumenteret, at betalingen af 150.000 kr. til hende skulle dække over hustrubidrag og betaling for indbo. Banken var i færd med at undersøge, hvilke dokumenter der var underskrevet med klagerens vidende, men undersøgelsen blev afsluttet, da klageren indgik et forlig.

Det afvises på det kraftigste, at banken tog særlige hensyn til M, og at banken har handlet uredeligt ved at fremme indgåelse af et forlig under hensyntagen til en medarbejder. Klagerens beskyldninger er usaglige. Sagen har været behandlet som enhver anden kundesag. M var ikke ansat hos banken på tidspunktet, hvor klageren rettede henvendelse til banken og gjorde falskindsigelser gældende. Forliget blev indgået på initiativ af klagerens advokat. Banken har samarbejdet med klageren og har deltaget i møder og dialog med klagerens advokat. Klageren har gennem hele forløbet været repræsenteret af advokat. Det var klagerens advokat, der konciperede aftalen. Hvis klageren ikke mener at være blevet rådgivet tilstrækkeligt om indholdet og konsekvenserne af forliget, bør klageren rette henvendelse til sin egen rådgiver.

Nykredit Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke har et økonomisk mellemværende med banken. Klageren gør gældende, at hun har krav på tilbagebetaling af penge, som klageren påstår er uberettiget udbetalt til M. Klageren har ikke krav på tilbagebetaling, da klageren har indgået bindende aftale om salget af lejligheden med M. Aftalen blev indgået efter, at klageren fremsatte falskindsigelser i forbindelse med forligsdrøftelser. Klageren har ikke rejst indsigelser mod gyldigheden af aftalen og har heller ikke anført, at der efterfølgende skulle være indtruffet omstændigheder af betydning for aftalen. Aftalen er konciperet af klagerens advokat. Af aftalen fremgik, at parterne ikke havde krav mod hinanden vedrørende lejligheden, når lejligheden var solgt. Klageren har modtaget hele salgsprovenuet i henhold til aftalen. Klageren har dermed ikke længere et økonomisk mellemværende som følge af de påståede falskindsigelser.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, havde i 2009 købt en lejlighed i lige sameje. I 2010 blev parret separeret. I perioden fra 2010 til 2016 blev der optaget boligkreditter og lån i lejligheden. Klageren har anført, at hun ikke har underskrevet dokumenterne i forbindelse med låne- og kreditoptagelserne, og at M forfalskede hendes underskrift.

I forbindelse med et møde den 21. oktober 2016 mellem klageren, klagerens advokat, M og banken underskrev klageren og M samme dag en aftale om salg af lejligheden. Efter aftalen skulle salgsprovenuet efter betaling af gæld til panthaverne tilfalde klageren, og klageren og M ville herefter ikke længere have krav over for hinanden vedrørende lejligheden. Banken og Totalkredit skulle betale klagerens advokatomkostninger. Aftalen blev den 18. november 2016 tiltrådt af banken og Totalkredit. Den 21. november 2016 underskrev klageren endvidere en aftale med banken, hvorefter banken til fuld og endelig afgørelse af ethvert forhold vedrørende klagerens realkreditlån og banklån med pant i lejligheden afholdt klagerens advokatomkostninger på indtil 50.000 kr. plus moms i forbindelse med sagen. Klageren modtog efter det oplyste ca. 442.500 kr. i provenu ved salg af lejligheden, og banken betalte 59.750 kr. til klageren til advokatomkostninger i henhold til forligsaftalen.

Aftalen af 21. oktober 2016 var udarbejdet af klagerens advokat, og klageren var efter det oplyste repræsenteret af advokat ved indgåelsen af forliget med banken i november 2016. Ankenævnet finder, at der ikke er godtgjort forhold i forbindelse med indgåelsen af forliget med banken, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af dette.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.