Berigelsesforbrydelse.
| Sagsnummer: | 401/1991 |
| Dato: | 03-04-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pensionskonti - overførsel
|
| Ledetekst: | Berigelsesforbrydelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved Østre Landsrets dom af 20. maj 1987 blev klageren dømt til at betale 1.866.181,91 kr. til et mindre pengeinstitut, for hvilket klageren fra 1982 til 1984 var direktør. Klageren fratrådte i 1984 sin stilling som følge af uregelmæssigheder i pengeinstituttets kundeengagementer, og fik senere i denne forbindelse en fængselsdom.
I forbindelse med en forhandling om afvikling af klagerens gæld til pengeinstituttet meddelte klageren i en skrivelse fra april 1986 det besvegne pengeinstitut uigenkaldelig fuldmagt til at ophæve klagerens kapitalpension og nedbringe engagementet med det hævede beløb. I skrivelsen anførtes endvidere:
"Beløb henlagt i depot (garantbevis ... Sparekasse) ønskes ligeledes modregnet i min gæld. Indeståendet på selvpensioneringskonto er jeg villig til at give transport til betaling ved udløb. Kan jeg efter disse transaktioner få en opgørelse over min totale gæld, ligesom jeg meget gerne vil have et forslag til afviklingsforløb over restgælden evt. i en afviklingsperiode på ca. 20 år."
Det besvegne pengeinstitut er senere fusioneret med indklagede.
Klageren anmodede i april 1991 indklagede om overførsel af selvpensioneringskontoen, hvis indestående ultimo 1990 var 77.554,94 kr., til andet pengeinstitut. Indklagede afslog dette.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at overføre selvpensioneringskontoen til Brørup Sparekasse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at som led i et forlig med indklagede foreslog klageren, at indklagede fik transport i indeståendet på selvpensioneringskontoen under forudsætning af at han fik en ordning om betalingen af restbeløbet eventuelt en akkordordning. I henhold til vilkårene for selvpensioneringskonti kan sådanne ikke håndpantsættes, hvorfor indklagede ikke kan tilbageholde den omhandlede konto.
Indklagede har anført, at brevet fra april 1986 må fortolkes således, at klageren gav transport i indestående på selvpensioneringskontoen. Det fremgår ikke af brevet, at transporten var givet under forudsætning af, at klageren fik en ordning om betaling af restbeløbet, ligesom indklagede ikke på anden vis var blevet gjort bekendt med en sådan forudsætning. Indklagede må endvidere kunne nægte at overføre selvpensioneringskontoen for derved at sikre en modregningsadgang, når henses til, at klageren er idømt en fængselsstraf for besvigelserne.
Ankenævnets bemærkninger:
Af § 10, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 om børneopsparings- og selvpensioneringskonti fremgår, at indeståendet på en selvpensioneringskonto i bindingsperioden ikke kan overdrages til eje eller pant. Uanset om den af klageren underskrevne fremlagte skrivelse fra april 1986 måtte fortolkes som anført af indklagede, må en transport vedrørende selvpensioneringskontoens indestående anses for ugyldig og kan således ikke påberåbes af indklagede.
Medlemmerne Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen og Ole Simonsen udtaler:
Under de i denne sag oplyste ganske særlige omstændigheder, hvor indklagedes tilgodehavende hos klageren er opstået som følge af en grov berigelsesforbrydelse, som klageren har begået over for et pengeinstitut, som nu er fusioneret med indklagede, finder vi, at der er fornødent grundlag for at fravige den af Ankenævnet i øvrigt sædvanligt fulgte praksis, hvorefter et pengeinstitut i hvert fald i almindelighed er forpligtet til at efterkomme en begæring fra indehaveren af en pensionskonto om overførsel af kontoen til et andet pengeinstitut uden som betingelse herfor at kunne stille krav om, at kunden indfrier en eventuel gæld til pengeinstituttet. Vi stemmer herefter for, at klagen ikke tages til følge.
Medlemmerne Peter Møgelvang Hansen og Kirsten Nielsen udtaler:
Klagerens besvigelser overfor indklagede kan ikke i sig selv begrunde en adgang for indklagede til at nægte overførsel af kontoen til et andet pengeinstitut. Indklagede har da heller ikke støttet sit standpunkt herpå, men - ud over den transport, dre hævdes foretaget i 1986, og som i givet fald er ugyldig, jf. ovenfor - på en ret til gennem tilbageholdelsen at sikre en modregningsadgang. Under de foreliggende omstændigheder, hvor der er tale om en selvpensioneringskonto, som ikke kan hæves før bindingsperiodens udløb, hvilket tidspunkt efter det for Ankenævnet oplyste ligger langt ud i fremtiden, hvor indeståendet må antages at være omfattet af 3 månedersreglen i retsplejelovens § 512, stk. 3, og hvor indklagedes mulighed for at søge sig fyldestgjort i kontoens indestående således alene består i, at klageren afgår ved døden inden bindingsperiodens udløb, findes indklagedes interesse i at sikre en eventuel modregningsmulighed ikke at kunne begrunde en nægtelse af at overføre kontoen til et andet pengeinstitut. Vi stemmer derfor for, at klagen tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.