Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Betalingsmodtagers gebyr i særlige tilfælde ved anvendelse af Det Fælles Indbetalingssystem.

Sagsnummer: 150/2007
Dato: 20-09-2007
Ankenævn: John Mosegaard, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Ole Simonsen, Bent Olufsen
Klageemne: Betalingsformidling - gebyr
Ledetekst: Betalingsmodtagers gebyr i særlige tilfælde ved anvendelse af Det Fælles Indbetalingssystem.
Indklagede: Frøs Herreds Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrørende klagerens indsigelse som betalingsmodtager imod betaling af et gebyr ved anvendelse af Det Fælles indbetalingssystem.

Sagens omstændigheder.

Klageren under denne sag er en idrætsforening.

Klageren er kunde hos indklagede. Til brug for opkrævning af medlemskontingenter hos sine medlemmer benytter klageren sig af Det Fælles Indbetalingssystem, der administreres af PBS.

Af kreditoraftale mellem klageren og indklagede vedrørende benyttelsen af Det Fælles Indbetalingssystem fremgår:

"Gebyrer, der tilfalder indbetalingsstedet, f.eks. gebyr for fejl i indbetalingskortets oplysninger, hæves på kontonummer [klagerens konto].

Tilslutning sker på de vilkår, der fremgår af "Kreditorregler for Det Fælles Indbetalingssystem", samt i vejledning "Fremstilling af indbetalingskort", hvoraf et eksemplar er modtaget tillige med en recordbeskrivelse af det fælles sektorformat.

Samtidig udleveres [indklagedes] Prisblad for benyttelsen af Det Fælles Indbetalingssystem."

Af "Kreditorregler for Det Fælles Indbetalingssystem" fremgår:

"Pgf. 10Gebyrer

Gebyrer i forbindelse med tilslutning til systemet fremgår af det til enhver tid gældende prisblad. Gebyrerne vil blive debiteret kreditors konto."

Af "Prisblad for Det Fælles Indbetalingssystem" fremgår:

"Andre transaktionsgebyrer

FI-kreditor

Fejl-gebyr (Reject ved ej læsbar OCR-linie) DKK 4,00"

I foråret 2007 rettede klageren henvendelse til indklagede i anledning af, at klageren var blevet opmærksom på, at der jævnligt blev hævet et gebyr på 4 kr. på klagerens konto i forbindelse med indbetalinger. Indklagede oplyste, at ifølge regler for Det Fælles Indbetalingssystem er indbetalingsstedet berettiget til at opkræve et gebyr f.eks. for fejl indbetalingskortets oplysninger, og at gebyret kan opkræves, uanset problemer ved kortlæsningen skyldes oplysninger afgivet af klageren, eller at kortet ikke kan læses på grund af spildt kaffe eller lignende.

Parternes påstande.

Klageren har den 15. maj 2007 indbragt sagen for Ankenævnet. Ifølge klageskemaet er klagerens påstand, at "At skader på giroindbetalingskortet betales af skadesvolderen subsidiært, at man ved træk på kontoen oplyser om skadens art og hvem skadesvolderen er".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det bør være indbetalingsstedet, der afkræver betaleren gebyret på 4 kr., såfremt der er problemer med indbetalingskortet.

Når gebyret trækkes på kontoen, er der ingen oplysning om, hvem der har forårsaget det ekstra træk.

Den fra kreditoraftalen citerede bestemmelse om, at gebyr for fejl i indbetalingskortets oplysninger hæves på kontoen, omfatter efter sin ordlyd ikke de problemer, der kan være med et indbetalingskort f.eks. fra spildt kaffe, flossede kanter eller lignende forhold.

Det vil være en mere enkel fremgangsmåde at opkræve gebyret på 4 kr. direkte af indbetaleren frem for hævning via betalingsmodtagers konto.

Indklagede har anført, at regelsættet for Det Fælles Indbetalingssystem er en fælles aftale mellem de deltagende pengeinstitutter, hvorfor indklagede ikke har mulighed for at påvirke dette.

Det er ikke teknisk muligt at få oplysninger om indbetaleren til at fremgå i forbindelse med gebyropkrævningen. Det tilbydes, at klageren kan kontakte indklagede i disse tilfælde, hvor man manuelt kan fremfinde indbetaleren med henblik på, at klageren kan afkræve denne gebyret.

Regelsættet er lavet for at forenkle håndteringen af indbetalingskort på de enkelte indbetalingssteder. Denne praksis kan indklagede tilslutte sig, idet de enkelte indbetalingssteder i modsat fald pålægges unødigt arbejde.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I kreditoraftalen mellem klageren og indklagede vedrørende benyttelsen af Det Fælles Indbetalingssystem er det anført, at tilslutning sker på de vilkår, der fremgår af "Kreditorregler for Det Fælles Indbetalingssystem", ligesom prisbladet for benyttelsen af indbetalingssystemet er udleveret til klageren.

Af de ovenfor citerede kreditorregler fremgår det, at gebyr i forbindelse med tilslutning til systemet fremgår af det til enhver tid gældende prisblad, og at gebyret vil blive hævet på kreditors konto. Det omhandlede gebyr på 4 kr. fremgår endvidere af det fremlagte prisblad.

Ankenævnet finder herefter, at indklagede har fornøden hjemmel i aftalegrundlaget til at opkræve gebyret, hvorfor klagerens påstand om, at gebyrer skal betales af skadevolderen, dvs. indbetaleren, ikke tages til følge.

Indklagede har anført, at klageren kan kontakte indklagede i de situationer, hvor et gebyr opkræves, idet indklagede herefter manuelt vil fremfinde indbetaleren, så klageren kan afkræve den pågældende gebyret.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hverken helt eller delvis.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.