Afgørelse

Ophør af forsikringsdækning ved overførsel til andet pengeinstitut.

Sagsnummer:	362/1999
Dato:	13-03-2000
Ankenævn:	Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:	Kapitalpensionskonti - overførsel Forældelse - rådgivning Forsikring - dækning ved pengeinstitutskifte
Ledetekst:	Ophør af forsikringsdækning ved overførsel til andet pengeinstitut.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:	OF IF SD
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan gøre et krav gældende mod indklagede som følge af manglende videreførsel af en gruppelivsforsikring i forbindelse med overførsel af klagerens nu afdøde ægtefælles kapitalpensionsordning til indklagede.

Sagens omstændigheder.

I pengeinstituttet P havde klagerens nu afdøde ægtefælle (M) en kapitalpensionsordning, hvortil der var knyttet en gruppelivsforsikring.

M var i 1987 som led i et ansættelsesforhold blevet omfattet af en gruppelivsforsikring.

Gruppelivsforsikringen i tilknytning til kapitalpensionsordningen blev tegnet via P i januar 1990.

I sommeren 1992 ønskede M kapitalpensionsordningen overført til indklagede.

I forbindelse med overførslen anmodede P ved skrivelse af 25. juni 1992 M om at tiltræde opsigelsen af forsikringen ved at underskrive en vedlagt kopi af skrivelsen.

Overførslen til indklagede blev effektueret den 10. juli 1992. Der blev ikke etableret en ny gruppelivsforsikring.

I de årlige pensionsoversigter, der blev fremsendt til M, er der under overskriften "Nøgletal for ordningen" anført "Forsikringspræmie 0,00 kr.".

I marts 1997 døde M.

Såfremt en tilsvarende forsikring var blevet tegnet efter overførslen af kapitalpensionsordningen til indklagede, ville klageren ved M's død have opnået en forsikringssum på 652.000 kr. Forsikringspræmien ville i perioden juli 1992 til marts 1997 have udgjort samlet 6.870 kr.

Indklagede har oplyst, at der ved udbetaling af forsikringen i givet fald skulle være indeholdt afgift på 40% og har på baggrund heraf opgjort heraf opgjort et eventuelt erstatningsbeløb til 387.078 kr. ((652.000 kr. - 6.870 kr.) - 40%).

Parternes påstande.

Den 27. august 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 652.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det ved overførslen påhvilede indklagede at søge oplyst, om der til kapitalpensionen var knyttet en gruppelivsforsikring. Indklagede burde have forespurgt M, hvorvidt forsikringen skulle overføres, og i bekræftende fald have sikret sig, at dette skete. Ved at undlade dette har indklagede pådraget sig et erstatningsansvar og bør stille hende, som om der var tegnet forsikring.

Forsikringstegningen i januar 1990 var udtryk for, at M ønskede en forsikringsdækning ud over gruppeforsikringen i ansættelsesforholdet. M talte flere gange om sin kapitalpension og den forsikring, der var tilknyttet, også efter overførslen til indklagede.

I 1992 havde det i mange år været almindeligt forekommende, at der til pensionskonti var knyttet en gruppelivsforsikring. Uanset, at de etiske retningslinier først blev udarbejdet i 1993/94, bestod der i 1992 en rådgivningspligt for indklagede, herunder en pligt til at påse, at eventuelle forsikringsspørgsmål blev afklaret i forbindelse med overførsel af pensionskonti.

Det kan ikke bebrejdes M, at han ikke noterede sig, om der efter ophævelsen af den tidligere forsikring blev tegnet en ny, idet indklagede måtte forventes at sørge for tegningen som en del af den opgave, indklagede havde påtaget sig i forbindelse med overførslen af engagementet. Det kan heller ikke bebrejdes M, at han ikke reagerede på, at der på årsopgørelserne var angivet forsikringspræmie 0,00 kr. Oplysningen tilsiger ikke, at forsikringen er udgået, idet præmien kunne være opkrævet på anden vis.

Hun har ikke udvist passivitet, idet hun umiddelbart efter M's død rettede henvendelse til indklagede om forsikringen. Efterfølgende blev hun via dagspressen bekendt med, at hun havde mulighed for at indbringe sagen for Ankenævnet.

Der er ikke indtrådt forældelse. Hun var i utilregnelig uvidenhed om sit krav, hvorfor forældelsesfristen først kan regnes fra det tidspunkt, da hun ved sædvanlig agtpågivenhed var i stand til at rejse kravet. Forældelsesfristen kan tidligst regnes fra tidspunktet for ægtefællens død, hvor det kunne konstateres, at forsikringen ikke kom til udbetaling.

En livsforsikringssum er ikke belagt med afgift, hvorfor indklagedes opgørelse af erstatningsbeløbet bestrides.

Indklagede har anført, at der ikke i forbindelse med overførslen af kapitalpensionsordningen fremkom oplysninger om M's gruppelivsforsikringer, og at man ikke af egen drift havde pligt til at søge oplysning om M's forsikringsforhold og foranledige nytegning af tilsvarende ordninger. Mod tilfredsstillende helbredsoplysninger kunne man have tilbudt M en forsikring, der svarede til den ophørte. Det må derfor antages, at spørgsmålet ikke har været diskuteret.

Indklagedes standardoverførselsanmodning indeholdt ikke anmodning om overførsel af forsikringer, hvilket der på daværende tidspunkt heller ikke var kutyme for i branchen.

Ansvarsmålestokken for pengeinstitutter tilpasses løbende den faglige udvikling og praksis ved domstolene og i Pengeinstitutankenævnet. I 1992 forelå de etiske retningslinier ikke, og et færdigbehandlet etisk regelsæt fremkom først i 1994. Overførselsanmodningernes udformning underbygger, at der i branchen på daværende tidspunkt ikke eksisterede en selvstændig forpligtelse for pengeinstitutterne til på egen foranledning at rådgive om forsikringsmuligheder, heller ikke i relation til kapitalpensionsdepoter. Den pligt for det modtagende pengeinstitut, som blev antaget i Ankenævnets sag 49/1999, kan derfor ikke finde anvendelse i den foreliggende sag.

Klagerens erstatningskrav er omfattet af 1908-loven om forældelse. Da forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, hvor overførslen og dermed undladelsen sker, er kravet nu forældet. Endvidere har klageren ved passivitet fortabt sin ret til at gøre et erstatningskrav gældende.

Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at erstatningsbeløbet bør bortfalde eller nedsættes som følge af M's egen skyld. M burde særligt efter modtagelsen af opsigelsen af den eksisterende forsikring have været opmærksom på, om der blev tegnet en ny forsikring. Endvidere fremgik det af årsoversigterne, at der ikke blev betalt forsikringspræmie. Såfremt M havde påpeget dette, kunne man have formidlet en ny tilsvarende forsikring og dermed have begrænset tabet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

To medlemmer - Peter Blok samt Jette Kammer Jensen, der i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1 er tillagt to stemmer - udtaler:

Klageren gør til støtte for sit erstatningskrav gældende, at indklagede har begået fejl i forbindelse med overførselen i 1992 af klagerens nu afdøde ægtefælles kapitalpensionsordning til indklagede. Kravet må derfor anses for omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, litra e, i forældelsesloven af 1908. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren forud for ægtefællens død i 1997 var eller burde være bekendt med, at en ny gruppelivsforsikring tilknyttet kapitalpensionsordningen ikke blev tegnet efter dennes overførsel til indklagede. Forældelsesfristen kan derfor først regnes fra ægtefællens død, jf. 1908-loven § 3, og kravet er derfor ikke forældet. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at klageren har udvist passivitet.

Det var også i 1992 almindeligt forekommende, at der til en kapitalpensionskonto var tilknyttet en gruppelivsforsikring. Vi finder derfor - i overensstemmelse med afgørelsen i sag 49/1999 - at det måtte påhvile indklagede ved forespørgsel til det tidligere pengeinstitut eller til klagerens ægtefælle at skaffe sig oplysning om, hvorvidt der til kontoen var knyttet en gruppelivsforsikring, og da dette var tilfældet, at spørge ægtefællen, om en tilsvarende forsikring ønskedes tegnet gennem indklagede. Det er ubestridt, at dette ikke skete, og indklagede må derfor anses at have begået en ansvarspådragende fejl.

Det må lægges til grund, at klagerens ægtefælle var bekendt med, at den gennem det tidligere pengeinstitut tegnede gruppelivsforsikring ophørte i forbindelse med kapitalpensionskontoens overførsel til indklagede. Det havde derfor været naturligt, at ægtefællen selv i forbindelse med overførselen til indklagede havde rejst spørgsmålet om tegning af en ny forsikring. Hertil kommer, at de pensionsoversigter, ægtefællen modtog hvert af de følgende år, indeholdt oplysning om, at der ikke blev betalt forsikringspræmie. Vi finder ikke i disse forhold tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klagerens ægtefælle var bekendt med, at en ny gruppelivsforsikring ikke var tegnet. Vi finder imidlertid, at ægtefællen burde have indset dette, og at der derfor påhviler ægtefællen et medansvar for, at en ny forsikring ikke blev tegnet. Det bemærkes herved, at det efter det foreliggende må lægges til grund, at dette havde været muligt. Ved en afvejning af ansvaret på begge sider finder vi, at klagerens ægtefælles egenskyld bør medføre, at erstatningen nedsættes til det halve.

Vi finder herefter, at indklagede til klageren bør betale halvdelen af 645.130 kr. - forsikringssummen, 652.000 kr. med fradrag af ikke betalt præmie, 6.870 kr. - eller 322.565 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra klagens indgivelse. Vi har ikke taget stilling til, hvorvidt beløbet er skatte- eller afgiftspligtig, herunder heller ikke til, om indklagede ved udbetalingen er pligtig at indeholde 40% i afgift.

To medlemmer - Bjarne Lau Pedersen og Ole Simonsen - udtaler:

Det må lægges til grund, at klagerens ægtefælle var bekendt med, at den tegnede gruppelivsforsikring i det tidligere pengeinstitut ophørte ved overførslen. Da tegning af en ny forsikring og vilkårene herfor ikke blev drøftet med indklagede, og da det fremgik af pensionsoversigterne, at der ikke blev betalt forsikringspræmier, burde disse forhold have givet klagerens ægtefælle anledning til at tage initiativ til at undersøge, om en ny forsikring var tegnet, såfremt han var interesseret i en sådan dækning.

Selvom det efter afgørelsen i sag 49/1999 må have påhvilet indklagede at tage forsikringsspørgsmålet op med klagerens ægtefælle i forbindelse med overførslen i 1992, finder vi ikke, at denne fejl er så betydelig set i forhold til ægtefællens positive viden om forsikringens ophør, at der er grundlag for at pålægge indklagede at udrede erstatning til klageren.

I relation til spørgsmålet om forældelse bemærker vi, at klagerens krav udspringer af ægtefællens mulige krav mod indklagede. Kravet måtte i givet fald være opstået i forbindelse med overførslen i 1992. Da kravet først er rejst i 1999, må det under alle omstændigheder anses for forældet. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren ikke kan få bedre ret end den afdøde ægtefælle.

Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger til klageren - eventuelt med fradrag af indeholdelsespligtig afgift - betale 322.565 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra den 27. august 1999.Klagegebyret tilbagebetales klageren.