Afgørelse

Ekspeditionstid ved opgørelse af underskud ved frivilligt salg

Klageren har en ejerlejlighed, som i en periode var udlejet. Klageren meddelte den 8. august 1995 det indklagede realkreditinstitut, at han havde kontaktet en ejendomsmægler med henblik på salg af lejligheden, idet han ikke kunne betale terminsydelser. Salgsbudgettet udviste et underskud på 60.000 kr. Klageren bad instituttet om hjælp eller forslag til en løsningsmodel. Instituttet fremsendte den 9. august 1995 et låneomlægningsforslag. Instituttet fremsendte den 21. november 1995 en salgsfuldmagt med besked om, at instituttet efter underskrift af salgsfuldmagten ville anmode en ejendomsmægler om en salgsvurdering og vende tilbage til klageren med et frivilligt forlig vedrørende underskudet ved handlen. Instituttet vedlagde en brochure, som indeholdt instituttets vilkår for medvirken ved salg. Klageren underskrev den 23. november 1995 salgsfuldmagten. Den 6. december 1995 anmodede instituttet ejendomsmægleren om at vurdere ejendommen. Ejendomsmægleren fremsendte den 5. januar 1996 vurderingsforretning og salgsbudgetter dels ud fra en forventet salgspris dels ud fra en mindstepris. Den 12. januar 1996 fremsendte instituttet en opgørelse samt et frivilligt forlig til klageren over det samlede underskud ved salg af ejendommen på de af ejendomsmægleren skitserede vilkår. Ifølge opgørelsen ville det samlede underskud udgøre 114.500 kr. Den 2. februar 1996 fremsendte instituttet et girokort til klageren vedrørende udlæg i forbindelse med vurdering af ejerlejligheden og meddelte, at salgsfuldmagten ville blive returneret, når det udlagte beløb var indbetalt. Ved brev af 20. februar 1996 protesterede klageren over ekspeditionsforløbet, som han fandt var uacceptabelt langt, og som havde ført til, at han i den mellemliggende periode ikke havde kunnet udleje ejerlejligheden. Klageren rejste krav om en erstatning på 13.312,50 kr. Instituttet afviste 5. marts 1996 at være erstatningsansvarlig, men frafaldt i lyset af en kampagne, hvor realkreditinstituttet og ejendomsmægleren tilbød gratis salgsvurdering, vurderingshonoraret til ejendomsmægleren.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte tabte lejeindtægter på 8.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Klageren kontaktede efter det oplyste ejendomsmægleren i oktober 1995 - i første omgang alene for at undersøge salgsmulighederne. Først medio november blev der rettet henvendelse til realkreditinstituttet, som den 12. januar 1996 meddelte klageren det forventede maksimale underskud ved handlen. Nævnet fandt ikke, at en ekspeditionstid på ca. 2 måneder til de fornødne undersøgelser og beregninger i en periode med stor aktivitet og mange helligdage kunne siges at være usædvanlig lang - endsige ansvarspådragende for instituttet. Nævnet frifandt derfor instituttet.