Værges indsigelser mod fremgangsmåde ved oprettelse af konti til mindreårig søn, herunder registrering af en pædagog som værge og fuldmagtshaver.
| Sagsnummer: | 67/2017 |
| Dato: | 08-06-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Michael Reved, Karin Duerlund og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Konto - registreringsforhold
Fuldmagt - øvrige spørgsmål Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 |
| Ledetekst: | Værges indsigelser mod fremgangsmåde ved oprettelse af konti til mindreårig søn, herunder registrering af en pædagog som værge og fuldmagtshaver. |
| Indklagede: | Ringkjøbing Landbobank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelser mod fremgangsmåde ved oprettelse af konti til hans mindreårige søn, herunder registrering af en pædagog som værge og fuld- magtshaver.
Sagens omstændigheder
Klageren har oplyst, at han har den fulde forældremyndighed og dermed er værge alene for sin søn, S, der er født i februar 2001.
S boede i 2016 på en institution i Ringkøbing og fik udbetalt tøj- og lommepenge fra det offentlige. S var kunde i et pengeinstitut P, men klageren har oplyst, at han ønskede, at der blev oprettet konti til S i Ringkjøbing Landbobank til brug for udbetaling af lomme- og tøjpenge.
I april 2016 henvendte S, der på daværende tidspunkt var 15 år, sig i Ringkjøbing Landbobank sammen med en pædagog fra institutionen for at få oprettet to konti til brug for administration af S’ lommepenge. Der blev oprettet en konto -646 til S, hvorpå lommepengene, som på daværende tidspunkt udgjorde 715 kr. om måneden, blev indbetalt. Fra konto -646 blev der hver uge overført 40 kr. til en nyoprettet konto -653 med et tilknyttet debetkort til S.
Klageren har fremlagt en kundeaftale af 26. april 2016 mellem banken og S, der blev underskrevet af pædagogen, der bistod S ved kontooprettelsen. Klageren har endvidere fremlagt en fuldmagt til bankens e-Banking af 26. april 2016 underskrevet af pædagogen, hvorved S gav pædagogen fuldmagt til at forespørge og disponere over hans konti i banken. Yderligere har klageren fremlagt et brev af 26. april 2016 til pædagogen, hvoraf fremgår, at banken informerede pædagogen som værge om, at S havde bestilt et debetkort til sin konto i banken.
Den 14. december 2016 fik S oprettet en konto -625 i banken, der blev anvendt til indbetaling af tøjpenge til S, der på daværende tidspunkt udgjorde 711 kr. om måneden.
Klageren har oplyst, at S alene kunne disponere over konto -653 med sit debetkort. De øvrige to konti havde S hverken forespørgsels- eller dispositionsadgang til.
Klageren klagede til banken over, at pædagogen var registreret som værge for S. Endvidere klagede han over, at S ikke havde adgang til alle sine konti i banken, og over, at han som værge for S ikke kunne få fuldmagt til at forespørge på S’ konti i banken. Det var først, da han blandede kommunen ind i sagen i januar 2017, at banken slettede pædagogen som værge for S og via netbank/mobilbank lod S få forespørgselsadgang til sine konti.
Banken har oplyst, at den slettede forespørgsels- og dispositionsadgangen til pædagogen med virkning fra den 1. februar 2017.
Den 7. februar 2017 sendte banken netbankfuldmagter vedrørende forespørgselsadgang til S’ konti til klageren til elektronisk underskrift. Fuldmagterne blev imidlertid ikke underskrevet inden for den angivne frist og blev derfor annulleret.
Parternes påstande
Den 28. februar 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at han ønsker en vurdering af, om Ringkjøbing Landbobanks fremgangsmåde har været korrekt.
Ringkjøbing Landbobank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han bad om, at der blev oprettet bankkonti til S, hvorpå S’ lomme- og tøjpenge gik ind, således at klageren som værge for S kunne få et overblik over, hvordan pengene blev brugt. S har sammen med pædagogen oprettet disse konti, da klageren bor langt fra institutionen. Han regnede herefter med, at han som værge for S skulle underskrive diverse dokumenter, men det var åbenbart ikke nødvendigt.
Det er kun det indestående på konto -653, det vil sige overførslen på 40 kr. om ugen, som S selv kan råde over. S har ikke fri råderet over de øvrige lomme- og tøjpenge.
Banken har i forbindelse med kontooprettelserne set stort på, at klageren er værge for S, og har oprettet pædagogen som værge for S uden at se dokumentation herfor, og har ladet pædagogen underskrive en fuldmagt til at forespørge og disponere over S’ konti til sig selv.
Da klageren rettede henvendelse til banken for at få forespørgselsadgang til S’ konti, blev han nægtet dette under henvisning til, at banken ikke kunne håndtere, at der var to personer med fuldmagt til S’ konti.
Endvidere kunne S heller ikke få forespørgselsadgang via netbank/mobilbank til sine egne konti.
Det var først efter kommunens indblanding i januar 2017, at det blev oplyst, at pædagogen var registreret som værge for S, og dette blev slettet. Klageren fik herefter tilbudt at få forespørgselsadgang til S’ konti, og S fik endvidere forespørgselsadgang til sine konti.
Der er ikke forsvundet nogen penge fra S’ konti i banken, men det tog banken tre måneder at give S forespørgselsadgang til hans egne konti.
Han har mistet tilliden til banken, og S’ konti vil blive overflyttet til P snarest.
Endvidere er S ved at blive hjemsendt fra institutionen og har derfor ikke længere brug for sine konti i Ringkjøbing Landbobank.
Det bestrides, at klagen er useriøs eller unødig.
Ringkjøbing Landbobank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at hverken S eller klageren har lidt noget tab, og at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Klagen er endvidere unødig, da banken har tilbudt klageren forespørgselsadgang til S’ konti og har slettet pædagogen som værge og fuldmagtshaver, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 3.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at S’ lomme- og tøjpenge må sidestilles med selverhvervede midler. Da de oprettede konti ikke indebar hverken forpligtelser eller omkostninger for S, og han på tidspunktet for kontooprettelserne var fyldt 15 år, krævede kontooprettelserne formelt ikke værgens underskrift.
Banken har ikke nægtet hverken S eller klageren forespørgselsadgang til S’ konti. Efter banken modtog en anmodning fra klageren, sendte den fuldmagter til S’ konti til elektronisk underskrift til klageren. Dokumenterne blev ikke underskrevet inden for den fastsatte frist og blev derfor efterfølgende automatisk annulleret.
Hverken klageren eller S har lidt noget tab.
Ankenævnets bemærkninger
I april 2016 henvendte klagerens søn, S, der på daværende tidspunkt var 15 år, sig i banken sammen med en pædagog fra den institution, som S boede på, for at oprette to konti til S til brug for udbetaling af hans lommepenge fra det offentlige. I den forbindelse blev pædagogen registreret som værge for S og oprettet som fuldmagtshaver med adgang til at forespørge og disponere over S’ konti. S fik et debetkort til den ene konto, men fik herudover ikke forespørgselsadgang via netbank/mobilbank til sine konti.
I december 2016 oprettede banken en yderligere konto til S til brug for udbetaling af hans tøjpenge fra det offentlige.
Banken har oplyst, at den efterfølgende på foranledning af klageren og kommunen inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet har berigtiget registreringsforholdene, har slettet pædagogen som værge for S og har slettet forespørgsels- og dispositionsadgangen til pædagogen. Endvidere har S har fået forespørgselsadgang til sine konti via netbank/mobilbank.
Der er ikke uberettiget blevet hævet penge fra S’ konti, forinden banken slettede registreringen af pædagogen som værge og fuldmagtshaver for S.
Ankenævnet finder ikke, at klagens påstand om, at han ønsker en vurdering af, om bankens fremgangsmåde forinden berigtigelsen af kontooprettelserne har været korrekt, vedrører et konkret økonomisk mellemværende mellem klageren og banken, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Ankenævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.