Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om låneaftales indhold.

Sagsnummer: 89/2010
Dato: 30-09-2011
Ankenævn: Kari Sørensen, Maria Hyldahl, Ole Jørgensen, Rut Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om låneaftales indhold.
Indklagede: Nordea Finans Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, hvorvidt finansieringsselskabet Nordea Finans Danmark havde oprettet en forbrugskredit i stedet for et lån.

Sagens omstændigheder.

Finansieringsselskabet Nordea Finans er et datterselskab under Nordea Bank Danmark.

I november 2005 blev klageren af Nordea Finans tilbudt at låne 20.000 kr. som et såkaldt "sæsonlån". Klageren accepterede tilbuddet, og klagerens sæsonlån fik i finansieringsselskabet lånenr. -231.

I maj 2006 modtog klageren et tilbud fra Nordea Finans. Af tilbuddet fremgår:

"…

Lån 29.000 kr. lige nu
Du har nu mulighed for at låne 29.000 kr. og kun betale 798 kr. om måneden. Vi overfører beløbet direkte til din konto. Alt papirarbejde ordner vi – læs om lånet på bagsiden. [Klageren har kun fremlagt forsiden af brevet].

Ekstra fordel – få et Nordea Finans Plus MasterCard
Du har også mulighed for at få knyttet et MasterCard til dit lån. […] Du skal betale 2,75 % af dit forbrug på kortet – dog mindst 150 kr. om måneden.

…"

Den 18. juli 2006 fremsendte Nordea Finans et brev til klageren vedlagt en kreditkontrakt.

Af brevet fremgik bl.a. følgende:

"…

Tak for din interesse for vores tilbud om Nordea Finans Pluskonto.

Vi sender:

·en kreditkontrakt,

·en kopi af kreditkontrakten til dig,

·en svarkuvert.

Samme dag vi modtager den underskrevne kreditkontrakt fra dig overfører vi beløbet til din bankkonto. Dagen efter kan beløbet hæves fra din bankkonto.

…"

Det fremgik af kreditkontrakten, at maksimum for kreditten var på 29.000 kr.

For så vidt angik udnyttelse af kreditten var der i kreditkontrakten opstillet følgende skema:



Udnyttelse

100 %

50 %

25 %

Samlet træk

Kr. 29.000,00

Kr. 14.500,00

Kr. 7.250,00

Etableringsgebyr

Kr. 400,00

Kr. 400,00

Kr. 400,00

Kontoafgift, for 2 år

Kr. 360,00

Kr. 360,00

Kr. 360,00

Sum af rente i 2 år

Kr. 8.883,22

Kr. 4.467,11

Kr. 2.259,05

Sum af låne- og kreditomkostninger

Kr. 9.643,22

Kr. 5.227,11

Kr. 3.019,05

Årlige omkostninger i procent

18,45

20,18

23,73



Herudover fremgik følgende af kreditkontrakten:

"…

Rente

Renten er i øjeblikket 1,30000% pr. måned. Det svarer til en årlig nominel rente på 16,76518%.

Betaling

På kreditten betales hver den 1. i måneden, første gang den 01.09.2006, med 798,00 kr.

En årlig kontoafgift på 180,00 kr. trækkes på kreditten første gang du får udbetalt et beløb fra kontoen eller bruger dit MasterCard som betalingskort. Kontoafgiften trækkes herefter med 12 måneders interval.

Betalingen sker via Betalingsservice.

Beltales der på anden måde, tilskrives et administrationsgebyr på 29,00 kr. pr. betaling. Gebyret kan ændres med en måneds varsel.

Hvis saldoen på noget tidspunkt overstiger det aftalte kreditmaksimum, er Nordea Finans berettiget til, at kræve beløb over det aftalte maksimum betalt ved påkrav.

Løbetid

Kreditten er en løbende kredit.

…"

Klageren underskrev kreditkontrakten den 25. juli 2006, og fik herefter oprettet en "Pluskonto" nr. -938 hos Nordea Finans.

Den 26. juli 2006 fik klageren udbetalt 28.600 kr. svarende til lånebeløbet fratrukket oprettelsesgebyr på 400 kr. til sin konto i pengeinstituttet P.

I november 2006 søgte klageren om en forhøjelse af kreditten på hendes Pluskonto nr. -938.

Ved brev af 14. november 2006 bevilligede Nordea Finans forhøjelsen. Det fremgik bl.a. af brevet:

"…

Vi sender:

·Et tillæg til din låneaftale […]

Vi forhøjer forbrugskreditten, når vi modtager det underskrevne tillæg.

…"

Af tillægget til aftalen fremgik bl.a.:

"…

Dette er et tillæg til din aftale om Nordea Finans Pluskonto nr. -938, udskrevet den 18.07.2006. De betingelser for Nordea Finans Pluskonto som fremgår af den oprindelige aftale gælder stadig med de ændringer, der er angivet nedenfor.

Nordea Finans har givet mig en forhøjelse, så min forbrugskredit fremover er 59.000,00 kr.

Rente
Renten er i øjeblikket 1,32038% pr. måned. Det svarer til en årlig nominel rente på 17,05367%

"

Klageren underskrev tillægget til kreditaftalen den 19. november 2006, og klageren modtog den bevilligede forhøjelse på en check.

Klageren afdrog i de følgende år på lånet i henhold til kreditaftalen.

Den 13. januar 2009 fik klageren udbetalt 15.000 kr. fra Pluskontoen nr. -938, hvorved hun igen udnyttede kredittens maksimum på 59.000 kr.

Ved brev af 21. oktober 2009 tilbød Nordea Finans klageren at springe tre måneders betalinger over på Sæsonlån nr. -231 og på Pluskonto nr. -938 ved betaling af et gebyr på 250 kr. pr. konto.

Klageren underskrev den 2. november 2009 et svarkort, hvorpå hun accepterede tilbuddet om at udskyde betalingerne på begge konti.

Den 5. november 2009 blev der trukket 250 kr. på begge konti som gebyr for udskydelse af betalingerne.

Det fremgår af klagerens kontoudtog for de to konti, at klageren i november 2009 ikke betalte det månedlige afdrag til Pluskonto nr. -938, mens hun den 9. november 2009 indbetalte det månedlige afdrag på Sæsonlån nr. -231.

Ved brev af 10. november 2009 til klageren skrev Nordea Finans bl.a. følgende:

"…

Du skal først betale igen den 1. marts 2010

Tak for din interesse for at springe betalinger over i tre måneder på Nordea Finans Pluskonto nr. -231.

Den årlige omkostningsprocent (ÅOP) ændrer sig, fordi der bliver tilskrevet renter i den periode, hvor du springer betalinger over […]:

Årlige omkostninger i procent (ÅOP) %

…"

Samme dag opkrævede Nordea Finans et rykkergebyr på 100 kr. for den manglende betaling på Pluskonto nr. -938 for november 2009.

Ved e-mail af 20. november 2009 indgav klageren en klage til Nordea Finans vedrørende Pluskonto nr. -938, idet hun mente, hun havde optaget et lån, men i stedet havde fået en kassekredit, der ikke levede op til Nordeas generelle vilkår for en kassekredit.

Den 24. november 2009 blev klageren opkrævet 100 kr. i rykkergebyr på Pluskonto nr. -938 for manglende betaling af ydelsen for november måned.

Ved e-mail af 30. november 2009 informerede Nordea Finans klageren om, at ordet "lån" ikke på noget tidspunkt fremgik af de dokumenter, hun havde modtaget fra Nordea Finans, mens ordet "kredit" derimod fremgik mange gange.

Den 9. december 2009 blev klageren opkrævet et rykkergebyr på Pluskonto nr. -938 på 100 kr. for manglende betaling i november måned.

Ved e-mail af 15. december 2009 til Nordea Finans fastholdt klageren, at hun i stedet for et sæsonlån og en pluskonto havde fået en kreditkontrakt.

Den 20. januar 2010 overdrogs Nordea Finans kravet vedrørende Pluskonto nr. -938 til inddrivelse ved virksomheden V.

Ved brev af 18. marts 2010 til klageren fastholdt V, at Nordea Finans havde et krav overfor klageren.

Parternes påstande.

Klageren har den 6. april 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Nordea Finans Danmark skal anerkende, at hendes betalinger er sket til afdrag på hendes lån og ikke til renter på en kreditaftale.

Nordea Finans Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at Nordea Finans har vildledt hende.

Hun har skrevet under på et lån, som efterfølgende er blevet lavet om til en kassekreditkontrakt med højeste rente.

Navnet "Plus konto" er vildledende, da der ikke er tale om en konto i almindelig forstand. Der eksisterer således slet ikke nogen konto, og hun har derfor også været afskåret fra de muligheder en konto normalt giver i form af hævekort, kontooversigter, adgang til netbank og lignende.

Nordea Finans har ikke oprettet en konto, men i stedet overført alle pengene til hendes konto i et andet pengeinstitut. På den måde er hun kommet til at betale mange flere renter, end hun havde regnet med.

Hun fik ikke mulighed for selv at vælge, hvor stor en del af kreditten hun ønskede at udnytte.

Hun fik ingen af de rettigheder, hun var berettiget til i henhold til kreditaftaleloven.

Nordea Finans Danmark har bl.a. anført, at Pluskonto er et produkt, hvor kunden får rådighed over det aftalte maksimum og derefter tilbagebetaler en ydelse på 2,75 % af det skyldige beløb.

Kunden kan vælge at bruge hele kreditten på en gang eller hæve løbende, ligesom det er muligt at hæve forskellen mellem maksimum og skyldig saldo undervejs.

Klageren har gennem hele kontoens levetid haft mulighed for at bestille et MasterCard til kontoen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Vilkårene for Nordea Finans Pluskontoen fremgår af den kreditkontrakt og det tillæg, som klageren underskrev og derved accepterede henholdsvis den 25. juli og den 19. november 2006.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Nordea Finans krav overfor klageren vedrørende Pluskonto nr. -938.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.