Afgørelse

Behandling af nødlidende engagement. Personlig fordring.

Klageren var i restance med lån til det indklagede realkreditinstitut. Efter henvendelse fra klageren opfordrede instituttets advokat ham til at afgive en salgsfuldmagt til instituttet for at undgå tvangsauktion. Før afgivelsen af salgsfuldmagten korresponderedes mellem klageren og advokaten om fuldmagtens betingelser. Efter afgivelsen af salgsfuldmagten korresponderes om betydningen af denne, idet klageren fandt, at advokaten skulle sælge ejendommen i fri handel, hvilket såvel advokaten som instituttet bestred. I marts 1989 overtog instituttet ejendommen på tvangsauktion. Den 18. maj 1989 fremsendte advokaten en opgørelse til klageren, hvorefter den udækkede fordring pr. auktionsdagen udgjorde 478.868 kr. - omregnet til kurs 100. Beløbet blev gjort gældende som personlig fordring, og klageren blev opfordret til at henvende sig til advokaten om et forlig. Denne opfordring blev gentaget i juni 1989. I juni 1992 opgjorde instituttet fordringen til 714.517 kr., inkl. renter. Instituttet opfordrede i februar 1993 klageren til at henvende sig om afvikling af den personlige fordring, som efter omregning til kursen pr. auktionsdagen og tillagt renter blev opgjort til 765.811 kr. I resten af 1993 diskuterede parterne eksistensen af den personlige fordring, og i 1994 og 1995 drøftede parterne forskellige akkordordninger. Klageren accepterede i oktober 1995 at betale 140.000 kr. over 10 år til 6 pct. rente. Ved fremsendelsen af gældsbrevet blev det anført, at instituttet ved misligholdelse m.v. af afviklingsordningen ville gøre det oprindelige krav gældende.

Klageren påstod principalt, at instituttet havde handlet uforsvarligt ved lånesagsbehandlingen og gennemførelsen af tvangsauktionen og selv var skyld i tabet, at han ikke havde anerkendt gælden, og at instituttet derfor ikke kunne gøre fordringen gældende mod ham. Subsidiært påstod klageren, at den personlige fordring var ukorrekt opgjort. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet gav ikke klageren medhold i den principale påstand, idet det ikke fandtes godtgjort, at der var givet tilsagn om ikke at gennemføre tvangsauktionen, og idet Nævnet intet grundlag fandt for at antage, at instituttet havde handlet uforsvarligt ved behandlingen af låneengagementet, og at klageren ikke var bundet af den indgåede akkord. Nævnet fandt, at instituttet i tilfælde af misligholdelse m.v. af akkorden alene kunne gøre den personlige fordring gældende med 478.868 kr. - omregnet til kurs 100 - som opgjort over for klageren den 18. maj 1989, og at instituttet tidligst en måned efter fremsættelsen af påkravet - d.v.s. den 18. juni 1989 - var berettiget til at kræve morarente efter renteloven. I perioden fra tvangsauktionsdagen til den 18. juni 1989 kunne instituttet - i det omfang, rentekravet ikke var forældet - alene forlange fordringen forrentet med lånerenten.