Spørgsmål om berettigelse af omlægning af prioritetslån i CHF til EUR
| Sagsnummer: | 422/2011 |
| Dato: | 28-12-2012 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Christian Bremer, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om berettigelse af omlægning af prioritetslån i CHF til EUR |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører, om Jyske Bank var berettiget til at omlægge klagernes prioritetslån fra CHF (schweizerfranc) til EUR.
Sagens omstændigheder
Klagerne, der er ægteparret M og K, er kunder i Jyske Bank.
Ved brev af 9. maj 2006 gav Jyske Bank klagerne et tilsagn om et prioritetslån i forbindelse med deres køb af en fast ejendom i udlandet, på 390.000 EUR eller samme beløb i andre europæiske valutaer, USD eller JPY (Japanske Yen).
Ved brev af 2. juni 2006 sendte banken et lånetilbud på 390.000 EUR til klagerne, som accepterede tilbuddet ved underskrift af 6. juni 2006. Af lånetilbuddet fremgår [oversat fra engelsk]:
"…
11. Valutaudsving
Såfremt den udestående gæld som følge af valutakursudsving overstiger GBP (engelske Pund/Sterling) 296,000 (i det efterfølgende kaldet "sterling-lånegrænsen"), er banken efter eget skøn berettiget til at foretage alle eller enhver af de følgende handlinger:
11.1
at konvertere den udestående gæld til sterling i henhold til bankens kurs på tidspunktet for konverteringen;
11.2
straks at realisere eller indfri de sikkerheder, der er placeret i banken på en måde, som banken finder passende, samt at anvende provenuet til delvis betaling af den udestående gæld, således at den udestående gæld efterfølgende ikke udgør mere end den totale sterling-lånegrænse.
11.3
at kræve delvis straksindfrielse af den udestående gæld, således at den omregnet til sterling til bankens kurs ikke overstiger sterling-lånegrænsen.
Ovenstående rettigheder kan udøves af banken uden forudgående varsel og uden Deres samtykke og påvirker ikke bankens øvrige rettigheder i henhold til nærværende lånetilsagn, sikkerhedsdokumenterne eller lovgivningen, herunder (men ikke begrænset til) retten til når som helst at kræve øjeblikkelig og fuld tilbagebetaling af den udestående gæld.
…"
I juni 2006 optog klagerne prioritetslånet, et såkaldt "Key Plan Mortgage".
Banken har oplyst, at lånet blev hjemtaget den 12. juli 2006 og var på ca. 610.000 CHF (ca. 390.000 EUR).
Den 13. januar 2011 sendte banken et brev til klagerne, hvoraf fremgik, at banken som følge af den styrkede CHF over for EUR tog forbehold om at omlægge klagernes lån uden varsel til EUR, hvis kursen på EUR/CHF kom under kurs 1,20. Af brevet fremgår [oversat fra engelsk]:
"…
Da De har et [prioritetslån] i CHF, er værdien af lånet beregnet i EUR steget.
Idet vi henviser til lånetilsagnet §11 "Valutakursudsving", er banken berettiget til enten:
1.At omlægge den udestående gæld.
…
Da værdien af Deres lån stiger drastisk sammenlignet med værdien af Deres ejendom og den samlede værdi af den stillede sikkerhed, underretter vi Dem hermed om bankens handling, som er som følger:
Pr. i dag er kursen på EUR/CHF 126,22, hvis kursen nu eller på et senere tidspunkt falder til 120,00, vil vi uden yderligere varsel omlægge det fulde beløb til EUR til bankens valutakurs på omlægningstidspunktet.
For at undgå at lånet omlægges til EUR, kan De foretage en delvis tilbagebetaling af Deres lån eller stille yderligere sikkerhed.
…"
Efterfølgende korresponderede klagerne og banken om muligheden for at omlægge til EUR.
Ved e-mail af 17. marts 2011 meddelte banken følgende til klageren [oversat fra engelsk]:
"…
Som nævnt ringede jeg til Dem angående Deres [prioritetslån] i CHF, som De har hos Jyske Bank. Der er nu opstået et problem, fordi CHF er styrket over for EUR, og derfor er lånet blevet større end belåningsværdien i Deres ejendom, som er beregnet i EUR (for nuværende er lånet ca. 77% af værdien af Deres hus). Når den er under 65%, kan De swappe valuta, så mange gange De ønsker det, men når denne er over 65%, ønsker vi, at belåningsværdien og lånet er i samme valuta. I dette tilfælde EUR.
Jeg har udarbejdet en liste over muligheder, når lånets værdi er over 65% af husets værdi.
Kort sagt, hvis De ændrer til EUR nu, kan De ikke vende tilbage til CHF, før De kommer under 65% igen. Dette kan finde sted ved enten:
1)At sende os flere penge og betale af på lånet.
2)Pantsætte mere belåningsværdi (sikkerheder eller en anden ejendom)
3)Ny vurdering (kun aktuelt, hvis huset/ejendommen er blevet grundigt renoveret).
Vi/jeg kan ikke tvinge Dem til at foretage Dem noget på nuværende tidspunkt, men vi har foretaget et stop loss for at omlægge lånet fra CHF til EUR til en kurs på 1,20. De er blevet informeret om dette i et brev, dateret 13. januar 2011. EUR/CHF er på nuværende tidspunkt 1,2634.
...
Vi forventer, at CHF fortsat vil være stærk over for EUR, og derfor anbefaler vi at omlægge lånet til EUR.
…"
Den 18. marts 2011 sendte bankens investeringsrådgiver en e-mail til klagerne, hvoraf fremgår [oversat fra engelsk]:
"…
Saldo i CHF er 610.818 – hvis De omlægger nu, kan det gøres på ca. 1,27 (EUR/CHF).
…
Min personlige mening er, at jeg virkeligt gerne ville have omlagt Keyplan på EUR/CHF = 1,40 eller deromkring, men ved, at vi er hvor vi er, og banken har besluttet at foretage et stop loss på EUR/CHF = 1,20, jeg tror, at jeg personligt ville tage chancen i intervallet ned til dette niveau. Jeg ved ikke, om De følger talerne fra centralbankerne, men ECB [Den Europæiske Centralbank] har signalleret højere renter fremadrettet og SNB [Den Schweiziske Centralbank] er ikke helt så høgeagtig.
…"
Ved e-mail af 26. maj 2011 oplyste klagerne til banken, at de ikke ønskede at omlægge til EUR, men at de ville stille ekstra sikkerhed, således at belåningsprocenten kom under 65.
Ved e-mail af 27. maj 2011 meddelte banken klagerne, at man havde bestilt en ny vurdering af deres ejendom, og at banken ville ophæve den fortsatte stop loss grænse på kurs 1,20.
Af en fremlagt valuarvurdering af 22. juli 2011, fremgår, at handelsværdien af klagernes ejendom var vurderet til 775.000 EUR. Værdien ved et tvangssalg var vurderet til 545.000 EUR.
Banken har oplyst, at de modtog vurderingen den 28. juli 2011. Vurderingen viste, at selvom ejendommens værdi var blevet forøget, manglede der 25.000 EUR for at få belåningen under 65 %.
Banken har oplyst, at de den 5. august 2011 informerede M telefonisk og via e-mail om, at man havde fastsat ny stop loss på 1,05. Af brev af samme dato fremgår [oversat fra engelsk] :
"…
Som De sikkert ved, hersker der stadig usikkerhed på de finansielle markeder. I 2010 og 2011 styrkede CHF sig meget over for EUR, specielt i de seneste måneder har CHF nået nye højder.
Banken anbefaler ikke eksponering i CHF på grund af den meget høje volatilitet og usikkerhed, som banken mener vil fortsætte.
Styrkelsen af CHF har konsekvenser for Dem, da De har et lån i CHF. Med den stærkere CHF stiger Deres gæld, mens Deres ejendomsværdi forbliver på samme niveau.
Banken anbefaler, at De kontakter Deres investeringsrådgiver for yderligere oplysninger og for en diskussion af konsekvenserne og Deres muligheder.
Idet vi henviser til lånetilsagnet §11 "Valutakursudsving", er banken berettiget til enten:
…
Derfor vil banken, uden yderligere varsel, omlægge det fulde lånebeløb til EUR til bankens valutakurs på omlægningstidspunktet, hvis EUR/CHF-kursen falder til 105,00 nu eller i fremtiden.
For at forhindre at CHF-lånet omlægges til EUR, kan De enten foretage en delvis tilbagebetaling af Deres lån eller sørge for yderligere sikkerhed til banken i form af let realiserbare aktiver såsom en bankgaranti, kontant indskud eller aktier og obligationer, der kan accepteres af banken. Eller, hvis De mener, at Deres ejendomsværdi er steget betydeligt, vil det være muligt at spørge én af bankens vurderingsmænd udfærdige en fuldstændig vurdering af Deres ejendom for egen regning.
…"
I brev af 9. august 2011 oplyste banken M om, at EUR/CHF kursen samme dag havde været under 1,05. Lånet var derfor blevet omlagt til EUR.
Ved e-mail af 16. august 2011 meddelte banken M, at prioritetslånet var blevet omlagt til EUR. Samtidig oplyste banken M om, at han havde mulighed for at omlægge lånet fra EUR til GBP til kursen pr. samme dato.
Samme dag besvarede klagerne via e-mail bankens henvendelse og oplyste, at de hellere ville have konverteret til GBP
Ved e-mail af 31. august 2011 tilbød banken klagerne at omlægge lånet til GBP til kursen den 9. august 2011, hvorved klagerne blev stillet som den oprindelige konvertering den 9. august 2011 var sket fra CHF til GBP i stedet for CHF til EUR. Klagernes lån var herefter 509.609,55 GBP i stedet for 584.906,64 EUR.
Ved e-mail af 6. september 2011 bekræftede klagerne over for banken, at de ønskede at omlægge lånet til GBP til kursen den 9. august 2011.
Parternes påstande
Den 23. september 2011 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Jyske Bank skal stille dem som om stop loss blev igangsat ved kurs 120 eller ved kursen i januar 2011, da de modtog bankens brev af 13. januar 2011 om stop loss.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken ydede utilstrækkelig og fejlagtig rådgivning.
Banken omlagde prioritetslånet i CHF til EUR, hvilket har påført dem et kurstab.
Banken oplyste dem ikke om, at de i januar 2011, da de modtog brev fra banken, kunne have omlagt lånet, hvorved de ville have fået et mindre tab.
De drøftede telefonisk situationen med banken og investeringsrådgiveren som de også korresponderede med. Investeringsrådgiveren oplyste, at han personligt ville lade kursen flyde, fordi han ikke mente, at den ville nå kurs 1,20 og foretrak omlægningen ved kurs 1,40, når valutaerne nåede dertil.
Det fremgår af lånekontrakten, at eventuel omlægning af lånet vil ske fra CHF til GBP og ikke til EUR. Deres gæld er som følge af omlægningen forøget til 580.000 EUR.
Banken burde have givet dem et varsel om omlægningen, hvilket banken indrømmede i e-mail af 16. august 2011.
Banken burde have oplyst dem om, at stop loss ikke var endelig ved kurs 1,20, og at banken kunne fortsætte med at fastsætte stop loss grænser. Hvis banken havde informeret dem herom, ville de have fået omlagt deres lån ved kurs 1,20 eller ved den kurs, der var gældende tidligere til GBP, hvorved de kunne begrænse deres tab. Endvidere ville de ikke have indhentet en vurdering af ejendommen, som kostede dem ca. 1.000 EUR.
Banken burde med sine internationale kontakter inden for finansverden kende til kursudviklingen.
Banken burde, da det viste sig, at der manglede 27.977 EUR for at opretholde en belåningsværdi på 65 %, have omlagt til kurs 1,20. Banken udskød omlægningen, fordi man ventede på vurderingen.
Banken fokuserede alene på at omlægge lånet til EUR for at opnå en større gevinst. De fik i stedet et stort tab, selvom de troede, at de var sikret mod omlægning, når de havde sørget for større sikkerhed. De tabte mere end de, der omlagde ved kurs 1,20.
De havde ingen formaliseret aftale med banken om at omlægge lånet til GBP, men gjorde det i et forsøg på at begrænse tabet.
Banken vidste som den professionelle part, at de som lægfolk ikke havde erfaring med valutalån. De stolede på bankens rådgivning.
Jyske Bank har anført, at banken ikke ydede mangelfuld rådgivning.
Klagerne accepterede risikoen for kursfald ved at hjemtage et lån i fremmed valuta.
Klagerne valgte CHF på grund af det lave renteniveau i Schweiz. Klagerne kunne på hvilket som helst tidspunkt have valgt at konvertere lånet til en anden valuta mod at acceptere at omlægge til den kurs, der var på dagen for omlægningen.
Klagerne påtog sig en risiko ved, at kursen kunne falde yderligere, og tabet dermed kunne blive større ved at forsøge at undgå første stop loss i januar 2011.
Banken korresponderede med klagerne om muligheden for at omlægge til EUR, hvilket klagerne afviste.
Klagerne ønskede at benytte muligheden for at stille supplerende sikkerhed, således at værdien af lånet kom under 65 % af husets værdi. Banken rekvirerede en valuarvurdering af klagernes ejendom. Samtidig bekræftede bankrådgiveren via e-mail af 27. maj 2011, at "Indtil vurderingen er på plads, vil Jyske Bank ophæve jeres stop loss i EUR/CHF på 1,20."
Vurderingen viste, at selvom ejendommens værdi var blevet forøget, manglede der stadig 25.000 EUR for at bringe belåningen under 65 %.
Bankrådgiveren anbefalede klagerne at omlægge, hvilket de afviste, da de så ville realisere tabet.
Klagerne kunne ikke skaffe tilstrækkelig sikkerhed til at blive i CHF, da klagernes ejendom ikke var vurderet så højt som de forventede. Aftalen om at suspendere en evt. stop loss blev sat ud af kraft.
Banken havde ret til uden varsel at omlægge lånet i henhold til låneaftalens pkt. 11.
Da klagerne ikke ønskede at realisere tabet, men i stedet at afværge omlægningen ved at stille yderligere sikkerhed, accepterede banken dette og suspenderede stop loss ved kurs 120. Banken påtog sig ikke risikoen ved at suspendere stop loss. Kursen faldt til 110, da vurderingen fremkom.
Kursen på EUR/CHF var i en årrække faldet støt. Klagerne burde have indset, at der var en risiko for, at kursen fortsat kunne falde, således at de ved ikke at konvertere ved kurs 120 kunne risikere at skulle realisere deres tab på et endnu lavere kursniveau.
Banken handlede ikke i strid med låneaftalen ved at omlægge uden klagernes samtykke. Banken havde ikke pligt til at give klagerne et varsel: Banken var berettiget til at foretage konverteringen, når betingelserne herfor var opfyldt, jf. låneaftalens pkt. 11.
Banken havde ikke til hensigt at udnytte valutasituationen til at hæve værdien af sine udlån. Banken søgte at begrænse tabet for klagerne og banken.
Banken kunne ikke forudsige kursudviklingen.
Banken bestrider, at klagerne kun én gang blev anbefalet at konvertere. Klagernes investeringsrådgiver drøftede flere gange i foråret 2011 muligheden for konvertering med klagerne. Investeringsrådgiveren gav udtryk for sin personlige holdning hertil, men rådgav også om, at bankens officielle holdning var, at de burde konvertere, ligesom han redegjorde for risici ved fortsat at beholde lånet i CHF.
Ankenævnets bemærkninger
I juli 2006 optog klagerne et prioritetslån i CHF i Jyske Bank i forbindelse med købet af en fast ejendom i udlandet.
I januar 2011 meddelte banken klagerne, at man på grund af en styrket CHF tog forbehold om at omlægge klagernes lån uden varsel til EUR, hvis kursen på EUR/CHF kom under 1,20. Efterfølgende fastsatte banken en stop loss grænse for at omlægge lånet fra CHF til EUR, hvis kursen nåede 1,20. En indhentet vurdering på klagernes ejendom viste, at der manglede ca. 25.000 EUR for, at klagerne kunne bevare en 65 % belåningsværdi. Banken meddelte herefter klagerne, at banken uden varsel ville omlægge hele lånebeløbet til EUR, hvis EUR/CHF kursen faldt til 1,05. Banken omlagde lånet til EUR den 9. august 2011, hvor kursen var faldet til under 1,05.
Ankenævnet bemærker, at klagerne havde mulighed for at konvertere lånet til en anden valuta på et tidligere tidspunkt, ligesom banken i e-mail af 17. marts 2011 anbefalede at omlægge til EUR, dog således at klagerne dagen efter blev anbefalet at vente med omlægningen i håb om en styrkelse af EUR i forhold til CHF. Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at banken ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med muligheden for omlægning til anden valuta på et tidligere tidspunkt. Klagerne måtte indse, at bankens anbefalinger beroede på et skøn over udviklingen i valutakurserne, der kunne vise sig ikke at holde stik.
Ankenævnet finder, at banken var berettiget til i august 2011 at fastsætte ny stop loss grænse på 1,05, jf. låneaftalens pkt. 11.
Ankenævnet finder ikke, at banken havde pligt til at omlægge lånet til kurs 1,20, da en valuarvurdering viste en ejendomsværdi, der var utilstrækkelig for at bringe belåningen under 65 %.
Ankenævnet finder imidlertid, at låneaftalen ikke indeholdt en hjemmel til omlægning af realkreditlånet i valutaen EUR, som banken foretog i august 2011. Banken har således på dette punkt handlet i strid med aftalen.
Banken tilbød imidlertid efterfølgende klagerne at omlægge lånet til GBP til kursen den 9. august 2011, hvorved klagerne blev stillet som ved den første konvertering samme dato var sket fra CHF til GBP i stedet for CHF til EUR. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren har krav på yderligere kompensation.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.